Læsetid: 4 min.

En nedarvet vrede buldrer gennem dansk forsoningsdokumentarfilm

Hvis ikke den danske dokumentarfilm ’Western Arabs’ vækker folk og får dem til at forstå, hvad det er for nogle problemer, indvandrere og flygtninge slås med, hvad så?
Omar Shargawis personlige dokumentarfilm, ’Western Arabs’, er en knude, der strammes og strammes og endelig løses i tilskueren.

Omar Shargawis personlige dokumentarfilm, ’Western Arabs’, er en knude, der strammes og strammes og endelig løses i tilskueren.

Doxbio

4. april 2019

»Om du laver 3.000 film om mig ... Folk vil ikke vækkes.«

Dansk-palæstinensiske Omar Shargawis far, Munir, forstår ikke, hvorfor sønnen partout vil lave en dokumentarfilm om ham. Det nytter jo ikke noget. Uskyldige mennesker dør overalt.

»Hvis ikke brændte børn vækker, hvad så?« spørger han.

Det er et spørgsmål, som lades stå ubesvaret hen i Shargawis fremragende dokumentarfilm, Western Arabs. Men denne anmelder kunne passende spørge: Hvis ikke Shargawis film vækker folk og får dem til at forstå, hvad det er for nogle problemer, indvandrere og flygtninge slås med, hvad så?

Krigen er i familien

Shargawi var seks år gammel, første gang han hørte ordet »araberdreng« i folkeskolen.

Snart fandt han ud af, at han kunne stoppe skældsordene med næverne. Men de hjalp ikke på de voksne lærere, der gerne mindede ham om, at han ikke passede ind. Dertil: Han følte sig lige så fremmedgjort blandt sin fars arabiske venner og familie og er således vokset op splittet mellem to kulturer.

Især forholdet til faderen tynger Omar Shargawi. Munir var palæstinensisk soldat og har aldrig fået behandlet traumerne.

»Det er mislykkedes mig at dykke dybere ind i min sjæl,« indrømmer han sent i Western Arabs.

Og krigens fangarme rækker langt ind i familien. Luften er tyk af aggressioner, og af og til gribes der til vold. Krigen er til stede i familien. Faderens indestængte og eksplosive vrede er gået i arv og buldrer gennem dokumentarfilmen.

Traumer tæt inde til kroppen

De vrede indvandrerfædre med traumerne holdt tæt ind til kroppene ... Det er en byrde, som især sønnerne slæber med sig ind i deres danske liv. Heldigvis får den – som her – et kunstnerisk output og dermed en kulturel stemme.

Jeg kommer til at tænke på Halfdan Piskets brillante tegneserieportræt af sin tyrkiske far i Dansker-trilogien. Også her kæmper sønnen sig til en dybere forståelse af faderen – og dermed af sig selv.

Og jeg kommer til at tænke på Yahya Hassans digtsamling Yahya Hassan, hvor digtenes versaler bevidner, men ikke ligefrem lover forsoning med forfatterens voldelige, palæstinensiske far.

Lykkeligvis finder Omar og Munir endelig et normalt toneleje at tale i.

Faderen siger, det ikke er Omars skyld, at han er blevet søn af en palæstinensisk far og en dansk mor. De tager sammen til hjemstavnen Palæstina – ligesom Halfdan Pisket tog med sin far tilbage til Tyrkiet. Og det er forunderligt at se Munir Shargawis ansigt pludselig slappe af i mødet med sin hjemstavn.

Indre ro

Og snart vender billedet. Faderen finder en ro, mens Omar fortsat er fanget i den nedarvede, giftige, voldelige maskulinitet. Han begynder at tænke paranoidt og konspiratorisk. Faderen maner til besindelse.

»Jeg tror, hvis jeg var dig, så ville jeg være meget tilfreds med Lars Løkke i stedet for Bashar Al-Assad,« siger han.

Omar replicerer, at Danmark er besat af de mennesker, der fører krig i Mellemøsten, Asien, Sydamerika. Nogen kommer til at betale prisen, siger han.

»Er det ikke dét, der står i Koranen?,« spørger han.

Og så får faderen nok. Det er noget vrøvl.

»I Koranen står: Hvis du slår et menneske ihjel, det er lig med, at du har slået hele menneskeheden ihjel.«

Han sætter Omar på plads:

»Din utilfredshed med samfundet og verden stammer fra din manglende evne til at føre et normalt liv.«

Det er en fantastisk scene. Og Omar synes at vågne op, og han tager på faderens opfordring på pilgrimsfærd ud i verden for at forstå andre folks lidelse. Og lander midt i Det Arabiske Forår i Egypten. Folk bliver skudt, en kamel styrtbløder i døden for hans øjne. Hans lidelse bliver sat i perspektiv.

Desorientering del af æstetikken

Shargawi går hudløst til værks. Kameraet er med overalt, nogle gange er det vist bare en smartphone. Objektivet følger ham, når han er i barslagsmål, når han græder, når han kaster op, skærer i sig selv, skændes med sin familie. Og når faderen beder ham om at slukke for selvsamme kamera.

Der leges også med den fiktion, han så som barn sammen med sin far. Omar Shargawis vrede får således afløb i actionfilmsekvenser a la Clint Eastwood eller Charles Bronson.

Og desorientering er en del af Western Arabs’ æstetik med masser af uskarpe dækbilleder – flimrende abstrakte passager eller korte, grovkornede erindringsglimt. Det bidrager til oplevelsen af et presset og splittet sind. Traumatiseringen, den hullede hukommelse, det blinde raseri lægger sig som en hedebølge over filmen.

En knude i maven

Western Arabs er en dokumentarfilm, der undersøger volden som symptom og traumet som voldens rødder. Den maner til forsoning og pejler endda mod mulig frigørelse.

Western Arabs er en knude, der strammes og strammes og endelig løses i tilskueren. Knuden vokser som resultat af den empati, der opstår, når man møder et bundløst ærligt værk, der kræver, at vi forstår helt ind i maven.

Sammen med Omar Shargawi har vi gennemlevet en afgørende krise i hans liv. Han kan komme videre. Det kan vi også som samfund, når vi har vundet den forståelse, som Western Arabs tilbyder.

Western Arabs. Instruktion: Omar Shargawi. Dansk (Biografer landet over)

Et tidligt eksempel på indvandrerliv skildret i Erik Clausens ’Rami og Julie’ fra 1987.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Veje
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
  • Viggo Okholm
Søren Veje, Steffen Gliese, Katrine Damm og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu