Læsetid: 5 min.

Den nye ’Gilgamesh’ rummer alt det, en klassiker skal rumme

Sophus Helle og Morten Søndergaard må siges at være lykkedes med deres nyoversættelse af verdenslitteraturens første egentlige værk. Helteeposset om Gilgamesh føles på én gang gammelt og helt nyt, på samme tid velkendt og fremmed, samt såvel letlæst som besynderligt kantet og knortet
Helle og Søndergaards oversættelse og gendigtning af Gilgamesh er klassiker med en stor fremtid foran sig.

Helle og Søndergaards oversættelse og gendigtning af Gilgamesh er klassiker med en stor fremtid foran sig.

Sigrid Nygaard

5. april 2019

Der hvor Irak ligger i dag – eller skulle vi sige: forsøger igen at få lov til at ligge – fandtes for fire årtusinder siden en blomstrende kultur, den såkaldt babyloniske, ved floderne Eufrat og Tigris. Og her skabtes det, vi sædvanligvis kalder verdenslitteraturens første egentlige værk, det majestætiske helteepos om Gilgamesh, en evigt rastløs kæmpe og slagsbror, som jager udødeligheden, men kommer til at erfare tabet og savnet:

»Hans krop var skabt af gudestof, men hans sind var fuldt af sorg,« som det magtfuldt hedder i Sophus Helles og Morten Søndergaards nye oversættelse, udsendt i samme uge som Hotel Pro Forma har påbegyndt sine opførelser på Glyptoteket.

Kirsten Dehlholm, der er kunstnerisk leder af Hotel Pro Forma, er ikke den eneste danske kunstner, der har ladet sig friste af sagnkredsen om kæmpen Gilgamesh og vennen/elskeren Enkidu. Forud er gået en opera af Per Nørgård (1972), en kæmperoman af Henrik Bjelke (1974) efterfulgt af en mindre fortælling (1982) om de to heltes kamp og kærlighed, et værk i både billeder og ord af Henrik Have (2005) samt ikke at forglemme Naja Marie Aidts hybridbog om tabet af sønnen Carl (2017), hvor det klassiske epos fik lov at levere udødelige formuleringer af, hvad det vil sige at miste.

Lysende gloser

Gyldendal
Først med den nye oversættelse træder teksten selv ind på scenen – på én gang lysende tydelig og arkaisk dunkel. Uden at have den mindste kendskab til kildesproget akkadisk vover man at fastslå, at det denne gang er lykkedes at formidle værkets ånd. Det virker, som om assyriologen og den moderne digter, sønnen og faren, har formået at være frie i det uvæsentlige for til gengæld at være tro i det væsentlige. Læseren vil ikke snuble over mange enkeltord, men undgår på den anden side ikke at støde sig kraftigt på værket som helhed, ene og alene fordi det har den ælde og den vælde og den kulturelle anderledeshed, som det har.

En oversættelsesteoretiker (George Steiner) hævdede for snart et halvt århundrede siden, at en vaskeægte oversætter gør fire ting i rækkefølge og på samme tid. Han drager ud og finder noget fremmed og for ham interessant. Han sætter sig ordentligt ind i det, tilegner sig det og lærer det personligt at kende. Han tager det med sig hjem, hen over grænser i sprog, tid og kultur. Og han afleverer det til sit publikum, således at de nye læsere kan opleve teksten som et nyt element i deres litteratur, et forfriskende tilskud til denne.

Alle fire operationer synes at være lykkedes i tilfældet Gilgamesh, som på én gang føles gammelt og helt nyt, på samme tid velkendt og fremmed, samt såvel letlæst som besynderligt kantet og knortet. Til denne sidste oplevelse bidrager ikke mindst de mange huller i teksten, dér hvor lertavler med kileskrift åbenbart er forsvundet, og man som læser henvises til at gætte sig frem.

Paul Ricoeur har i sprogfilosofiske overvejelser kredset om de to tanker, at sætningen er en begivenhed, og at ordet på en måde er større end sætningen. Relevansen af dette bekræftes af den nye danske Gilgamesh, hvor de enkelte sekvenser, selv når det drejer sig om varierede gentagelser, kan opleves som lyn udsendt for 4.000 år siden, men hvor enkelte ord også pludselig begynder at lyse op.

Her tænkes ikke på gloser som ’porter’ (som vel skal betegne mørkt babylonisk øl) eller ’korpulent’ (som måske er en særlig akkadisk måde at være tyk på) eller ’smadre’ (som må være valgt af hensyn til nutidsdansken i stedet for det måske mere nærliggende ’knuse’). Nej, de virkeligt lysende ord er sådan nogle som ’stråleglanskapper’ og ’angstglorier’ for slet ikke at tale om ’rastløs’, der efter mødet med Gilgamesh for denne læser har fået skæbnetyngde, eftersom det tragiske og dragende ved hovedfiguren består i hans manglende erkendelse af begrænsning og det mærkværdige fravær hos ham af evne til at lade sig retlede og korrigere. Hans erobringstrang styrer alt, den overgår hans evne til at elske.

En klassiker

Eposset falder i to hoveddele, en optur og en nedtur. I førstedelen forenes helten med vennen, og sammen gør de kål på en mægtig fjende, den vilde Humbaba. I midten fortæres Enkidu af sygdom, og i andendelen, den om sorgen, rejser Gilgamesh gennem en skov af ædelsten for at finde det evige liv. Men dertil kommer en sidste fase, hvor titelhelten får indsigt i sin egen historie og på en måde bliver dens læser.

Og endvidere forekommer der interne urimeligheder, som har at gøre med, at rastløsheden, selve overskuddet af energi, hos vor fem meter høje helt netop overskrider almindelige menneskelige proportioner eller med andre ord er af mytisk omfang og art.

Som krokonen på næstsidste lertavle så rigtigt siger til Gilgamesh: »Hvis det var dig og Enkidu, der dræbte skovens vogter, / knuste Humbaba, der boede i Cederskoven, / slog løver ihjel i bjergpassene, / og tog livtag med Himmeltyren og dræbte den, / dén, som var kommet ned fra himlene – / hvorfor er dine kinder da indfaldne, dit ansigt sænket, / dit humør elendigt, dine træk helt udslidte? / Hvorfor er der sorg i dit sind, / hvorfor er dit ansigt som en, der har rejst på fjerne veje, / hvorfor er dit ansigt mærket af sol og af frost / hvorfor går du rundt i vildmarken klædt som en løve?«

Svaret er, at historien om vennen tynger ham: Min ven, som jeg elskede, er blevet til ler!

Hvad skaber en virkelig klassiker? Den skal for det første rumme noget universelt, som alle vil kunne spejle sig i. Den skal for det andet på én gang være et fuldgyldigt udtryk for sin kultur og kunne overskride dennes begrænsninger. Den skal for det tredje hænge sammen og have sit eget prægnante udtryk. Men så skader det for det fjerde heller ikke, om teksten over sig har noget monstrøst eller uoverkommeligt, som bevirker, at værket ustandseligt udfordrer én.

Alle disse egenskaber rummes i den nye Gilgamesh og det i en sådan grad, at man tør spå den en fremtid i dansk litteratur.

’Gilgamesh’. Oversat fra akkadisk af Sophus Helle og Morten Søndergaard. Gyldendal. 158 sider. 200 kroner.

Digteren Morten Søndergaard og assyriologen Sophus Helle, far og søn, er netop udkommet med en ny oversættelse af verdens ældste fortælling ’Gilgamesh’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Aagaard
  • Dorte Sørensen
  • Steffen Gliese
Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard, Dorte Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Til anbefaling hør Tidsånd: Gilgamesh Sendt første gang d. 4. apr. 2019 kl. 11:03 på P1 med
oversætterne Morten Søndergård og hans søn Sophus Helle.