Den 20. april er det tyve år siden, at Eric Harris og Dylan Klebold gik ind på deres high school Columbine i Littleton, Colorado i USA og skød og dræbte 12 af deres skolekammerater og en lærer, før de skød sig selv. Det var langtfra det første skoleskyderi i USA’s historie, men det var det første, der kunne følges live på tv, og angrebet markerede begyndelsen på en bølge af voldsomme skyderier på skoler i hele USA.
Den 24. marts markerede en anden årsdag forbundet med et skoleskyderi, ikke dagen for selve angrebet på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida, men den dag, hvor mere end 1,2 millioner mennesker i Washington, andre amerikanske byer og også byer uden for USA demonstrerede for mere restriktive våbenlove. Mange af dem var børn, og de blev ledet af børn. Overlevende elever fra skoleskyderiet den 14. februar 2018, hvor 17 blev dræbt, havde på lidt over en måned organiseret March for Our Lives.
Columbine og Parkland vil altid være forbundet med de tragedier, der fandt sted der. Men takket være børns aktivisme er fortællingen om Parkland blevet en helt anden, end den vi kender om Columbine. Intet sted bliver det mere tydeligt end i den amerikanske journalist Dave Cullens dækning af de to skoleskyderier.
Ti år efter Columbine udkom den hidtil mest gennemgribende beskrivelse af skoleskyderiet. Bogen hedder simpelthen Columbine, og Dave Cullen havde brugt årevis på at interviewe overlevende, forældre, lærere og myndigheder og på at gennemgå en enorm mængde skriftligt kildemateriale i et forsøg på at forstå, hvad der skete med Eric Harris og Dylan Klebold. Resultatet er en rystende læseoplevelse.
Korrigerer myterne
Dave Cullen gør op med de mange myter, der omgærder de to gerningsmænd og blotlægger deres fortid og psyke på en måde, der giver en helt ny forståelse af begivenheden. Columbine skulle ikke have været et skoleskyderi. Det skulle have været et angreb i samme skala som terroristen Timothy McVeighs bombning af Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City i 1995, hvor mere end 160 mennesker blev dræbt.
Eric Harris og Dylan Klebold havde ikke bare bevæbnet sig med oversavede geværer og andre våben, de havde også bygget bomber, der, hvis de var gået af, havde forårsaget massive ødelæggelser og et helt andet dødstal. Eric og Dylan var kendt af politiet, og efter et indbrud i en varevogn var de blevet indrulleret i et ungdomsprogram, der skulle lede dem væk fra kriminalitet. Det indebar psykologsamtaler og evalueringer.
Emma Gonzalez fra March for Our Lives.
Dave Cullen sammenholder evalueringerne og dagbogsnotater, hvor Dylan fryder sig over sin evne til at manipulere med sine voksne vejledere. På nettet skrev han helt åbenlyst om sine planer om et angreb. Både Dylan og Eric havde venner og kærester. De blev ikke mobbet. Og de blev ikke spist af med bowlingundervisning af voksne mennesker, der burde have set, at noget var helt galt.
De voksne havde været hurtige til at acceptere historien om to forsømte teenagere, som myndigheder og andre voksne ikke gjorde nok for, men det tilbageviser Dave Cullen altså. Især ved at blotlægge fejlslutninger i Michael Moores kendte og uden tvivl velmente og helt sikkert vellykkede dokumentar Bowling for Columbine, hvis hele titel baseres på en myte. Nemlig den, at Eric Harris og Dylan Klebold skulle have startet dagen med at bowle som en del af deres gymnastikundervisning.
De mødte ikke op i skole før skyderiet, hvilket undrede deres venner, da de begge sjældent pjækkede, men generelt tog deres uddannelse alvorligt, men det passer selvfølgelig dårligt ind i fortællingen om to forsømte og oversete teenagere. Her passer det bedre, at de var blevet parkeret på et bowlinghold af uengagerede lærere.
I filmen bliver skoleelever, der har overlevet massakren, brugt rimeligt skruppelløst af instruktøren til at fremme en politisk pointe. I et særligt mindeværdigt klip forsøger Michael Moore at returnere de kugler, som drabsmændene havde købt i supermarkedet K-mart. Problemet er, at kuglerne stadig sidder i de to unge mennesker, Mark Taylor og Richard Castaldo, som Moore har taget med. De reduceres til kroppe, der har været udsat for et skoleskyderi – også af Michael Moore selv.
Eric Harris og Dylan Klebold var som de fleste teenagere glade for musik og lyttede blandt andet til Marilyn Manson. Derfor blev Manson efterfølgende beskyldt for med sin musik at anspore til vold.
Michael Moore spørger ham i Bowling for Columbine, hvad han ville sige til Eric Harris og Dylan Klebold, hvis de sad over for ham lige nu. Manson svarer:
»Jeg ville ikke sige noget som helst. Jeg ville lytte. For det var det, ingen gjorde.«
Som Cullen påviser med sin bog, så er det ikke rigtigt. Der blev lyttet. Der var terapeutiske samtaler og evalueringer. Der var venner og kærester. Det gjorde bare ikke nogen forskel. Det er rigtigt set af Cullen, at Mansons svar er afslørende. Det er nemlig formuleringen af det, som voksne bedst kan lide at forestille sig om elevers skoleskyderier: At det skulle være hævn for mobning og udtryk for den fremmedgjorte, misforståede, udstødte og ensomme teenagers desperation. Det fortæller man selvfølgelig sig selv, fordi det er enormt svært at forestille sig, at et så ungt menneske, et barn, med fuldt overlæg kan udføre den slags frygtelige handlinger.
Der er ingen tvivl om, at det er Dave Cullens opfattelse, at Eric Harris var en koldblodig psykopat med storhedsvanvid, der blottet for empati, planlagde angrebet og overtalte den depressive Dylan Klebold til at deltage, og han bruger Mansons udtalelse til at eksemplificere voksnes modvillighed over for at indrømme, at den form for ondskab findes blandt børn.
Men han misser faktisk en mere central og mindre lommepsykologisk pointe, nemlig den at Moore sådan set gør sig skyldig i nøjagtig samme fejlslutning, som de der tror, at heavy metal kan gøre børn til mordere. For også det at forklare angrebet med mobning og teenagespleen er med til at fratage børn deres handlekraft. De reduceres til ofre for omstændigheder og hormoner. Det at dræbe andre mennesker er også en aktiv handling, det er ikke bare en desperat reaktion.
Kampen mod en pengestærk våbenlobby
Det forstår eleverne fra Parkland. De ser ikke en skoleelev. Selv om drabsmanden selv var en kun 19-årig tidligere elev, så beskæftiger de sig ikke med hans alder, hans skolegang, hans opvækst, hans psyke, for hvis de først begynder at gøre det, hvad er de så selv? Hvor er deres egen handlekraft?
Det, der slog deres venner ihjel, var ikke en forsmået, forvirret, forsømt teenager, det var en vred fyr med alt for let adgang til våben. Den slags kan folk stilles til ansvar for. Det kan man ændre på. Og det er det, børnene fra Parkland forsøger at gøre. Det er det, der får Dave Cullen til helt at skifte perspektiv i sin næste bog om et skoleskyderi.
17. februar 2018 kun tre dage efter skyderiet på hendes skole i Parkland holdt eleven Emma Gonzalez en tale ved en demonstration for våbensikkerhed. Billederne af hende på talerstolen er blevet ikoniske. Et lille karseklippet menneske med tårerne løbende ned ad kinderne, der taler med en styrke og overbevisning, som kun en retfærdig sag kan give.
»Når alt, vores regering og præsident kan gøre er at sende tanker og bønner, så er det på tide, at ofre bliver den forandring, vi har brug for at se,« siger hun blandt andet i talen, der er blevet kendt som ’We Call BS’-talen, fordi hun får hele forsamlingen til at messe »We Call BS« (We call bullshit) om politikeres vage tilkendegivelser om våbenkontrol og de nedladende antydninger af, at børn ikke forstår lovgivningens kompleksitet.
Direkte målrettet mod de politikere, der har modtaget økonomisk støtte fra den magtfulde våbenlobby NRA (National Riffle Association), råber hun »Shame on you!« og man forstår, at det kun er begyndelsen. Siden organiserede hun sammen med andre elever fra Parkland March for Our Lives og blev bevægelsens mest kendte ansigt.
Emma Gonzalez blev født samme år, som Columbine fandt sted. Hun har aldrig kendt anden virkelighed, end den hvor active shooter drills, hvor eleverne lærer, hvordan de skal forholde sig, hvis en tungt bevæbnet person begynder at skyde omkring sig i skoletiden, er en del af hverdagen på skoler i USA.
»Parkland-generationen var vokset op under lock downs, de havde lært at reagere på tragedie ved at gemme sig,« konstaterer Dave Cullen, men det er slut med at gemme sig.
I bogen Parkland – the birth of a movement, der netop er udkommet i USA, følger Cullen en række af eleverne fra inderkredsen af March for Our Lives, særligt David Hogg, Cameron Kasky og Jaclyn Corin og i mindre grad Emma Gonzalez – tydeligvis ikke fordi han mener, at hun har fået nok opmærksomhed, men fordi det er vigtigt for ham at vise, at March for Our Lives er en kollektiv indsats, en velorganiseret bevægelse ledet af børn. Derfor har han et særligt fokus på den mindre kendte 17-årige Jaclyn Corin, der er bevægelsens uundværlige logistiske centrum.
Dave Cullen er én af de meget få voksne, der får lov at besøge lokalerne, hvor den yderst veldrevne bevægelse holder til. Han følger dem til møder, demonstrationer og på den bustour, hvor de rejser rundt i det meste af landet for at møde lokale elevgrupper og for at udbrede budskabet om våbenkontrol op til midtvejsvalget i november. Han ser dem alliere sig med gruppen Peace Warriors fra Chicago, en by der i disse år oplever en epidemi af skuddrab.
Og i ’We Call BS’-ånden erkender Parkland-eleverne åbent, at de har en gennemslagskraft over for medier og magthavere, som aktivisterne fra Chicago aldrig kan få – fordi de er sorte. I stedet for at lade, som om at det ikke er sandheden, så stiller de sig op ved siden af The Peace Warriors og deler deres megafon med dem og donerer penge videre til dem og deres arbejde for mere restriktiv våbenkontrol.
March for Our Lives koncentrerer sig nemlig ikke om skoleskyderi, men om våbenlovgivning, om at børn dør, fordi det er for let at købe et skydevåben, ikke fordi nogen har det dårligt i skolen. March for Our Lives er frihedskamp, og inspireret af The Peace Warriors fremfører de ofte Martin Luther Kings seks principper for ikkevold, og allerede da Emma Gonzalez stod på talerstolen første gang, var hun inspireret af en anden borgerrettighedsforkæmper, nemlig Gandhi og hans lettere omskrevne ord om selv at være den forandring, man ønsker at se.
March for Our Lives handlede fra starten om borgerrettighedskamp. Når det gælder våbenlovgivningsdebatten i USA, har borgerrettigheder ellers netop været våbenejernes argument pga. den forkætrede second amendment. For dem handler retten til at bære våben om selve den amerikanske selvforståelse: indviduel frihed. Men nu mødes de altså af en gruppe skoleelever, der også påberåber sig frihedsrettigheder. Den enkelte mands ret til at bære våben over for børns kollektive ret til at kunne gå på gaden og i skole og udøve deres frihedsrettigheder uden at frygte for deres eller deres kammeraters liv.
Det er den historie, Parkland-eleverne vil skrive: De vil tage frihedskampen fra en pengestærk våbenlobby. Og det er her, der tydeligvis sker en forandring med Dave Cullen selv. For selv om han i Columbine-bogen ikke accepterer de myter, der opstod omkring Eric Harris og Dylan Klebold, så accepterer han narrativet og er selv én af de voksne, der kategoriserer skoleskyderiet som et psykologisk fænomen og bruger de sårede, ofrene, forældrene og lærerne som karakterer i en dramatisk fortælling, som om det var en enestående hændelse centreret omkring mentalt ustabile gerningsmænd.
Men hans bog om Parkland handler ikke om gerningsmanden. Han nævner ham sjældent og aldrig ved navn. For det gør Parklandeleverne ikke. De vil ikke have, at deres historie skal blive som alle andre skoleskyderihistorier, de vil ikke være tilfældige ofre, de vil ikke være en del af statistikken, de vil selv bestemme over narrativet.
Børnene er værd at lytte til
Mange af eleverne var med i et lokalt teaterprojekt, da skyderiet skete, og deres instruktør fortæller Dave Cullen, at da børnene var tilbage i skole, samlede hun dem for at undersøge, hvordan de havde det med at skulle genoptage arbejdet med teaterstykket. Ville de det? Eller skulle de aflyse?
Det viste sig, at alle børnene ønskede, at de skulle fortsætte. De følte, at de var nødt til det.
»Vi kan ikke lade den person tage endnu en ting fra os,« sagde de til hende.
»Det er en gennemgående følelse ved skoleskyderier,« konstaterer Dave Cullen.
Den eneste konflikt mellem de overlevende elever efter Columbine og forældrene til ofrene handlede om skolens bibliotek, hvor de fleste af drabene havde fundet sted. Forældrene ønskede det jævnet med jorden, men eleverne var overvældet af en følelse af tab: De havde mistet deres venner, de havde mistet deres skole, deres identitet – navnet Columbine ville for evigt være forbundet med drabene og kunne aldrig bare blive en high school igen – og »de ønskede ikke at opgive en eneste millimeter mere – bogstaveligt eller symbolsk. Enhver centimeter af deres liv, de kunne redde, føltes som en sejr«.
Det er den eneste antydning af aktivisme fra elevernes side i Dave Cullens Columbine-bog. Hvorfor mon? Hvad er forskellen på børnene fra Columbine og dem fra Parkland? Hvorfor blev Emma Gonzalez og Dave Hogg verdenskendte aktivister, mens vi kun kender børnene fra Columbine som ofre, og ingen ud over de lokale nyheder hørte om elevernes kamp for at beholde deres bibliotek?
Det har selvfølgelig en betydning, at Parkland-børnene kommer fra et ressourcestærkt område, hvor man bor i gated communities og har forældre, der er advokater og reklamefolk. Parkland-eleverne var allerede på vej mod Hollywood og Harvard, da angrebet fandt sted. De er bevidstgjorte og formuleringsdygtige. Men kan vi konkludere, at Columbine-børnene ikke besad det samme handlekraftige potentiale? Nej. Men én afgørende og helt objektiv forskel på Parkland-børnene og de børn, der tyve år tidligere gennemlevede et lignende mareridt på Columbine, er, at børn i dag har adgang til produktionsmidlerne.
Børnene filmede angrebet på skolen med deres telefoner. Og siden brugte de alle digitale platforme til at udbrede deres budskab om March for Our Lives. Redskaber, som de mestrer til perfektion i sammenligning med voksne. I Parkland observerer Dave Cullen, hvordan bevægelsen forbereder deres virale videoer og diskuterer deres tweets og bevidner også, at et par betjente beder nogle af de efterhånden berømmede Parkland-aktivister om en selfie og bagefter siger til dem, at de selvfølgelig nok skal bruge deres hashtag på Facebook. Parkland-aktivisterne siger grinende til hinanden bagefter:
»De tror, vi stadig bruger Facebook.«
Der er sket noget med strukturerne og magtfordelingen mellem børn og voksne siden Columbine. Når børnene selv bliver medskabere af deres egen fortælling, når de har adgang til produktionsmidlerne, så bliver de voksne måske også mere opmærksomme på, at de har noget at sige, der er værd at lytte til. Hvilket de selvfølgelig har haft hele tiden.
Dave Cullen: ’Columbine’, Twelve (Hatchett Book Group) 2009, 432 sider.
Dave Cullen: ’Parkland – birth of a movement’, Harper Collins, 2019, 400 sider.
Det er en fornøjelse at læse en så godt skrevet, velfunderet og indsigtsfuld anmeldelse. Tak for den!
Information er altså en god avis.