Læsetid: 2 min.

Queer-forbryderen med engleansigtet

En 17-årig knægt svinger med pistoler og røvjuveler i Buenos Aires 1971. ’El Angel’ er den virkelige historie om den 11-dobbelte morder og teen-forbryder med kælenavnet El Angel. Et frygtløst væsen med en psykopats moralsystem og et barns nysgerrighed
Krølhårede Carlos (Lorenzo Ferro) er frygtløs og tager liv, når det passer ham i Luis Ortegas virkelighedsbaserede ’El Angel’.

Krølhårede Carlos (Lorenzo Ferro) er frygtløs og tager liv, når det passer ham i Luis Ortegas virkelighedsbaserede ’El Angel’.

Miracle Film

12. april 2019

»Er der ingen, der vil være fri?«, undrer vores hovedperson Carlos (Lorenzo Ferro) sig i indledningen til El Angel.

Året er 1971, vi er i Buenos Aires. Og 17-årige lyst krølhårede Carlos med engleansigtet – kald ham ikke Blondie, men gerne Carlito – er fri. Han er frygtløs. Han har sit helt eget et moralkodeks, der er selektivt og fuld af enorme huller. Han tager liv, når det passer ham. Hans empati er dødfødt, men han har en nysgerrighed og en fordybelse som et barn. Og han skelner ikke mellem dit og mit, som han selv siger i begyndelsen.

Anklaget for 11 mord

Carlos Eduardo Robledo Puch – i folkemunde El Angel – var en virkelig forbryder, der blev anklaget for 11 mord, og han får sig et fint eftermæle i argentinske Luis Ortegas El Angel. Fint, fordi det skildrer Carlos uden at fælde dom, men også uden for alvor at menneskeliggøre ham. Han er en art psykopat med et par gode kristne forældre, der må se magtesløst til, mens han realiserer sit brillante anlæg for forbrydelse og vold.

Carlos tilkæmper sig et venskab med Ramón, sin fremtidige partner-in-crime, der tager ham med hjem til sin mor og far. En rigtig røverfamilie, en realistisk derangeret Ronja Røverdatter-familie. Her er kriminalitet helt almindeligt, og det tænker de ikke videre over.

Maleri af militærdiktaturet

Testikler spiller en stor rolle i El Angel. Ja, vi ser endda en enkelt sitrende gammelmandsnosse – tilhørende Ramóns far, hvis kugler instinktivt mærker, hvor kastrerende Carlos er i al sin frygtløshed. Selv er Carlos interesseret i nosser på flere måder.

På soundtracksiden fortælles om frihed gennem en række sublime kompositioner fra avantjazz-vildmanden Moondog, og der tegnes et tidsbillede med lokale 70’er-beatsange.

Instruktør Luis Ortegas film prydes af surreelle optrin. Carlos ser en gammel mand med et får fra vinduet i et modernistisk hus. Duoen bryder ind i endnu et palæ, og Carlos skyder instinktivt indehaveren, uden at denne dør. I stedet går den gamle mand op på første sal med et skud gennem brystet. Carlos følger efter og stopper ved et maleri, der minder os om det Argentina, filmen foregår i.

Et land under militærdiktatur, hvor enorme rigdomme flyder fra folket til en selvudnævnt elite. Maleriet viser en general med solbriller og en række ansigter forvredet i smerte. Carlos tager maleriet med hjem og hænger det over sin seng.

Juveler over pikken

El Angel suger tilskueren ind i Carlitos instinkt, hvor alt kan lade sig gøre. I selskab med en knægt eller endda et barn, der ikke fatter, at der findes konsekvenser for andre end ham selv. Barnet viser sig også i hans seksualitet, som er queer, men tilsyneladende også uforløst – i hvert fald i filmens univers (i virkeligheden blev han også anklaget for voldtægt og voldtægtsforsøg).

Der er ingen sexscener, men der er smukke tableauer, hvor Carlos dyrker Ramón, som han tydeligvis er forelsket i. For eksempel, da denne er dejset omkuld på sengen. Carlos tager bukserne af ham, ser på hans pik og nosser, dækker dem med de nyligt stjålne juveler og smykker. Blæser cigaretrøg ud over sin dekoration.

’El Angel’ – Instruktion: Luis Ortega. Manuskript: Sergio Olguín, Luis Ortega, Rodoflo Palacios. Argentinsk-spansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu