Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Salman Rushdies ’Midnatsbørn’ er en dannelsesroman, der aldrig går op

Romanen er måske den vigtigste roman i vores multikulturelle tid. I forbindelse med valget i Indien anmelder Informations kritikere indiske romaner fra 1947 og frem. Her anmelder litteraturredaktør Peter Nielsen Salman Rushdies ’Midnatsbørn’
Kultur
12. april 2019
Salman Rushdie i København i 1982 – året efter Midnatsbørn udkom. 

Salman Rushdie i København i 1982 – året efter Midnatsbørn udkom. 

Jacob Maarbjerg

Med Salman Rushdies Midnatsbørn fik det moderne, uafhængige Indien en ny grundfortælling, en roman, hvor fortid, nutid og fremtid løb sammen på mest vidunderlige vis, og en roman som en hel nation kunne spejle sig i.

Romanen kredser om Sinai-familien gennem flere generationer. Her skildres farverigt og med eksplosiv kraft de vigtigste begivenheder i det tyvende århundrede på det indiske subkontinent. I en, for at bruge en af romanens utallige allegorier, ’chutney’ af mange forskellige stilarter. Og Rushdie øser i romanen gavmildt af den indisk mundtlige tradition, han har fået med sig fra barndommen.

Allerede da forfatteren var en lille dreng, fortalte og genfortalte hans far Østens store vidunderfortællinger, Scheherazades eventyr fra Tusind og en nat, Panchatantras dyrefabler, de mange eventyr, der var skabt i Kashmir, hvor hans forfædre var født, og fortællingerne om mægtige helte samlet i Hamzanama og Hatim Tais Eventyr. Midnatsbørn er gennemvævet af disse orientalske eventyr.

Det er ikke så lidt. Samtidig er Midnatsbørn måske den første roman, der førte os lige lukt ind i globaliseringens og multikulturalismens tidsalder. Javel, Midnatsbørn er en ærkeindisk roman, men den er på samme tid lige så meget en europæisk roman – det vil sige, at den er skrevet i forlængelse af den europæiske romantradition, der med Rushdies kolossale bedrift hermed blev udvidet med en indisk roman og dermed et helt nyt sæt af erfaringer, ja, for et globalt publikum.

Rushdies roman blev højt elsket for den nye indiske grundfortælling og blev også et forbillede for en ny generation, der søgte en vej ud af den postkoloniale litteraturs blindgyde. Det interessante er, at Rushdie stilistisk selv stod solidt i traditionen fra europæiske forfattere som Charles Dickens og Laurence Sterne.

Han har endvidere selv i et tilbageblik på romanen talt om, at da han begyndte på den, var han inspireret af Prousts På sporet af den tabte tid. Så ærkeeuropæiske Proust, med hele hans litterære erindringsprojekt, blev af Rushdie sat i scene på en helt ny måde, som tager afsæt i, at hans egen migration til Europa og afstand til sin indiske fortid havde skabt et dobbelt filter mellem ham selv og det, han ville skrive om. Han håbede, at hvis han bare forestillede sig det levende nok, ville det være muligt at se hinsides de filtre og skrive, som om årene ikke var gået, som om han aldrig havde forladt Indien for Vesten.

Til forskel fra romanens hovedperson, Saleem Sinai, som Salman Rushdie et pænt stykke ad vejen deler historie med, forlader forfatteren allerede som teenager Indien for at tage på kostskole i England. Undervejs i arbejdet med romanen finder han imidlertid ud af, at han er mere interesseret i selve filtreringen. Derfor blev hensigten en anden, han gik ikke længere på jagt efter den tabte tid, men satte alt ind på at beskrive, hvordan man genskaber fortiden og bruger erindringen, så det passer til nutidige formål.

I et tilbageblik beskriver romanen de vigtigste politiske begivenheder i Indien fra begyndelsen af det 20. århundrede næsten frem til romanens udgivelse i 1981. Fra blodbadet i Amritsar i 1919, Mahatma Gandhis kamp for Indiens uafhængighed og en fælles muslimsk-hinduistisk stat med Pakistan, krigen med Kina, igen og igen konflikten mellem Indien og Pakistan, Gandhis død, sprogmarcherne, opdelingen af Indien i sprogregioner, Indira Gandhis regime og hendes søn, Sanjays renselse af Jama Masjid-slummen.

Saleem Sinai lander i centrum af alle store konflikter, hans familie gennemgår en række migrationer og gennemlever adskillige krige, som prægede subkontinentet, flygter fra Indien til Pakistan og tilbage igen.

Jeg’et og nationen

Rushdies geniale greb var at forbinde den lille private historie med hele nationens. Hvis han gendigtede Saleem Sinai, midnatsbarnet, og den nyfødte nation Indien, så var romanen nødt til at fortælle begges historie på én gang.

Rushdie belyser i Midnatsbørn mennesket i dets nutid og større historiske horisont. Hans undersøgelse gælder mennesket i historien. Mennesket står øverst i det hierarki, og undersøgelsen af mennesket er romanens egentlige ærinde. Derfor er Saleem allerede fra fødslen, som det lyder i romanen »på hemmelighedsfuld måde blevet lænket med håndjern til Historien, min skæbne uløseligt knyttet til mit lands«.

Det er et fascinerende begreb, det ind-i-hinanden-vævede jeg og nation. Men netop i dette ligger romanens essens og ikke mindst dens forskel fra den virkelige historie. Dens stof er historien, men samtidig er romanen ikke historie. Saleem er ikke et orakel, mens hans historie er ikke historie, den leger blot med historiske begivenheder. 

Information genanmelder indiske romaner

Information har sammenstykket en liste over ti forskellige indiske værker fra 1947 til i dag, som vi har fået vores kritikere til at anmelde på ny:

  • Khushwant Singh: Train to Pakistan (Sidste tog til Pakistan), 1956
  • V.S. Naipaul: A House for Mr Biswas (Et hus til mr. Biswas) 1961
  • Anita Desai: Fire in the Mountain (Det brænder på bjerget), 1977
  • Salman Rushdie: Midnight’s Children (Midnatsbørn), 1981
  • Amitav Ghosh: In an Antique Land (I et antikt land) 1992
  • Vikram Seth: A Suitable Boy (En passende ung mand), 1993
  • Rohinton Misty: A Fine Balance (En hårfin balance), 1995
  • Arundati Roy: The God of Small Things (De små tings guder), 1997
  • Kiran Desai: The Inheritance of Loss (Det tabte land), 2006
  • Neel Mukherjee: The Lives of Others (De andres liv), 2014

Og så er der noget andet. Midnatsbørn har sine rødder i den magiske realisme, sådan som genren især blev formet med Gabriel Carcía Márquez med romanen Hundrede års ensomhed fra 1967.

Men Rushdie frigør sig fra den ikoniske romans formel, hvor verden og et helt århundrede ses fra en provins, sågar en fiktiv en, som ikke kan identificeres på noget eksisterende landkort. Márques’ slægtsroman med fortællingen om Buendía-familien og livet i den opfundne by Macondo er et underligt, men alligevel vellykket miskmask af stilarter.

Rushdies ambitioner med den magiske realisme er af en anden karakter. Her er det magiske ikke rene udtræk af fantasien, men har altid et anker i den faktiske historie.

Hvor Hundrede års ensomhed som sådan er uinteresseret i den nationale historie, og ikke forsøger at hive en allegorisk betydning ud af den, men flyder frit og naivt uden hensyn til nogen realisme-konvention, og ikke skelner mellem fantasi og ikkefantasi, så er Rushdies fortæller, Saleem, altid meget bevidst, kommenterer undervejs, tager forbehold og undskylder sine steder sågar over for læseren, ligesom han hele tiden er dybt forpligtet på nationens historie, fordi han fra fødslen af er vævet sammen med den.

Litteraturen og den virkelige verden

Nogle år efter Midnatsbørn kommer De sataniske vers, hvor Rushdie skriver sig yderligere ind i den kompleksitet og dermed ind i kernen af sit forfatterskab. Man kan sige, at det magiske, fantasien i hans fiktion, afspejler bestræbelsen på at være mere tro mod verden end den, der styres af de forskellige guddomme, der tager patent på den rette udlægning. I den forstand er hans forfatterskab i et konkurrenceforhold med den anvendte teologi.

Alting ændredes, da Irans daværende leder ayatollah Ruhollah Khomeini efter udgivelsen af De sataniske vers udstedte en fatwa over Rushdie med en dødsdom for gudsbespottelse. Virkeligheden uden for romanen havde ikke blot indhentet bogen, der fremover var fanget i et politisk drama og over natten radikalt ændret livsvilkår for den dødstruede forfatter, nej den litterære mangetydighed og kompleksitet, som er Rushdies varemærke, havde endegyldigt mødt religiøs fanatisme og entydighed.

Efter De sataniske vers sker jo lige præcis det, som sker for Saleem Sinai i Midnatsbørn, nemlig at hans liv væves tæt sammen med Historien, med tidsånden.

Efter De sataniske vers bliver Rushdies liv også vævet sammen med historien på mest tragiske måde – blot med den vigtige forskel, at det her ikke er fiktionen, som er den styrende kraft, men politikken.

Rushdie har ofte peget på Günter Grass’ roman Bliktrommen fra 1959 som den roman, Midnatsbørn står i dybest gæld til.

Bliktrommen er jegfortællingen om Oskar Matzerath, der som treårig i protest mod de voksnes verden nægter selv at blive voksen, og romanen gælder som en ny begyndelse for den tyske litteratur efter den skæbnesvangre epoke med nationalsocialisme og folkedrab.

Det ind-i-hinanden-vævede af jeg og nation i Rushdies Midnatsbørn peger ligeledes tilbage på dannelsesromanen. Saleems identifikation med den indiske stat, hans forsøg på at blive en dannelsesroman, går aldrig op. Også den er som Grass’ roman en mislykket eller skæv dannelsesroman.

Bag den litterære tradition og form skyder vilde, pikareske elementer op, forskydninger og associationer, hentet fra et andet reservoir af vores europæiske litteraturhistorie. Dens sigte er alternativ historieskrivning, og dens elementer er magisk realisme hentet fra den tradition, der rækker tilbage til Rabelais, Sterne og frem til Grass.

Dermed skaber Rushdie en postkolonial version af magisk realisme, forsøger at forestille sig nationalstaten og dens historie i en verden af sprog og kultur, en parabel for vores transnationale tid, migranter, der omskriver nationale grænser og sprog, en verden i forandring.

En hybrid eller polyfon romanform, en dannelsesroman der aldrig bare går op. I den forstand er Midnatsbørn måske den vigtigste roman i vores multikulturelle tid. Indisk, ja, men mest af alt bare global.

Salman Rushdie: ’Midnatsbørn’, oversat af Mogens Boisen. Gyldendal.

 

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Den første Rushdie-roman jeg læste - kan stadig lugte krydderierne.

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, det var også den første for mig. Og den næste og sidste for mig var Shame, som udkom i 1983. Den forbigås her, men er ikke uvæsentlig i sammenhæng med Midnights' Children, hvor tvillingeparret der fødes jo netop er Indien og Pakistan.