Læsetid: 7 min.

Ny global klimabestseller skubber os hen til fremtiden og viser os afgrunden

Den amerikanske journalist David Wallace-Wells har skrevet den klimabog, som er blevet en global bestseller til en verden i brand
Oversvømmede gader i Montargis i det sydlige Frankrig i 2016. 

Oversvømmede gader i Montargis i det sydlige Frankrig i 2016. 

GUILLAUME SOUVANT

12. april 2019

Til en paneldebat forleden i Bruxelles med seks europaparlamentarikere fra seks forskellige partier indledte ordstyreren med et spørgsmål:

»Tusinder af skoleelever strejker hver uge i hundreder af byer i hele verden for at kræve, at politikere som jer gør mere for at beskytte deres fremtid. Hvor mange her sympatiserer med deres protester?«

Fem af de seks i panelet rakte bekræftende hånden op. Den eneste, som ikke støttede elevernes aktioner, var den konservative parlamentariker. Det skyldtes ikke, at han ikke sympatiserede med deres sag. Han var bare modstander af deres metode – han var nemlig af den opfattelse, at børn skal gå i skole i skoletiden og bedrive aktivisme i fritiden.

Ordstyreren fulgte op med et spørgsmål, som var anderledes ansvarspådragende:

»Hvor mange af jer vil erkende, at I har svigtet disse unge mennesker?«

Alle seks svarede med at række hånden op. Uanset om de var konservative eller grønne, liberale eller socialdemokrater, erkendte de deres fallit. En af dem svarede, at de slet ikke havde gjort nok for at beskytte naturgrundlaget for de næste generationer.

Men præmissen for den amerikanske journalist David Wallace-Wells nye bog om klimaet, The Uninhabitable Earth, den ubeboelige jord, er, at de har gjort mere end nok.

Det er bare det forkerte, de og vi andre voksne har gjort.

For som han skriver i indledningen: Siden 1992 har menneskeheden forbrugt lige så meget fossilt brændstof som i resten af historien. Netop det år mødtes over 100 regeringsledere til den store FN-konference i Rio de Janeiro om klimaødelæggelserne og mulighederne for en bæredygtig udvikling. De fik udarbejdet rapporter og fremlagt undersøgelser af, hvor galt det kunne gå, hvis vi fortsatte med at producere, forbruge og udbrede os, som vi havde gjort i det tyvende århundrede.

Det var et fredeligt og optimistisk moment i verdenshistorien, Den Kolde Krig var afsluttet, og den allestedsnærværende frygt for den altødelæggende atomkrig var afløst af lettelse og optimisme.

Og så gjorde verdenslederne sig klart, at vi stod over for en katastrofe, der med andre midler kunne være lige så farlig som atomkrigen.

Alligevel kan vi i dag registrere, at naturødelæggelserne ikke alene fortsatte, men accelererede.

»Mange opfatter global opvarmning som en slags moralsk og økonomisk gæld, vi har opbygget siden den industrielle revolution, og som efter adskillige århundreder nu skal betales tilbage«, skriver Wallace-Wells.

Men det er i de seneste årtier, at den store ødelæggelse har fundet sted. Og 85 procent af den co2, som i dag er i atmosfæren, er ifølge Wallace-Wells udledt efter afslutningen på Anden Verdenskrig:

»Historien om den industrialiserede verdens selvmordsmission er en fortælling om et enkelt menneskes levetid – planeten blev bragt fra tilsyneladende stabilitet til katastrofens rand i en periode, som svarer til tiden mellem fødsel eller en konfirmation og en begravelse.«

Som at se en film fra fremtiden

Det er den alarmerende horisont for The Uninhabitable Earth: Viden er ikke nogen tilstrækkelig forudsætning for handling. Politikerne og vi andre vidste det, vi burde vide, vi kendte risici, årsagerne og mulighederne for at bremse den globale opvarmning. Og de gjorde det alligevel.

Spørgsmålet bliver så, hvordan man kan mobilisere vores samfund til at gøre mindre af det forkerte og så meget mere af det rigtige, at næste generation af børn ikke kommer til at sidde som de seks europaparlamentarikere og tilstå deres svigt.

Det spørgsmål er Wallace-Wells’ bog et spektakulært svar på: Han konkretiserer og kvalificerer vores viden om konsekvenserne af den globale opvarmning.

Der har været utroligt meget snak om målet for Parisaftalen og meget stort fokus på, at temperaturer og havene stiger. Men de helt konkrete konsekvenser for vores fødevareforsyning, vandforsyning, kroppe, vejrtrækning og bevægelsesfrihed har ikke været udfoldet for et stort publikum i et almindelige tilgængeligt sprog.

Men det bliver de i Wallace-Wells bog: Det er næsten som at se film fra fremtiden at læse hans fremskrivninger af, hvordan vores hverdag vil blive forandret, og hvordan det vil påvirke den sociale orden og vores politiske systemer. Han fører os gennem de værst mulige virkeligheder og tvinger os til at forestille os tilværelsen på den ødelagte naturs præmisser.

Det næste, han gør, er, at han forestiller sig scenarierne ved en højere temperaturstigning end to grader celsius. Ofte bliver kampen for klimaet fremstillet som et drama om, hvorvidt vi »når det eller ej«. Som om der er et bestemt mål, hvor vi bliver reddet, og hvis det bliver overskredet, er vi fortabte.

Men Wallace-Wells slår fast, at der ikke er noget, som tyder på, at vi kommer til at nå de mål, vi har sat os. Selv ikke de mest politisk velfungerende og socialt stabile lande i verden er i gang med at leve op til Parisaftalens forpligtelser. Derfor må vi også forholde os til, hvordan vores jord, vand, mad, luft, skove, søer og have tager sig ud ved fire, seks, otte ja helt op til ti graders temperaturstigninger.

Vi får afgrunden kastet i hovedet.

Tvinger os til at forstå vores svigt

Forfatteren er hverken videnskabsmand eller dannet af de grønne bevægelser. Han er en journalist, en velskrivende generalist, der efterhånden, som han selv har fået indsigt i klimaproblemet, er blevet optaget af at brede det ud for et større publikum.

Og det er en kvalitet ved bogen, at den er skrevet i et almindeligt sprog, og den skitserer scener fra fremtiden, som vi kan forstå og forholde os til.

Derfor bliver de langsigtede konsekvenser af den globale opvarmning nærværende for læseren: Meget store dele af jorden vil blive ubeboelige, vores måde at drikke, spise og bevæge os og trække vejret på vil blive radikalt forandret. Og det vil naturligvis igen ændre vores samfund fundamentalt, fordi vi har vænnet os til stabilitet, fred, velstand og orden.

Det er klart, at alle fremskrivninger er usikre, fordi de forudsiger noget, som ikke kan forudsiges: Hvad menneskene kan gøre, og hvordan naturen vil reagere. Man kan forestille sig, at vi aktuelt overværer begyndelsen på en politisk vækkelse, som vil føre til omfattende krav om politisk handling. Man kunne også forestille sig, at naturens feedbackmekanismer på nogle områder vil korrigere sig selv og reparere skaderne. Det første er ikke usandsynligt, og det andet er ikke umuligt.

Problemet med håbet om den store politiske forandring er bevidstheden om, hvor store politiske og økonomiske interesser, som vil kæmpe for den bestående orden, og hvor stærk vores tilknytning til en bestemt form for livsform og forbrug er. Vi har jo opbygget verden, og vores forventninger til livet er formet af akkurat den livsform, som har vist sig destruktiv.

Problemet med forestillingen om, at naturen vil korrigere sig selv er, at det snarere ifølge Wallace-Wells går den anden vej, efter balancerne er blevet forstyrret. De destruktive tendenser synes at forstærke hinanden, anfører han.

Forfatteren adresserer selv sine scenariers usikkerhed i bogens konklusion:

»Det bedste vi har er nogle forudsigelser, som forekommer fejlbarlige – om globale temperaturer, havenes stigninger og selv orkanernes hyppighed og omfanget af skovbrande. Men når det er sagt, er spørgsmålet egentlig ikke videnskabeligt. Det handler om, hvorvidt vi tror på menneskenes handlekraft. Hvor meget vil vi gøre for at stoppe katastrofen, og hvor hurtigt vil vi gøre det?«.

Nærmest som en programerklæring hævder Wallace-Wells afslutningsvist, at han er optimist.

Men der er ikke noget i bogen, som kvalificerer hans optimisme og ingen udpegning af aktuelle fronter, hvor fremskridt finder sted.

Bogen er derimod alarmistisk, hvilket kan være nødvendigt for at råbe op og mobilisere. Men han overdriver klimakrisen som den store årsag til alt ondt i verdenshistorien, når han eksempelvis hævder, at krigen i Syrien var udløst af klimaforandringer. Og krigen førte til flygtningekrise, som igen ifølge Wallace-Wells førte til populisme og politisk opbrud i Europa. Den slags dramatiserende kæder er unødvendige og forekommer demagogiske, klimakrisen er slem nok i forvejen.

En anden ting er, at Wallace-Wells kritiserer den forestilling om verden, som sætter mennesket i centrum og reducerer naturen til menneskenes terræn for selvudfoldelse. Men han forholder sig i bogen kun til naturen som menneskenes habitat, og klimakampen handler for ham udelukkende om at sikre menneskets overlevelse. Han forbliver således inden for den horisont, som han kritiserer.

Som værk betragtet er The Uninhabitable Earth ikke særligt vellykket. Den er en videreudvikling af en artikel, han skrev i 2017 i New York Magazine, der blev et viralt hit som den mest delte artikel i bladets historie. Den er dramatiserende, generaliserende og analytisk rodet. Men den er blevet en global bestseller, fordi den er meget mere end en almindelig bog. Den er voksenverdenens version af Greta Thunbergs opråb til politikere: I skal gå i panik, situationen bør fremkalde panik.

Den tvinger alle os, der rækker hånden op og siger »vi har svigtet« til at se og forstå konsekvenser af vores eget svigt. Og den minder os om, at det egentlig ikke er svært, hvis vi alle sammen virkelig vil. Vi ved godt, hvad der skal gøres.

David Wallace-Wells: ’The Uninhabitable Earth’, Allen Lane, 310 sider, 240 kroner.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Holm
  • Niels Duus Nielsen
Troels Holm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget få bevægelser på samfundsmæssigt plan kan henføres til en enkelt årsag.
Det er imidlertid en kendsgerning, at flere års tørke og den deraf følgende krise i det syriske landbrug førte til social uro og momentum til de krav om forandringer, der startede den syriske borgerkrig.
Kan den syriske tørke være en konsekvens af menneskeskabte klimatiske ændringer?
Det mener IPCC.

Trond Meiring, Arne Albatros Olsen, Per Torbensen, Torben Bruhn Andersen, Peter Knap og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Naturen vil korrigere sig selv, ingen tvivl om det.

Om der så ogå er plads til mennesker i den korrigerede natur, er det store spørgsmål. Jeg er ret sikker på, at inuitterne nok skal overleve, de har historisk vist sig meget tilpasningsdygtige i forhold til ekstremt vejr og et fjendtligt miljø, og de bor jo et sted, hvor det er meget koldt i forvejen. Så hvis det bliver grønlænderne, der skal videreføre menneskeheden, er det måske ikke så ringe endda. Verden har brug for venlige mennesker.

Spørgsmålet er, om de kan modstå befolkningspresset fra alle de bekvemmelighedsflygtninge fra den ene procent, som vil udvandre i stor stil til de køligere himmelstrøg?

Trond Meiring og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Om igen:
"Men det er i de seneste årtier, at den store ødelæggelse har fundet sted. Og 85 procent af den co2, som i dag er i atmosfæren, er ifølge Wallace-Wells udledt efter afslutningen på Anden Verdenskrig"
I 1945 var CO-2 indholdet i atmosfæren ca. 300ppm, som i dag er vokset til ca. 400ppm.
Det kan jo ikke hænge sammen med de 85%.
Så Rune korrigerer lige argumentationen, men find selv fejlen.
Vi er nogen der holder øje med tallene og argumenterne.

Martin Sørensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Jørgen Wind-Willassen. Godt set. Wallace-Wells skriver da også om den CO2, der er udledt ved afbrænding af fossile brændsler. Altså tilføjet atmosfæren gennem menneskelig aktivitet. Hvis du sammenligner bogens oplysninger med målinger af af CO2 fra Mauna Loa, er der fuldt belæg for bogens postulater, der da heller ikke er betvivlet af videnskabelige kilder.
Hovedparten af stigningen i CO2 er sket inden for en enkelt generation.

Trond Meiring, Martin Sørensen, Torben Bruhn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Jørgen Wind-Willassen og flere det som om humlen er at 290 ppm er base linje. Faktisk så har vi sendt ca 60 % af alt "CO2" i atmosfæren siden murens fald. Jeg sætter CO2 i ".." fordi det rette svar er kuldioxid og ækvivalenter.ppm i forhold til Base Line er humlen i klima debatten. Jeg er godt halvvejs i bogen...

Martin Sørensen

Jørgen Wind-Willassen og flere det som om humlen er at 290 ppm er base linje. Faktisk så har vi sendt ca 60 % af alt "CO2" i atmosfæren siden murens fald. Jeg sætter CO2 i ".." fordi det rette svar er kuldioxid og ækvivalenter.ppm i forhold til Base Line er humlen i klima debatten. Jeg er godt halvvejs i bogen...

Frederik G N...
En klimadebat kan ikke være opdigtet. Den foregår.
Er det selfieglæden for din sang der overstiger klimaudfordri gerne for menneskeheden?

Frederik G N...
En klimadebat kan ikke være opdigtet. Den foregår.
Er det selfieglæden for din sang der overstiger klimaudfordringerne for menneskeheden?