Læsetid: 5 min.

’The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley’ fortæller en på én gang lærerig og tragisk historie

Den oscarvindende dokumentarist Alex Gibneys nye film, ’The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley’, er ikke ’kun’ en medrivende og velfortalt skræmmehistorie om bedrageri i den amerikanske teknologibranche, men en universel fortælling om menneskets formidable evne til at bedrage sig selv og andre
Elizabeth Holmes, hovedpersonen i Alex Gibneys medrivende dokumentarfilm, ’The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley’, var god til at iscenesætte og sælge sig selv.

Elizabeth Holmes, hovedpersonen i Alex Gibneys medrivende dokumentarfilm, ’The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley’, var god til at iscenesætte og sælge sig selv.

Drew Kelly/HBO Nordic

4. april 2019

Allerede tidligt blev det sagt om Apples grundlægger, Steve Jobs, at han havde et kraftfelt omkring sig, et såkaldt reality distortion field, som havde med hans karisma og udstråling at gøre, og som kunne overbevise selv de argeste kritikere om, at Jobs havde ret. Noget lignende har tilsyneladende gjort sig gældende for den unge innovator Elizabeth Holmes, der gennem de seneste ti år har oplevet noget af en rutsjebanetur i USA’s tech-hovedstad, Silicon Valley.

I Alex Gibneys nye dokumentarfilm, The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley, der fra på søndag kan ses på HBO Nordic, og som fortæller Holmes’ vilde historie, forklarer en af hendes tidligere ansatte, hvordan han det ene øjeblik kunne være dybt kritisk over for Holmes, hendes mission og virksomhed, og det næste øjeblik møde hende og på forunderlig vis blive overbevist om, at alting var, som det skulle være.

Så stærk var og er hendes udstråling, målbevidsthed og overtalelsesevner, at hun tilsyneladende også har overbevist sig selv om det gangbare i et firma, som på et tidspunkt blev vurderet til ni milliarder dollar, men byggede på én stor løgn og i dag er opløst.

Det menneskelige aspekt

Det er selvfølgelig ikke mindst denne kvinde, Elizabeth Holmes, som interesserer Alex Gibney. Han har tidligere lavet fremragende, afslørende film om alt fra Scientology, Enron og den katolske kirke til Hunter S. Thompson, tortur og Lance Armstrong, og der er ingen tvivl om, at det er det menneskelige aspekt, som fascinerer ham. Hvordan og hvorfor umiddelbart retskafne, dedikerede og brillante mennesker begynder at lyve, bedrage og begå kriminalitet, og hvordan de lykkes med at få så mange andre til at tro på løgnen.

Som barn mistede nu 35-årige Elizabeth Holmes sin elskede onkel til kræft, og hun gjorde det til en mission at gøre noget ved sundhedsplejen og diagnosticeringsprocessen, så den blev hurtigere, billigere og mere pålidelig. Det er i hvert fald den historie, hun selv får lov til at fortælle indtil flere gange i The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley, hvor Alex Gibney har kunnet trække på et righoldigt videomateriale af Holmes i forskellige interview- og foredragssituationer.

Hun forlod Stanford og stiftede sit eget firma, Theranos, og lancerede en maskine, Edison, der var på størrelse med en mindre kopimaskine, og som kunne foretage mere end 200 analyser af et menneskes blod – og det endda med blod i meget mindre mængder end dem, man normalt må af med, når lægen tager en blodprøve. Det skulle være nemt og tilgængeligt for alle, uanset pengepung, og på den måde udfordre det lukrative, langsommelige monopol, som to store analysegiganter havde i USA. Edison kunne diagnosticere med det samme og dermed redde menneskeliv.

Holmes-kulten

Succesen var næsten øjeblikkelig. Elizabeth Holmes var fotogen, intelligent, veltalende og klædte sig i sorte, højhalsede sweatre ligesom Steve Jobs – et af hendes store forbilleder. Hun var god til at sælge sig selv og sit budskab ved at fortælle historier fulde af følelser. Hun var inspireret af opfinderen og teknologipioneren Thomas Edisons tanker og arbejdsmetoder, og hun troede så meget på sin egen mission, at hun også fik investorer til at tro på den, de fleste af dem mænd. Snart havde hun flere hundrede millioner dollar at gøre godt med, og hun byggede et stort, nyt hovedkvarter til Theranos og sine ca. 800 medarbejdere midt i Silicon Valley.

Elizabeth Holmes var på forsiden af Fortune og People, og The New Yorker lavede en stor artikel om hende. Hun omgikkes tidligere og nuværende præsidenter, finansfyrster, innovatorer og kendisser, holdt inspirerende taler for andre kvindelige virksomhedsledere, og hendes egen virksomhed voksede og voksede. Selv om Theranos aldrig blev børsnoteret – det kræver en vis gennemsigtighed over for aktionærerne – blev den på et tidspunkt i 2014 vurderet til at være ni milliarder værd.

Der blev opbygget en kult omkring Theranos og Elizabeth Holmes, der fordrede absolut loyalitet af sine medarbejdere. Og det fik hun – for en tid. Der var nemlig gevaldige problemer med at få Edison til at virke, ja, faktisk kunne den nærmest ikke udføre de mest enkle analyser, og for at holde virksomheden kørende og bevare drømmen begyndte Elizabeth Holmes og hendes nærmeste medarbejdere at overdrive og lyve. De analyserede blodprøver, ikke med Edison, men med de maskiner, alle andre laboratorier brugte, men sagde, at det var Edison.

Lærerig og tragisk historie

En journalist på The Wall Street Journal fik et tip, og snart var skandalen en realitet: Theranos kunne ikke levere noget som helst af alt det, som Elizabeth Holmes havde lovet. Medarbejdere begyndte at hoppe af – nogle af dem talte med journalister, andre agerede whistleblowere – og den store illusion brast. Elizabeth Holmes var dog kampberedt til det sidste, og hun beskyldte journalister og tidligere medarbejdere for at lyve – på et tidspunkt påstod hun endda, at hun var uvidende om de ulovligheder, der havde foregået i Theranos’ laboratorium.

Alex Gibney taler med både flove investorer, vrede journalister og ulykkelige, tidligere ansatte i Theranos, og så bruger han professor i adfærdsøkonomi, Dan Ariely, til at hjælpe sig med at forklare, hvordan det overhovedet lykkedes Elizabeth Holmes at drive det så vidt, og hvad det var, der drev – og driver – hende. Svaret har at gøre med fanatisme og det reality distortion field, hun skabte omkring sin person og med tiden selv begyndte at tro på – det er formentlig også grunden til, at hun stadig nægter sig skyldig i alle de anklager, der rettes imod hende.

Således er The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley ikke ’kun’ en medrivende og velfortalt skræmmehistorie om bedrageri i den amerikanske teknologibranche, men en meget mere universel fortælling om den menneskelige natur og evne til at tro så meget på et eller andet, som betyder noget for én, at man former virkeligheden efter troen og ikke omvendt. Det er en vanvittigt spændende film, Gibney har lavet, og en på én gang lærerig og tragisk historie.

’The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley’. Instruktion og manuskript: Alex Gibney. Kan ses på HBO Nordic fra og med søndag den 31. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu