Tis er tydeligvis et tema i Jens Kæmpes forrygende debut

Det er noget så oldschool som skønheden, det handler om i Jens Kæmpes debutdigtsamling Kunstens regler, og det er virkelig ret skønt i sig selv. Bare titlen, men også omslaget, der mimer gammel og romantisk stil, og citatet af Søren Kierkegaard, som Kæmpe (der er født i 1993 og tog afgang fra Forfatterskolen i 2017) begynder sin bog med, signalerer, at her bliver der spillet på en tradition for at tænke æstetik. Og herligt skævt.

F.eks. er en lille ting, jeg virkelig godt kan lide ved bogen, at tis tydeligvis er et tema. Faktisk, ja, løber forskellige former for vandladning nærmest som et helt lille ledemotiv gennem den netop (sart, skønt) uringule digtsamling med den så klassisk klingende titel.

Digtet, der står på bogens bagside, er eksemplarisk for Kæmpes stilfærdigt simple og sikre, men på ingen måder tamme tone, støder højt og lavt, drøm og krop, skønhed og pis nærmest henkastet sammen sådan her:

»Jeg drømmer
om et digt så godt
at det kun findes i drømme
Her har man altså livet
og dets muligheder
Angsten tegner grænserne
Man glemmer sine pligter
pisser forvirret på sine sko og tager hjem
Gør intet helt
Totalt forståeligt.«

I et andet digt, der antyder en sanselig, æstetisk forbindelse mellem angst og pis, går digtenes jeg, en ung mand, ind på et ambulatorium og pisser »i en kop/ En tyk mørk stråle, dagens første«.

Måske, måske ikke er det på den psykiatriske skadestue, som optræder et par linjer længere nede i digtets geografi, hvor »tremmernes skygge« ses »på jorden«.

Måske, måske ikke er alt det pisseri en fysiologisk følge af alle de øl, der lige så stille som vandladningen er i digtene og dagene, de beskriver.

Kæmpe giver det ikke væk, det kan jeg virkelig også godt lide. Det murrer mere, for angst er en nærmest rent kropslig affekt i digtene: mere afdæmpet end akut, mere afpersonaliseret og – apropos det »man«, som ofte er sat i stedet for et »jeg« – almen.

»Himlen er grå af angst
og flyder ned til os som instinkter,« som det lyder et smukt sted.

’En doven tilværelse uden aftaler’

Digtenes jeg, der vist bogstaveligt talt også er et digterjeg – og i hvert fald en æstetiker – driver både lidt rundt i livet, nærmere bestemt i de »formative år«, og det driver rundt i byen. Som i bogens første del er København, og dens anden del er Paris, hvor den kæreste, der også udgør digtenes gennemgående du, får arbejde som model.

I København er der et kontor, som jeget selv på et tidspunkt kommer hjem fra, og der er et kasseapparat, som det tjener »lidt« bag. Men ellers er der, som det lyder, »ingenting jeg skal/ ingen jeg har lyst til at se«. Bare »en doven tilværelse uden aftaler«, men med den afart af diffus centrallyrisk angst og rastløs kedsomhed, kort sagt adspredte måde at betragte og være i tilværelsen på, som vel netop hører Kierkegaards – endnu ikke etiske eller religiøse – æstetikertype til.

I sin lediggang tager jeget f.eks. »bueskydning op igen«, skyder lidt til måls efter en halmballe i mosen (med en pil antændt med petroleum ...), leder efter en printer, et sted at bo og have alle sine papirer og følger så med sin kæreste til Paris, hvor det unge par først flytter ind i et forladt pornostudie. Der driver jeget så også rundt og betragter verden, mens det ligesom famler efter noget mere fælles og forpligtende og bl.a. slutter sig lidt til nogle arbejderprotester, der ikke rigtig samler sig.

»Jeg har spist mine oliven
dette vægelsind,« lyder den slags strålende underspillede linjer, Kæmpe giver sin unge æstetiker.

»Nu må jeg hellere gøre mig klar
tage pænt tøj på og vandkæmme håret
Plastret af fingeren
så du kan tisse på den
og føre mig ind i himlen.«

For så er der altså også en anden slags, mere sanselig og skøn tis og ikke pis. Den virker omvendt forbundet med den lyriske lykkefølelse og stemning af »så ekstatisk man kan blive/ over de mindste ting«, jeget har det med at blive ramt af:

»Velkommen hjem
mio min mio
hvor har du været
hvem har du mødt
Har du elsket så vildt
du overhovedet kunne,« lyder det i bl.a. i et længere, totalt charmerende digt, der former sig som en slags hilsen fra en forestillet fremtid, henvendt til den kæreste, der jo ligefrem lever af sin skønhed:

»Har du siddet og tisset
på den måde jeg kender
med lårene på brættet
og lyden af dit fine tis i kummen
der fosser strålende som ud af en hoppe.«

Jeget tisser selv – helt højstemt, men ikke uden humor – hendes navn i barken på et træ:

»Det sker i dagtimerne
mens man arbejder
at jeg går gennem kolonihaverne
med den lange frakke på
hvor på denne tid
hvide blomster
pynter alle træer
Duften gør mig vild
Jeg stopper bag et træ
og skriver dit navn i barken med tis«.

Med andre ord: Præcis som på det lille indrammede foto på bogens omslag, hvor tusind golden retrievere sidder med tungen ud af munden på fælles tissetur i et romantisk landskab, er der en lun og let selvironi i Kæmpes digte, der hverken gør deres mellemværende med det skønne mindre seriøst eller annullerer alvoren i det hele.

Og så er der den lille bevægelse hen imod et »hinanden«, som Kæmpe både deler med så mange andre af de yngre digtere, men gør til sin egen, en modning måske af æstetikeren til etiker:

»Man overvejer
hvad det skal blive til
Spørgsmål om tid
Indtil videre sørger vi for hinanden.«

Der er på én gang en melankolsk snert af Theis Ørntofts debut Yeahsuiten og af Morten Chemnitz’ Inden april i Kæmpes debut, men mest er der bare Jens Kæmpe. Det er pisseskønt og ingen lille ting.

Jens Kæmpe: Kunstens regler. Cris og Guldmann. 95 sider. 150 kr.