Læsetid: 5 min.

På den pangfarvede prærie er alt queer og nostalgisk

Den hemmelighedsfulde og maskeklædte countrysanger Orville Peck trækker langmodigt på en stolt, amerikansk fortid, samtidig med at han trækker genren ud i et queerterritorium. Alt i mens Danger Mouse og Karen O fremmaner postmoderne luksus, hvor man både kan rejse tilbage til 1960’ernes Phil Spector- og Serge Gainsbourg-pop og alligevel hele tiden være ankommet til nutiden
Orville Peck.

Orville Peck.

Gordon Nicholas

17. april 2019

Nostalgi kan være mange ting. Traditionelt set har vi forestillet os fortiden i bruntonede, falmede farver, men med den digitale teknologis komme er der ikke længere noget, der falmer.

Tag bare Orville Pecks debutalbum Pony. Hans country er kulørt, storladen og iscenesat. Som at ride ud over en pangfarvet prærie under en rhinstensbesat himmel. Samtidig med at han er nostalgisk på en profan måde. Med Elvis Presleys stemme, Roy Orbisons vemod, Phil Spectors grandeur i oppakningen.

Og det er heller ikke en ny nostalgi. Man kan finde samme fatalisme, selvdestruktion og dødsromantik hos Lana Del Rey. Men hun er dirrende alvorlig, mens Peck har et glimt i øjet – og et seksuelt twist.

Countrysanger under dæknavn og halvmaske

Orville Peck er ikke hans rigtige navn, det kender vi ikke, på coveret til Pony bærer han en koket halvmaske med forhæng for munden. Og han smider aldrig masken. Således danser denne Lone Ranger Matahari de syv slørs dans om lejrbålet, mens han ånder historier om seksuel fortabelse og længsel efter intetheden.

Han hævder, at han i virkeligheden er mellem 20 og 40 år, og at han har spillet i punkbands og ernæret sig som skuespiller og danser.

Og så hævder han, at han ser sig selv som en cowboy. Well, det kan man måske også godt udlede af teksterne, der i hvert fald vidner om en nomadisk sjæl, der har en kvinde eller en mand i hver en flække.

Angiveligt er sangene baseret på hans egne oplevelser, hvilket er mere end man kan forvente fra nogen som helst i showbusiness. Så hvem ved egentlig hvor inderlig Peck er? Og betyder det noget, så længe sangene rammer?

Ja, for at føje spot til skade og smadre yderligere countrykonventioner, er Pony indspillet på Gabriola Island i Canada vest for Vancouver.

Det er langt fra Nashville. Og således er Peck med til at drille countrygenren lige som også Kacey Musgraves, Dixie Chicks og Beyoncé er.

Country, Elvis og prærie som queer

Der er en fornemmelse af drøm og eventyr i denne maskeradekunst og en ambient storhed ikke ulig Kacey Musgraves’ Grammy-vindende seneste album Golden Hour.

Man kan vælge at drømme sig væk i hans fiktion eller blive vred over det inautentiske i projektet.

Jeg gider ikke hidse mig op over forlorne facader, det anser jeg for en præmis i populærkulturen. Og når den endda er så tydelig som her, er det faktisk bare gungrende underholdende at høre Peck genopfinde country, Elvis og prærien som queer – eller i hvert fald biseksuelt – territorium.

»Fell in love with a rider / Dirt king, black crown / Six months on a knucklehead hog / I like him best when he’s not around / He gets me high, ooh, big sky,« lyder det på den polyamorøse »Big Sky«, hvor kærlighed kommer i mange farver og former. »Fell in love with a jailer / Cabin at Fort Quay / Her and me and the baby made three

»Kansas (Remembers Me Now)« begynder at lynruste under lytningen, så hele lydfladen til sidst smuldrer – som tørt brød under udasede hestehove. Og der er denne anerkendelse af forgængeligheden:

»June is the same in your eyes / Something tells me, you know why I lie / But nothing fades like the light

Musikken er nogle gange lige så smuk og klichéfyldt rørende som ovenstående ord. At høre Pony er som at lytte til Chris Isaak i overhalingsbanen, og det er virkelig pænt ment.

Orville Peck er en flugtkonge, og han ved det. Ud under den åbne himmel med ham, væk fra alt bøvlet med de faste forhold. Grib kun efter løse forbindelser. Han ved, at han flygter, og han ved, at der ikke er nogen udvej.

Evigheden kommer til orde

Det er en noget mere alvorsfuld, grundfæstet og sepiafarvet nostalgi, der gør sig gældende på Karen O & Danger Mouses samarbejde om albummet Lux Prima.

Karen Lee Orzolek blev kendt som forsanger i rockbandet Yeah Yeah Yeahs. Danger Mouse (alias Brian Burton) for ulovligt at have klippeklistret Beatles’ såkaldte White Album og Jay-Z The Black Album sønder og sammen på The Grey Album.

Karen O er siden gået solo og blevet mor, mens Danger Mouse har gjort sig til fødselshjælper for folk som Gorillaz, David Lynch og Red Hot Chili Peppers, som han alle har forlenet med fortidens varme analoge lyd.

Således også Lux Prima, der starter med en ni minutter lang ouverture lige så fuld af løfter som længsel. I albummets tekster overgiver jeget sig både til den lykkelige og den ulykkelige kærlighed.

»I’m lost in the sea of sweet design / Smoke that I breathe awakens me and she’s divine / But she’s not mine / So day by day, I’ll turn my dreams / Into a ministry, a ministry, a ministry of her love,« lyder det på den smukke »Ministry«, der har genklange fra franske Françoise Hardy og Charlotte Gainsbourg.

Der nikkes også i lyd til den legendariske (og drabsdømte) Phil Spector og hans wall of sound-produktioner på klassikere, som han skrev og producerede for fatalistiske pigegrupper som The Ronettes og The Crystals fra 1958 og godt et årti frem.

Der er samme vemod, samme kække pigekor på Lux Prima. Og i teksterne finder man også desperadoer og håbet om den store kærlighed. Her kan den så brede sig hinsides den udkårne helt ud i verdensrummet.

»Starry, starry night / This is how I wanna live / Gonna lay me down in love

Her er det ikke forgængeligheden som hos Peck, men evigheden, der kommer til orde.

Den amerikanske duo suger også næring fra Frankrig. Der kan opstå en fornemmelse af at være fanget i en funky drøm forfattet af franske Serge Gainsbourg i begyndelsen af 1970’erne – men viderefortolket af landsmændene Air i 1990’erne.

Som i de gode gamle dage

Karen O finder et væld af nuancer og harmoniske muligheder i sin egen og andres stemmer. Hør for eksempel den smukt stakkerende korkvintet i slutningen af »Drown« eller O’s egen kælne postsexerkendelse:

»Used up, used up, I’m used up / Now I’m gone, gone« på »Leopard’s Tongue.«

Kompositionerne er oftest strålende, og produktionerne er perfekt balancerede i al deres – oftest – håndspillede instrumentale skønhed serveret i både våde og tørre klangrum. Strygere, bas, tromme, guitar, keyboards. Som i de gode gamle dage, nu blot med bedre lyd.

Således opfinder Danger Mouse og Karen O en postmoderne luksus, hvor man både kan rejse tilbage i tiden og alligevel hele tiden ankomme til nutiden.

Som det egentlig også er tilfældet hos Orville Peck. Begge forholder de sig formfuldendt til deres historiebevidste fællesmængder. Men Danger og Karen bygger mest af alt mondænt videre i behersket falmede farver, mens Peck vover at mutere countryarven ud i et farvestrålende queerland.

Orville Peck: Pony (Sub Pop Records).

Karen O & Danger Mouse: Lux Prima (BMG)

Krølhårede Carlos (Lorenzo Ferro) er frygtløs og tager liv, når det passer ham i Luis Ortegas virkelighedsbaserede ’El Angel’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu