Læsetid: 5 min.

I Tinds roman rejser tre familiemedlemmer ud i verden for at finde sig selv

Hvis man har oplevet at blive forladt tidligt i barndommen, må man finde sit eget sted at høre til
Hvis man har oplevet at blive forladt tidligt i barndommen, må man finde sit eget sted at høre til

Les Kaner

12. april 2019

Miriam er 51 år gammel og Kai 25, da hun bliver gravid med hans barn. Det er i København, året er 1991. Miriam er kunstner og står lige foran sit internationale gennembrud. Der venter hende udstillinger på Tate og MOMA, hendes malerier med tåge- og blomstermotiver vil komme til at sælge for svimlende beløber. Hun er ikke interesseret i at blive mor. Men nu er barnet i maven en realitet, og Kai vil gerne være far. Miriam går med til at føde barnet, hvis Kai vil være eneforsørger med fuld forældremyndighed.

Eva Tinds roman Ophav handler om mennesker, som alle er blevet forladt i deres barndom, og som i voksenlivet hver især søger efter deres plads i verden.

Kai har en koreansk far, som tidligt forlod Danmark for at rejse tilbage til hjemlandet. Han har hele sit liv følt sig anderledes, »som om jeg går rundt i et asiatisk fastelavnskostume året rundt, mens det eneste, jeg ønsker, er at gå i ét med omgivelserne«. Sui, hans datter, møder sin karrieredrevne mor ganske få gange i løbet af opvæksten. Og også Miriam selv, viser det sig, har et overraskende, ukendt ophav.

Ligesom flere af Tinds forrige værker, som blandt andet tager udgangspunkt i forfatterens egen erfaring som transatlantisk adopteret, kredser den nye roman om temaer som kultur, tilhørsforhold og identitet.

Ophav er en dialogdrevet roman. Handlingen skrider frem i flere spor med skiftende fortællere – Sui, Kai og Miriam – og springer blandt andet imellem årene 1991, 2010 og 2021.

I 2010 er Sui blevet 18 år gammel og bestemmer sig for at flytte hjemmefra. Det medfører en livskrise hos Kai, nu en succesfuld arkitekt i begyndelsen af 40’erne, og han tager en pause fra tegnestuen for at rejse på et yogaretreat i byen Auroville i Indien: et lille utopisk samfund (som også findes i virkeligheden), grundlagt i 1960’erne, hvor beboerne fra hele verden lever med fokus på bæredygtighed og bevidsthedsudvidelse.

Som arkitekt har Kai en interesse for alternative boformer, men i Indien kommer han også i kontakt med sig selv og med sine evner som healer – evner, som han hele sit liv har undertrykt, fordi han ikke vil skille sig mere ud i det danske samfund, end han allerede gør.

Forbindelser mellem forskudte baner

Miriam, derimod, ender, efter nogle år i Tokyo sammen med en af Japans mest indflydelsesrige kunstsamlere, på en gammel ødegård i Dalarna i Sverige.

Når Sui flytter fra sin far, er moren allerede en ældre kvinde. Efter hendes japanske mands dramatiske død er hun stoppet med at male. Hun er søgt bort fra civilisationen for at leve i pagt med naturen, og i takt med at hun selv mister forbindelsen til omverdenen bliver hendes nye kunst mere og mere vild.

I skovområdet omkring ødegården findes verdens ældste træ, og Miriam sætter sig for at skabe et paradis med dette træ i centrum. »Rodinia«, opkaldt efter et superkontinent, skal være et naturområde som er afskærmet for mennesker i hundreder af år:

»Det bliver mit sidste værk,« siger hun, »og mit største.«

Eva Tind: ’Ophav’.

De forskellige tematikker løber som tydelige spor igennem Tinds roman. Det handler om alternative livsformer, om familie, og om at finde sig selv.

Tind lader de tre familiemedlemmers rejser lægge sig indover og løbe på kryds og tværs af hinanden; både de fysiske rejser til fremmede lande, men selvfølgelig også personernes skiftende grader af selvindsigt.

Der er en åbenhed i romanen, for mystiske sammenfald, for noget man kan kalde skæbne eller instinkt og for at tage imod lærdom fra andre kulturer.

De tre personer har ikke så meget direkte kontakt med hinanden – nogle enkelte besøg, et par telefonopkald – men det er, som om de stadig hænger sammen, som om der er en forbindelse imellem dem, særligt far og datter, når de rejser i hver deres forskudte bane.

Sui, som ved romanens begyndelse forlader sin useriøse kæreste, søger efter én ting, men finder noget andet i et matriarkalsk samfund blandt gamle kvindelige perledykkere på øen Marado i Sydkorea.

Det er på den ene side elegant, når Tind fletter de forskellige historier sammen og skaber fremdrift og bevægelse igennem fortællerskift og dialoger. På den anden side er Ophav en roman, hvor alting skal gå lige lovlig meget op i en højere enhed.

Udvalgte detaljer er sigende eller betydningsladede – søhesten, for eksempel, som dukker op flere gange: En dyreart hvor det, som bekendt, er hannerne der bærer de befrugtede æg, og som bruges i alternativ medicin i blandt andet Sydkorea.

Der er meget fakta i romanen, som personerne læser i turistbrochurer eller bliver fortalt mundtligt; man mærker fascinationen for de forskellige samfund og kulturer, som berøres. Men der er også en tendens til at forklare, hvor der ikke er brug for forklaring.

Som når Miriam begynder at udlægge myten om Edens have og Adam og Eva – »Ja, det er en ikonisk fortælling,« siger journalisten fra et amerikansk kunstmagasin, som er rejst til Dalarna for at interviewe hende. Så er det mere overraskende og effektfuldt, når den gamle kunstner finder en parallel til Paradiset i den fire kilometer brede demilitariserede zone, som ligger imellem Nord- og Sydkorea, hvor 60 års uberørt land har skabt et helt unikt naturområde.

En roman om, hvordan vi indretter os

Mange af dialogerne har en tydelig funktion i romanen.

Kais veninde Jensen repræsenterer den velmenende hverdagsracisme, når hun bramfrit kalder sin ven forskellige øgenavne som spiller på hans asiatiske træk; en spejling af Suis ekskæreste, der kaldte hende for ’panda’.

Når Kai er i Seoul for at lede efter sin far, spørger receptionisten på hotellet helt ud af det blå:

»Er De koreaner? De ligner en, men Deres øjne er underligt store, og Deres brede kæbeparti gør Dem anderledes. Det er egentlig ganske flot lavet. Hvor er De blevet plastikopereret?«

Kai, der kan føle sig fremmed i Danmark, er selvfølgelig også en fremmed i Sydkorea. Som en forklaring på den helt umotiverede replik fortsætter samtalen:

»Undskyld, hr. Kai. Jeg er vist usandsynligt påtrængende.«

Et andet eksempel er en flypassager, der vender sig mod sin sidemand og spørger:

»Oplever De racisme i Danmark?«

Ophav er ikke en subtil roman, hvor læseren selv trækker trådene imellem de forskellige elementer, men en energifyldt roman med et stort råderum, hvor mange forskellige temaer og tanker sættes op imod hinanden.

Det er en roman om, hvordan vi indretter os – i naturen og med andre mennesker.

Ophav handler også om, hvad man kan bygge op igennem generationer, og hvad man kan frygte at give videre til fremtidige generationer. Når Miriam taler med den amerikanske journalist om sin kunst, giver det genklang i Tinds fremstilling af forskellige former for alternative samfund:

»Man må acceptere, at det, man skaber, måske først viser sin egentlige værdi mange år efter ens død.«

Eva Tind: ’Ophav’. Gyldendal, 292 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu