Læsetid: 5 min.

’Tidens og Visdommens Triumf’ er en kongelig teatertriumf

’Tidens og Visdommens Triumf’ af den unge Händel er en religiøst moraliserende kantate omsat til scenekunst på Det Kongelige Teater. I amerikaneren Ted Hoffmans iscenesættelse med det internationale sangerhold og Concerto Copenhagen kommer man tæt på det fuldkomne
’Tidens og Visdommens Triumf’ af den unge Händel er en religiøst moraliserende kantate omsat til scenekunst på Det Kongelige Teater. I amerikaneren Ted Hoffmans iscenesættelse med det internationale sangerhold og Concerto Copenhagen kommer man tæt på det fuldkomne

Emilia Therese

9. april 2019

Dette nærmer sig en fuldkommen musikforestilling, hvis man ellers kan tale om fuldkommenheder i teaterverdenen. At der var steder, hvor intonationen vaklede, eller hidsige koloraturer var på nippet til at vælte i grøften, må tælles til de skønhedspletter, der gør noget fuldkomment menneskeligt.

Med den 22-årige Händels Il Trionfo del Tempo e del Disinganno – oversat til Tidens og Visdommens triumf – oplever man i Gamle Scenes vidunderlige atmosfære og akustik et helt uventet Gesamtkunstwerk. Forstået som en abstrakt verden, hvor alle udtryksformer føres sammen i en interagerende syntese: sang, tekst, orkestermusik, mime, gestus, bevægelse, scenografi og lyssætning.

Det er et religiøst moraliserende stykke, der viser sig som en snedig blanding af psykoterapeutisk proces og søndagsprædiken for viderekommende. Forfattet af kardinal Benedetto Pamphili, en af Roms velstående kulturmoguler i begyndelsen af 1700-tallet og nær ven af markis Francesco Ruspoli, som havde optaget den unge Händel i sit hushold.

Et af de større arbejder fra denne romertid, før Händel slog sig ned i London, var dette stykke, som ikke er en opera, for på det tidspunkt var operaopførelser bandlyst i Rom. Det er måske heller ikke et oratorium, men snarere en kantate til opførelse i de private gemakker som aftenunderholdning.

Et allegorisk spil

Handlingens personer er allegorier. Skønheden (en sopran) står i centrum, afhængig og ombejlet af Nydelsen (en mezzosopran). Og i opposition står disse to: Visdommen (en alt) – en lidt misvisende oversættelse af det italienske disinganno, som betyder erkendelse af éns fejltagelser eller desillusion – og Tiden (en tenor).

Handlingen går alene ud på, at Visdommen og Tiden af al magt forsøger at vende Skønheden bort fra Nydelsen til et mere sandt liv: At lære at leve med den, man er. Det lykkes de med. I denne omsætning til scenekunst interagerer fire dansere med indbundne hoveder for at uddybe den løbende diskussion.

Det sceniske greb var enkelt. Som et gennemgående møbel i det mørke rum viste der sig en endeløs lang blå sofa og undertiden en standerlampe.

Dermed blev det så at sige et sofastykke for fire sangere og fire dansere. En dagligstue som allegori. Sådan var sangerne og danserne også klædt, i hverdagsblåt eller sort, kun Nydelsen førte sig frem i en lækker, gylden festkreation.

Monstersofaen bevægede sig langsomt fra højre mod venstre i takt med tidens gang, forsvandt og vendte tilbage. I det hele taget var der vedvarende fokus på tid. Eksempelvis når sangerne forholdt sig kropsligt til musikkens varierede tempi, og når de fire dansere bevægede sig i en koreografi af plastisk langsommelighed.

Amerikaneren Ted Hoffman står for bearbejdelse og iscenesættelse, og det er slet og ret en bedrift.

Mere nøgen end nøgen

Hoffman havde udfordret sangeren, som alle andre drejer rundt omkring, næsten til det makismale, og man forstod, hvorfor han tænkte således.

Den engelske sopran Mary Bevan var i stand til at inkarnere Skønheden, så det tog fuldstændig vejret fra én. Hendes sang, hendes dramatiske instinkt, hendes skønhed, hendes smidige krop, hendes plastik, alt var betagende.

Så at sige alle 26 arier og duetter i stykket er moduleret over samme barokskabelon: en krævende førstedel, et kort mellemstykke og en gentagelse af førstedelen i endnu mere virtuos udformning. Mary Bevan beherskede dette vokale artisteri, men helt bevægende ramte hun også dybden, sorgen og smerten, om det så var stående, kravlende eller liggende.

En scene foregår i Nydelsens rige, Skønheden bliver afklædt, Bevan står da i sort undertøj på en måde mere nøgen end nøgen, slutter sig til danserne, hengiver sig til vellysten i en slags skulpturel Balanchine-ballet, mens en opildnende orgelkoncert udspiller sig i graven.

Dette ville være for meget forlangt af de fleste operasangere, vel også på grund af fysikken, men med denne komplette sanger var vi ude, hvor i hvert fald jeg ikke har været før.

Den australske mezzosopran Caitlin Hulcup var Nydelsen: gylden i påklædning, gylden i stemmens registre, forførende og umættelig. I en duet synger Bevan og Hulcup om det tåbelige ved at bekymre sig, når man er smuk og dejlig, de fikserede hinanden i et rablende koloraturrace koncerterende med oboer og violiner, så man blev naglet.

Lige før tæppefald efter første akt bliver Nydelsen dødeligt såret af en pistol, som Tiden giver Skønheden i hænderne. Gennem anden akt ligger således Nydelsen og forbløder, men vil ikke slippe Skønheden. Hendes sidste argument ligger i den bedøvende smukke arie »Laschia la spina«, som Händel genbrugte et par år senere i operaen Rinaldo.

»Rør ikke ved tornen, pluk kun rosen.«

Blid blandingsklang

De to alvorsmænd var besindige modpoler til alt dette, og også hos dem blev der sunget blændende. Visdommen kunne være en ældre herre, måske blev han i sin tid sunget af en mørkt klingende kastrat, den fine italienske alt Sonia Prina dækkede rollen fuldt ud.

Arien, man husker bedst, er formaningen til Skønheden om ikke at bilde sig ind, at tiden sover, for dens skjulte slag udøver synlige forfald. Det er afklaret musik, som blev taget i varsomme hænder af sanger og musikere. En enkel melodi – tidens – med tonegentagelser kommer og går i en blid blandingsklang af blokfløjter, violiner og orgel.

Og sangeren slår ind på en anden vej, trin for trin, efterhånden mere ekspressivt og i en oprevet kort affekt i mellemstykkets tale om kroppens forfald. For at vende tilbage til tidens rolige slag med en mageløst neddæmpet slutning.

Tiden fører også sine argumenter frem, også de mere slående. Han overhaler Skønheden i en furiøs arie med galopperende violiner, og her bemægtigede den engelske tenor Joshua Ellicot sig scenen med autoritet og temperament.

En kompetent arvtager i den stærke lyriske tenortradition i sit hjemland, den lyse mandsstemme kunne veksle fra sval blødhed til pågående skarphed.

Som allerede berørt stod denne imponerende vokalkunst på en perfekt sangbund i orkestergraven. Man kunne nævne mange udsøgte øjeblikke i Concerto Copenhagens behandling af Händels rigt varierede instrumentalsprog.

Det er naturligvis ikke noget, der giver sig selv. Det kommer til live efter mange års studier og praksis som med fænomenet Lars Ulrik Mortensen og hans musikere.

De lyttede, kommenterede, fabulerede, animerede, de spillede med ånd og sjæl. Som i den afsluttende adagio-arie med soloviolinen og Skønheden. Hun henvender sig til englene i det høje, koncertmester Fredrik From spinder en silketråd og orkestret lader tiden gå skridt for skridt.

Händel: ’Tidens og Visdommens Triumf’. Ted Huffman (bearbejdelse og iscenesættelse). Jannik Elkær (koreografi) Mary Bevan (sopran), Caitlin Hulcup (mezzosopran), Sonia Prina (alt) og Joshua Ellicot (tenor). Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensen. Dansere: Giorgia Reitani, Alexia Nicolaou, Jesper Hermansen, Jeppe Kaas Vad. Spiller til 14. april på Gamle Scene og på Malmø Operaen 18. og 20. april.

Den tyske violinist, Isabelle Faust, giver os mulighed for at opleve denne frodige praksis på en strålende ny udgivelse, der er lavet sammen med barokorkestret Akademie für Alte Musik Berlin.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Først når man tager de mindre kendte værker op, er man for alvor inde i spillet om genopdagelsen af de førromantiske, musikdramatiske værker.
Og er det mon ikke på tide snart at give de italienske belcantister den samme behandling? Publikum fortjener det.