Læsetid: 6 min.

At skrive med saks: Hos Herta Müller skal ordene komme udefra – det er det afgørende

Herta Müller finder ikke ordene i sit eget hoved. Hun tager dem! Og gennem sine collager taler hun med andres ord
Udsnit af collage af Herta Müller. 

Udsnit af collage af Herta Müller. 

Hanser-Verlag

26. april 2019

Der var engang, der blev handlet med mennesker i Europa. Mig forekommer det ikke så længe siden. Vesten købte folk ud af Østeuropa – eller de blev udvekslet – og det gjaldt ikke kun agenter. I 1987, i Den kolde Krigs allersidste tid, var det i al fald Herta Müllers tur, den unge, rumænsk-tyske forfatter fra det schwabiske mindretal i den vestlige Banat-provins.

Dengang havde den senere nobelpristager (2009) udgivet debutnovellerne Lavninger, først i Bukarest i 1982, siden i Vesttyskland i 1984 i en større udgave, det vil sige uden selvcensur. Det sure, kummerlige liv i en landsby, der skrives frem på bogens sider med Herta Müllers på en gang skæve og nådesløst klare blik, fik Rumæniens myndigheder til at skrue yderligere op for chikanen, og hendes skæbne var beseglet.

Jeg kender ikke den nøjagtige sum, som den tyske regering i Bonn måtte erlægge, men jeg ved hvilke ydmygelser, hun skulle igennem, fra aftalen blev indgået mellem Nicolae Ceausescu og Helmut Kohl, indtil selve overførslen omsider kunne foregå.

Hun var dermed løskøbt og fri, ja, men også blevet en udstødt. Udstødelsen var slutresultatet af en lang systematisk og udspekuleret forfølgelse, styret af det hemmelige politi, Securitate.

Hvad for en forfatter bliver man af det?

Herta Müller (1953) er kendt for andet end sine prosafortællinger og sin essayistik. Hun laver også såkaldte collager. Dem udgiver hun i disse dage endnu et udvalg af med titlen Im Heimweh ist ein blauer Saal.

Første gang jeg mødte hende, var collager ikke på banen – eller bordet. Det var i en mørk stuelejlighed i en berlinsk baggård. Det var ikke så længe siden, hun var ankommet. Stemningen var tung og nervøs. Hun var endnu ikke faldet til i Forbundsrepublikken. Rumænske agenter var stadig i hælene på hende og andre landsmænd, der var flygtet.

Næste gang stod hendes nye lidenskab fremme, udklippede ord på et spækbræt, der kunne flyttes, når der skulle dækkes bord. Men i dag kan man ikke træde ind i hendes store arbejdsværelse i Meinekestrasse i Berlin, uden at det første, der fanger ens blik, er det store kvadratiske bord med glasplade, hvor der ligger ord i store, ligesom skællede bunker, opereret ud af glittede magasiner, kataloger, brochurer, røde, grønne, blå og med al slags typografi, kalligraferede, maskinskrevne – bare de er trykt. Ingen af ordene er Herta Müllers egne.

I dag er neglesaksen, pincetten og limstiften den samme, og ordene kan stadig ligge fremme i sofaen og i vindueskarmen, men der er yderligere kommet et lille skuffedarium til med ord i skufferne. De er ordnet alfabetisk. Ordet »Jahrhundert« bliver klippet ud flere gange, fordi det også leverer ordet »hund«, og det er der tit brug for. Og i ’Herzkrankheit’ er der en ’kran’«.

At ordene kommer udefra, er det afgørende. Hun finder dem ikke i sit eget hoved. Hun tager dem!

Ordbesiddelse i overflod er det modsatte af censur

Oprindelig samlede Herta Müller på postkort, når hun rejste, men det blev hun træt af. Dengang kunne man – ligesom i Danmark for resten – købe blanke postkort. Dem begyndte hun så at samle i stakkevis og klistrede hilsner på af ord, hun klippede ud. Det lille påfund greb hende og fik med tiden sit eget liv.

»Tit bilder jeg mig ind,« skriver hun i forordet, »at ordene ligger og venter i deres skuffer, ligesom jeg venter på banegårdene; på at de endelig får lov til at stige ind i en tekst. Andre gange tror jeg, de er glade for igen at være sluppet og kan blive liggende sammen med de andre i skuffen. For i virkeligheden har jeg jo reddet dem …«

Som ung forfatter in spe, mens hun var filosofistuderende og boede i den større provins- og universitetsby Timisoara, måtte Herta Müller bringe sine skriverier i sikkerhed hos venner, fordi hun frygtede husundersøgelser. I dag kan hun have tusinder af ord liggende fremme. Også når hun er ude at rejse og langt hjemmefra – f.eks. i Danmark. Det er et udtryk for personlig frihed: ordbesiddelse i overflod er det modsatte af censur.

Man kan sige, at Herta Müllers collagedigtning er surrealistisk – hvad der ikke siger så meget. Man kan sige, at hun tager en collagetradition op fra rumænsk 1930-avantgarde. Det siger heller ikke noget, når man som jeg kun har læst overfladisk om den.

Men én ting, man med sikkerhed kan sige, er, at det statssprog, den særlige kommunistiske universaldialekt, hun er vokset op med og som trængte som en gift ind overalt og i alle, var et løgne- og magtprog, der aldrig svarede til virkeligheden. I det lys kan Herta Müllers poetik med udbytte ses. I det lys er den et modstandssprog. Den er modstand mod det statslige monopol på definitionerne. Der er som (sprog)handling et bevidst »overgreb«, et trodsigt tilbageerobringsforsøg i at beskrive tingene som noget andet end det de er. Et forsøg på at begynde forfra:

»Mit fædreland var
en æblekerne
man fór forvildet omkring
mellem segl og stjerne
«

Da det svenske akademi i 2009 gav Herta Müller Nobelprisen i litteratur, skrev det i sin begrundelse bl.a., at hun med sin fortættede poesi tegner »hjemløshedens landskab«. Dér ramte de rigtigt. Kun sproget var hendes hjem. Det er i hendes digtning altid helt fremme og gør i den grad og tit provokerende opmærksom på sig selv. Brudt og nærmest af lave – som om det er gået fra hinanden. Det er med andre ord ikke sprog som hånd i handske, eller 1 til 1, ikke passivt gengivende, men tværtimod aktivt indgribende. Herta Müller tiltager sig magt over sproget.

»mælk er tjæres tvilling – i hvidt eller sort kan man lyve – mor skubber et bolsje frem og tilbage i munden – far telefonerer med fluerne«

Når man ser bort fra debutnovellerne og romanen Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig (2009), som hun fik Nobelprisen for, har hun ikke udgivet noget, som ikke mere eller mindre tematiserer den traumatiske erfaring med kommunismen/diktaturet. En tematisering, der imidlertid ikke er ideologisk og historisk endimensional.

Da hun føres over grænsen mellem Rumænien og Tyskland, så minder det hende om morens deportation 40 år tidligere fra Rumænien til lejre og tvangsarbejde i Sovjetunionen. Moren, der dengang var 19 år, havde gemt sig, da hun stod til afhentning, men hendes fodspor i sneen afslørede hendes skjulested for de russiske soldater. Da Herta Müller stod af toget i Tyskland, så hun, at hun efterlod sig spor i sneen på perronen. Fællesnævneren er med andre ord dette: »at blive forrådt«.

Og de forhør, hun som emigrant skulle igennem i transitcentret i Nürnberg i 1987, minder om alle forhørs væsen. Ligesom begrebet »konge«, der vender tilbage i hendes prosa, heller ikke er nogen fast størrelse: det kan være en skakfigur, eller det kan være betegnelsen for diktatoren (konkret Ceausescu), men også positivt: for selve den ubetvingelige livsvilje.

De collager, man finder i den nye bog, er ikke væsensforskellige fra dem, man kan finde i Vater telefoniert mit den Fliegen (2012). Så hvis man af en ny bog i et stort forfatterskab altid forlanger nyhed i indhold og form, er Im Heimweh ist ein blauer Saal ikke svaret på ens drømme. Til gengæld er man sikker på, at Herta Müller altid er optimalt sig selv. Der bliver aldrig snydt på vægten.

En stor intens kender af Herta Müllers digtning og dens væsen var den blændende norske forfatter og kritiker Stig Sæterbakken (1966-2012), uden hvem, hedder det, der ikke var nogen Knausgaard. Det var ham, der i Herta Müllers digtning så en dobbelthed af skyhed og personlig styrke.

Hvad er skyhed i Herta Müllers tilfælde? Det er mere end blufærdighed. Der er igen en ulyst, en modvilje og vægring i den mod at sige noget – i bevidstheden om, hvor nemt det kan gå galt, og det sagte bliver noget andet end det, man vil sige.

Herta Müller er sky, men hendes digtning ikke: den er tværtimod skyhedens overvindelse, en kraftanstrengelse.

»Enhver sætning skal være en begivenhed,« har hun sagt, ekstremt og gådefuldt som så meget andet.

Har man først set gennem Herta Müllers briller, er man på mange måder ikke helt den samme. Kan der siges noget mere opløftende om skønhed og sandhed i litteratur?
Læs også
Herta Müllers sprogkunst viser, hvordan fornyelserne af det tyske sprog og den tyske litteratur ofte kommer fra de marginaliserede. Og hun skriver om evigt aktuelle emner
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
  • Oluf Husted
Maria Francisca Torrezão og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu