Læsetid: 3 min.

Hvor er det nu, jeg har set alle de film i den film før?

Samanou A. Sahlstrøms tunge film om den største sorg og fortvivlelse, et ægteskab kan opleve, at miste et barn, har gribende scener, men sætter også hjernen i filmquizmode med alt det, den minder en smule (for meget) om
’Til vi falder’ med svenske Lisa Carlehed i den bærende rolle lader os se det vanvid, som ægteparret Adam og Louise gennemgår, efter at have mistet deres søn.

’Til vi falder’ med svenske Lisa Carlehed i den bærende rolle lader os se det vanvid, som ægteparret Adam og Louise gennemgår, efter at have mistet deres søn.

Foto fra filmen

25. april 2019

Der er noget vidunderligt vovet og heppeværdigt ved Samanou A. Sahlstrøm som filminstruktør.

Han tog afgang i 2011 fra Den Danske Filmskole med en rendyrket frankofil hyldest til dels Trier, til Godard og til alt det dejligt dramatiske storbylivstilsfranske, nybølgefilmfolket gjorde ikonografisk.

Jeg skrev dengang om fuldblods frygtløshed fra en instruktør, der viste evner for genredyrkelse, men stadig havde til gode at kultivere sin egen stil.

Siden er Sahlstrøm så kommet to spillefilmskridt længere derhenad uden at være der helt endnu. Først med I dine hænder fra 2015, hvis filmplakat ligner Triers Breaking the Waves’, og som med hele indiefilmgenrens værktøjskasse opruller historien om en sygeplejerskes (Lisa Carlehed) forhold til en uhelbredeligt syg mand (Peter Plaugborg).

Den film gav følelsen af en instruktør, der ikke vil nøjes med banaliteter, som vil sige noget dybt og særligt om det allersværeste, som får sine skuespillere helt ud af sig selv, men som også formulerer alle dele af sine fortællinger med andres sprog, med stilgreb og en tone, man føler ikke helt tilhører ham. Således også med den ambitiøse Til vi falder, også med svenske Lisa Carlehed i den bærende rolle, nu over for Dar Salim, og også med et tonstungt tema, der kræver ekstreme mentale kræfter at formidle.

Til vi falder er et drama om en af de situationer, der er værst og sværest at forestille sig: At ens lille søn er blevet væk. At han nok er død, druknet, men at man ikke ved det med sikkerhed. At man skal leve videre efter det, sammen, år efter år. At man på et tidspunkt skal forsøge at lukke sagen, bogstaveligt talt, tvinge sig til at glemme den hjemsøgende tvivl (lever han? gjorde nogen ham ondt?), sige farvel og komme videre — sammen. Måske.

Greb der peger på greb

Kameraet er håndholdt, der gives plads og ro til at introducere det pressede ægtepar Adam og Louise, der er vendt tilbage til deres ferielejlighed på en spansk ø, hvor sønnen for flere år siden forsvandt.

Nu skal de afslutte sagen, sælge lejligheden, tilbage på øen er de kendt som den forsvundne drengs forældre, det bringer dem i situationer, som nærmest kun Madeleine McCanns forældre må kende, og som måske derfor er underligt svære at oversætte til noget, man kan sætte sig ind i. 

Siden kommer der thrillergreb, erotisk intrige, kammerspil, der er en lang og smuk passage, hvor Lisa Carlehed holder en monolog til den afdøde, mens hun kigger ind i kameraet. Det virker. Men det er også et greb, der peger enormt tydeligt på sit eget greb.

Filmens fokus er, som i I dine hænder, at iscenesætte de to skuespilleres knugende præstationer, at lade os se vanviddet, som parret må skiftes til at hengive sig til, de dyrker det djævelske, det besatte, det kærlige, de hiver og slider i det særlige bånd, som sorg kan skabe, og lever i frygt for at miste erindringen og deres søn, hvis de giver slip på hinanden, alt imens de bekriger hinanden og elsker hinanden.

Det er Scener fra et ægteskab møder Antichrist møder alt muligt andet. Der er for eksempel en næsten overtydelig hilsen til russiske Andrej Zvjagintsevs mesterværk Loveless, hvor et barn også forsvinder, og kameraet i slutningen usagt fortæller det, ingen har kunnet forstå.

Og samlet set efterlader filmen os atter med følelsen af at blive halvt opslugt af de mange stærke passager, men også halvt distraheret af de skiftende stilistiske greb, der sender hjernen i quizmode: Hvor har jeg set det før? Bergman? De Sica? Dogme 95? Zvjagintsev?

Netop den indre filmquiz, lysten til at sige det usigelige med andre filmmestres sprog, er stadig Sahlstrøms mest tydelige signatur, og det skal han bare spillefilme sig ud af igen og igen. Vi ser gerne med i processen, særligt hvis samarbejdet med Lisa Carlehed fortsætter.

’Til vi falder’. Instruktion og manuskript: Samanou A. Sahlstrøm. Dansk. (Biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu