Læsetid: 5 min.

På den pangfarvede prærie er alt queer og nostalgisk

Den hemmelighedsfulde og maskeklædte countrysanger Orville Peck trækker langmodigt på en stolt, amerikansk fortid, samtidig med at han trækker genren ud i et queerterritorium. Alt i mens Danger Mouse og Karen O fremmaner postmoderne luksus, hvor man både kan rejse tilbage til 1960’ernes Phil Spector- og Serge Gainsbourg-pop og alligevel hele tiden være ankommet til nutiden
Orville Peck.

Orville Peck.

Gordon Nicholas

17. april 2019

Nostalgi kan være mange ting. Traditionelt set har vi forestillet os fortiden i bruntonede, falmede farver, men med den digitale teknologis komme er der ikke længere noget, der falmer.

Tag bare Orville Pecks debutalbum Pony. Hans country er kulørt, storladen og iscenesat. Som at ride ud over en pangfarvet prærie under en rhinstensbesat himmel. Samtidig med at han er nostalgisk på en profan måde. Med Elvis Presleys stemme, Roy Orbisons vemod, Phil Spectors grandeur i oppakningen.

Og det er heller ikke en ny nostalgi. Man kan finde samme fatalisme, selvdestruktion og dødsromantik hos Lana Del Rey. Men hun er dirrende alvorlig, mens Peck har et glimt i øjet – og et seksuelt twist.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu