Læsetid: 3 min.

Portishead-forsanger skriver med sin egen sorg oven på polsk komponists sorg

Beth Gibbons – forsanger i Portishead – har taget et vovet spring ud i Henryk Góreckis ’Symphony No. 3 (Symphony of Sorrowful Songs)’. Med børns og mødres adskillelse som tema er symfonien gjort af et ugennemtrængeligt tungt stof, men alligevel lykkes det Gibbons at tilføje værket sine egen blues
Som forsanger i Portishead har Beth Gibbons været en smadret, betagende bluessanger, der nedbrød konventionerne og medopfandt genren triphop. Som sopran i opførslen af polske Henryk Góreckis Symphony No. 3 (Symphony Of Sorrowful Songs) træder hun med begge ben ind i en klassisk tradition, endda ledsaget af The Polish National Radio Symphony Orchestra.

Som forsanger i Portishead har Beth Gibbons været en smadret, betagende bluessanger, der nedbrød konventionerne og medopfandt genren triphop. Som sopran i opførslen af polske Henryk Góreckis Symphony No. 3 (Symphony Of Sorrowful Songs) træder hun med begge ben ind i en klassisk tradition, endda ledsaget af The Polish National Radio Symphony Orchestra.

Marcin Oliva Soto

2. april 2019

Fra en urban, vinylscratchet samplerstøvet, klaustrofobisk blues, der lyder, som om den er flået ud af sjælen på et hjerteknust væsen. Til en højt tårnende, klart tonende symfoni om sorg. Umiddelbart virker der måske ikke til at være så langt mellem Beth Gibbons claim-to-fame og hendes nyeste projekt. Men det er der.

Som forsanger i Portishead har Gibbons været en smadret, betagende bluessanger, der nedbrød konventionerne og medopfandt genren triphop. Som sopran i opførslen af polske Henryk Góreckis Symphony No. 3 (Symphony Of Sorrowful Songs) træder hun med begge ben ind i en klassisk tradition, endda ledsaget af The Polish National Radio Symphony Orchestra. Med det følger en række konventioner og et partitur, som man skal følge til punkt og prikke. Det gør hun så kun næsten.

Koncertindspilningen udgives hos det fornemme engelske selskab Domino, der har udgivet store neo-psychedelia-, alt.country-, indierock- og globalpopplader med skelsættende navne som Animal Collective, Bonnie ’Prince’ Billy, Robert Wyatt og M.I.A. Altså nyt territorium for dem.

Udgivelsen kan høres i forlængelse af den interesse for klassisk musikalitet, som man har kunnet observere i indiemusikkulturen over de seneste ti år. Men den har indtil nu drejet sig om klaveret, som er blevet taget til behagelig revision af folk som Max Richter, Hauschka og Nils Frahm.

Symphony No. 3 er musik gjort af et andet og tungere stof. Temaet er mødre og børn adskilt gennem krig. Den første og tredje sats er skrevet ud fra moderens perspektiv – Jomfru Maria og en mor, der leder efter sit barn under den schlesiske opstand mod tysk styre i Polen i 1919-1921. Anden sats ud fra et ensomt barns synsvinkel, mens moderen sidder i en Gestapo-celle under Anden Verdenskrig.

Begrænset stemme formidler tabet

Denne opførelse af Henryk Góreckis (1933-2010) symfoni er hurtig. Den varer kun 47:59, hvor alle andre indspilninger, jeg har kunnet finde er over 50, ja, den længste over 59 minutter.

Første sats – »Lento – Sostenuto tranquillo ma cantabile« – bevæger sig kun langsomt og med tidens nådesløse vægt ud af skyggerne. Det starter med en dybt brummende stryger, der rejser sig ensomt i højre side af lydbilledet, men snart bygges en oceanisk vælde af strygerfølelser op. Ugennemtrængelige, støvede fløjlsgardiner fejer langsomt om ørerne på én.

Gibbons holder sig til partituret, men skærer sig også fri af den symfoniske soprankonvention. Hendes stemme har et langt mindre klangrum, end vi kender fra professionelle sopraner, det er en langt mere sårbar, knuget stemme. Og det er interessant, hvordan hun med sin mindre (og dog så store) stemme og teknik formidler hovedkarakterens afmagt mere direkte. Det er ikke længere kun kompositionen, men også udførelsen af den, der vidner om sorgens destruktion af et menneske.

Synger sin blues ind i symfonien

Anden sats »Lento e largo – Tranquillissimo« lyser op med sine åbningsintervaller. Og i vokalen kan man ane, hvor Dead Can Dance, herunder især Lisa Gerrard, har hentet de tårnende smertensharmonier fra. Og endelig kan man genkende Gibbons for alvor i slutningen af tredje sats »Lento – Cantabile-semplice«, hvor hun tager sig store friheder. Henført fortabt, som vi kender hende fra Portishead, synger hun i et mere blueset leje. Sådan er det ikke skrevet, og således skriver Gibbons oven på Góreckis sorg med sin egen sorg. Og hun tilbyder en ny indgang til symfonien for lyttere fra andre musikkulturer.

Det er en kompositon og en opførsel, man kan blive gammel til i løbet af spilletiden. Et slowmotion uvejr af sorg i tusind sorte og grå nuancer. Det driver med en massiv ro midt i al uroen hen over dig, og man snapper efter luft, når det er klinget ud.

Beth Gibbons & The Polish National Radio Symphony Orchestra: ’Symphony No. 3 (Symphony of Sorrowful Songs)’ af Henryk Górecki. Udgives fredag 29. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu