Læsetid: 4 min.

Sprogkunstneren Jonas Hassen Khemiri har et budskab i ’Jeg ringer til mine brødre’

En hurtig poetisk reaktion på bombeeksplosionerne i Stockholm i 2010 rækker ud over tid og sted
En hurtig poetisk reaktion på bombeeksplosionerne i Stockholm i 2010 rækker ud over tid og sted

Martin Stenmark

12. april 2019

Kan I huske Alisiv Ceran? Den studerende, der i 2014 blev mistænkt for at være terrorist på vej til at springe en bombe i toget?

I virkeligheden var han på vej til eksamen og havde en printer med sig. Alisiv Ceran havde udvist ’atypisk adfærd’, han havde virket nervøs, vurderede en medpassager og ringede til politiet.

Et par dage efter fik en anden mand, Nima Zamani, også med et flot skæg, den idé at trykke T-shirts med påskriften »Jeg er ikke terrorist. Jeg er bare med toget«.

Hvor kommer frygten og paranoiaen fra? Og hvordan skal vi tale om det? Svenske Jonas Hassen Khemiris novella Jeg ringer til mine brødre er et utrolig godt bud.

Den udkom første gang som kronik i Dagens Nyheter i december 2010, cirka en uge efter, at to bilbomber var eksploderet midt i Stockholm. Kun gerningsmanden døde, men bomberne var et kæmpe chok for alle, det er klart.

Sidenhen er Khemiris kronik udkommet som bog i Sverige i 2012 og opført som teaterstykke, også i Danmark i 2014, men det er først nu, at den stærke tekst findes i bogform på dansk. Endda med forfatterens åbne brev til Sveriges daværende justitsminister Beatrice Ask fra 2013 som bonustekst.

Det er godt samlet op af forlaget Korridor og oversætter Anna Tydén, for vi har stadig hårdt brug for Khemiris hurtige reaktion fra dengang.

Og kære bogindkøbere på alle ungdomsuddannelser, her er tale om indkøbspligt. Og kære politikere og egentlig bare kære alle i DK, læs Jeg ringer til mine brødre. Den kan være vores spejl, så vi kan se os selv se på andre og sammen og hver især komme frygten og paranoiaen til livs.

For ja, Khemiri har et budskab, men ligesom gode gamle Public Enemys, NWA’s og gode nye Childish Gambinos tekster formidler the message, så er Khemiris værk samtidig kunst. Måske er det ligefrem sådan, at digterne giver os det bedste sprog til at tale om årsagerne til terror og terrorfrygt?

Paranoiaen mærkes fra alle sider

Jeg ringer til mine brødre har form som en monolog brudt op af telefonsamtaler.

Jeget er den naturvidenskabeligt begavede Amor. Han taler først med Shavi, som han er vokset op med, ham der altid tog let på tingene, så med kusinen Ahlem med den skæve næse, der engang var »kvarterets skræk«, men nu er fredelig buddhist og orakel.

Så taler han med Valeria, som han har været ugengældt forelsket i siden børnehaven, så med Karolina, en telefonsælger fra Dyrenes Beskyttelse og til sidst Tyra, Amors skytsengel og mormor, der henvender sig fra det hinsides. Er Amor på vej til Paradis? Vil han tage livet af sig selv?

Budskabet sættes elegant på spidsen gennem samtalen med Karolina, der i sin salgstale siger:

»Vi synes, at alle skal respekteres som unikke individer, uanset om man har fire ben, fjer, skæl eller pels.«

I telefonen kan Amor ikke se Karolina, men han har gennemskuet hende. Hun bruger ikke sit rigtige navn, når hun skal hverve nye medlemmer. Hvis hun indrømmer det, Amor kalder falskhed, vil han gerne melde sig ind. Gulbarg hedder hun.

Amor begynder midt i det kaos, der virkelig fandt sted i Stockholm i 2010:

»JEG RINGER TIL MINE BRØDRE OG SIGER: Der er lige sket det sygeste. Har I hørt det? En mand. En bil. To eksplosioner. Midt i centrum.«

Det helt særlige greb i teksten er, at man som læser mærker paranoiaen fra alle sider.

Når Amors tanker bliver klippet med Amors telefonsamtaler, kan man komme i tvivl om næsten alt. Skal man mistænke Amor? Han passer jo på signalementet af den mistænkte. Eller er det bare paranoiaen, der er flyttet ind i ham? Er det Shavi, der har gjort det? Ham, der nu har familie og stilladsfirma, men som i skolen ikke klarede sig så godt. Måske tog han let på alting engang, men hvad med nu, hvor Sverigedemokraterna er kommet i Riksdagen? Er politiet racister, fordi de har stoppet en bil med en familie og en far, der ligner den mistænkte?

Amor giver råd til brødrene, de skal barbere sig og på alle måder tage højde for paranoiaen:

»Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at være jer. Pludselig forvandles I til repræsentanter.«

Omverdenens blik borer sig ind i Amor, han ligner mere og mere en terrorist. Oveni bærer han en sort rygsæk med en boremaskine i. Han er familiens Mr. Fix-it, men jo kun i deres øjne. Udenfor er han terroristrepræsentant.

Khemiri arbejder i sproget. Da Amor taler med Valeria bliver samtalen overvåget af politiet. De taler i koder, konstaterer politiet. Det gør de også, det hedder slang og viser, hvor godt de to kender hinanden.

Khemiri klipper mellem Amors tanker og politiets overvågning, det kan lyde sådan her i skift mellem politiets virkelighed og Amors:

»Han er meget påpasselig med sin rygsæk, skifter.
Toget nærmede sig, og jeg rejste mig fra bænken.
Der er noget skummelt med rygsækken, skifter.
Første vogn var ret fyldt, så jeg gik videre mod næste.
Han prøver at ryste os af, skifter.«

I bonusteksten, det åbne brev, skriver Khemiri til Ask, at han godt kunne tænke sig »at bytte hud og erfaringer« med hende. I passager i Jeg ringer til mine brødre nærmer man sig den mulighed, for i telefonen kan man ikke se hudfarven, det ved Gulbarg, og det ved forfatteren Khemiri.

Og i øvrigt var politiet i virkeligheden ved at vise familiefaren vej. Han var ikke under mistanke, det var bare et øjebliks paranoia fra min og Amors side.

Jonas Hassen Khemiri: ’Jeg ringer til mine brødre’. Oversat fra svensk af Anna Tydén. Korridor, 120 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu