Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Underjordiske øvelser i tålmodighed

Superflex skaber undergangsstemning i Cisternerne på Frederiksberg, men det er ikke selve kunsten, som giver den stærkeste oplevelse
I udstillingens brochure står der, at Superflex skaber et billede af en verden, efter at menneskeheden er uddød, men denne illusion brister hurtigt. Toiletterne giver godt nok en postapokalyptisk feeling, men neonbudskabet minder om, at verden faktisk endnu ikke er gået under. Sammensætningen frembringer en ambivalens, de fleste af os bærer på: På den ene side frygten for, at det går rigtigt ilde, og på den anden side visheden om, at det faktisk ikke er for sent.

I udstillingens brochure står der, at Superflex skaber et billede af en verden, efter at menneskeheden er uddød, men denne illusion brister hurtigt. Toiletterne giver godt nok en postapokalyptisk feeling, men neonbudskabet minder om, at verden faktisk endnu ikke er gået under. Sammensætningen frembringer en ambivalens, de fleste af os bærer på: På den ene side frygten for, at det går rigtigt ilde, og på den anden side visheden om, at det faktisk ikke er for sent.

Torben Eskerod

Kultur
5. april 2019

Gulvet er dækket af vand i Superflex’ installation i Cisternerne, som længe var vandreservoir for københavnerne, inden det blev tømt i 1981 og senere lavet om til et af byens mest særegne udstillingssteder for kunst. Der er mørkt hernede i disse katakombeagtige haller med buede portaler, så jeg vader langsomt frem i mine gummistøvler. Der løber vand i små bække langs væggene, og nogle steder hænger der saltkrystaller i lange tapper, der punktbelyses med gulligt lys. Jeg befinder mig i en afsondret og hemmelighedsfuld verden, langt væk fra dagens rastløse virkelighed.

Jeg fortaber mig i skygger, dæmpet ekko og kølige dryp.

Torben Eskerod

Overflødig neon

Så kommer jeg til nogle kubiske rum, delvist nedsænket i gulvet: Kopier af toiletter fra bygningen, der normalt huser United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC) i Bonn. Skæve, oversvømmede rum kommer til syne gennem smalle åbninger i installationen. UNFCCC er et fremtrædende politisk organ, der har ansvar for at finde en løsning på vor tids klimaproblemer, men i det her fremtidsglimt er muligheden for politisk handling ophørt. Jeg vader videre til et neonskilt, hvor der står »It is not the end of the world«.

I udstillingens brochure står der, at Superflex skaber et billede af en verden, efter at menneskeheden er uddød, men denne illusion brister hurtigt. Toiletterne giver godt nok en postapokalyptisk feeling, men neonbudskabet minder om, at verden faktisk endnu ikke er gået under. Sammensætningen frembringer en ambivalens, de fleste af os bærer på: På den ene side frygten for, at det går rigtigt ilde, og på den anden side visheden om, at det faktisk ikke er for sent. At politikerne vil gøre det, som skal til, fremstår – for stadig flere af os – som usandsynligt. Klimaskeptikere og økonomiske hensyn forhindrer de radikale handlinger, som er nødvendige.

Superflex er utvivlsomt inde på noget i sin atmosfæriske dialog med Cisternerne, men det holder ikke helt. Hvad er problemet?

Ambivalente billeder

For Superflex er det ikke kunstens evne til at reflektere over sig selv, som er det centrale, men derimod hvordan kunst kan være tools til at tænke over samtiden, og – ideelt set – få betragteren til at handle. Alternative livsformer og økonomier er udgangspunkt for en enorm mængde af kunstproduktioner rundt omkring i hele verden. Kunstnerne bag disse bevægelser er slet og ret blevet internationale kunstkendisser gennem deres kunstaktivisme.

Videoinstallationen Flooded Mcdonalds (2009) er det værk, som korresponderer mest med installationen på Frederiksberg; her ser vi en filial af den kendte fastfoodrestaurant, som fyldes op med vand. Det billige og alligevel prangende interiørs løfte om friske kulhydrater kan ikke beskytte os mod den kommende klimakatastrofe, siger Superflex, som gennem denne arrangerede krise fortsat finpudser sin venstreradikale position som kritikere af kapitalisme og tom reklame. Spørgsmålet her, som i mange af deres øvrige værker, er, om ikke også kredsløbet af socialt engageret kunst og relationelle praksisser kan betragtes som et skuespil for kunstscenen.

For hvor er det egentlig, vi bryder ud af den hvide kube? Hvor begynder handlingen, alvoren?

Ikke skarpt nok

Superflex er bedst, når en distinkt flertydighed i værket knyttes til en større offentlighed. Bare se på Foreigners, Please Don’t Leave Us Alone with the Danes! (2002), som bestod af store plakater, som var placeret rundt omkring i offentlige rum i København og Malmø. Dette ambivalente udsagn adresserede det giftige debatklima i Danmark (som ikke er mindre giftigt i dag), samtidig med at det påkaldte sig både frygt og solidaritet. Der, hvor vi forventede en reklame, dukkede der i stedet en henvendelse op: En henvendelse, som splintrede reklamesproget og dermed skabte en refleksion over det danske fællesskab.

I installationen på Frederiksberg findes også, som nævnt, en friktion – denne gang mellem undergangsfantasier og realitetsorientering – men helhedseffekten udvandes gennem neonrørets kunsthistoriske forankring. Neon er slet og ret et temmelig opbrugt medium i kunsten, som er dukket op i alt for mange former og varianter, fra Dan Flavins minimalistiske kompositioner i 60’erne til Bruce Naumans ironiske statements og Tracey Emins selvudleverende, übercoole udsagn. »It is not the end of the world« – udsagnet minder os dermed mere om, at det er kunst, vi observerer, frem for at det knyttes til en erkendelse af den politiske handlings faktiske muligheder og postapokalyptiske fiktioner. Det er, som om Superflex holdes tilbage af den selvrefererende kunstverden, som de så gerne vil – og nogle gange er – brudt ud af.

Desuden er jeg ikke engang sikker på, om ikke også dette – når alt kommer til alt – er en form for underholdning. Mens jeg står og ser på det, minder det lysende udsagn mig om titelsekvensen i en katastrofefilm, som er sat på pause.

Langsom tid

Jeg vender ryggen til neonteksten og vandrer ind i skyggerne igen, for der er alligevel noget, der berører mig her. Men hvad? At Cisternerne er lavet om til udstillingsrum, har utvivlsomt med sagen at gøre: Vi har mere tålmodighed, vi går langsommere til tingene, når vi ser kunst. Dialogen mellem de nedsænkede rum og de underjordiske katakomber skaber en atmosfære for refleksion, som ikke findes særligt mange andre steder. Men det er først, når jeg ser nogle børn, der kigger ind ad sprækkerne til UNFCCC-toiletterne, at brikkerne falder på plads.

Jeg kommer i tanke om Greta Thunberg, der i månedsvis har demonstreret meget ihærdigt imod den svenske regerings klimapolitik. Måske er det slet ikke klimakonventionen og politikernes forhandlingsevner – som her symboliseres af UNFCCC-toiletterne – der kommer til at redde jordkloden, men almindelige menneskers dybe længsel efter forandring?

Miljøproblemerne er i så fald ikke et teknisk problem, der udelukkende kan løses ved hjælp af traktater eller klimakvoter, men ved fælles engagement, holdningsændring og kritisk bevidsthed. Thunbergs opråb førte til aktioner i hele verden, hvor børn og unge strejkede ved at blive væk fra skole for at gå til demo. Alene i Danmark var der over 24.000 skoleelever på gaden. Det umulige er muligt, hvis man vil noget så meget, at man ikke kan vende det blinde øje til, sagde de.

Børnene, som jeg ser i Cisternerne, leder mine tanker videre; til et sted, som Superflex ikke når hen: Et dybt og inderligt sted, hvor der findes nogen, som hverken vil gemme sig bag smart neon eller hensynke i apati.

Superflex. ’It is not the end of the world’. Cisternerne, Frederiksberg i København. Indtil 30. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Spørgsmålet her, som i mange af deres øvrige værker, er, om ikke også kredsløbet af socialt engageret kunst og relationelle praksisser kan betragtes som et skuespil for kunstscenen. ----
For hvor er det egentlig, vi bryder ud af den hvide kube? Hvor begynder handlingen, alvoren?"
og
"Desuden er jeg ikke engang sikker på, om ikke også dette – når alt kommer til alt – er en form for underholdning".

Også jeg kunne ønske mig mere kunst, der var aktivistisk i den forstand, at den uden for de kunstinstitutionelle territorier griber ind i og skaber begivenheder, der involverer mennesker, der ikke normalt kommer til såkaldte politiske kunstudstillinger.

På den anden side vil det også være naivt at tro, at kunsten som institution vil kunne klare større kvoter af den form for kunst, uden at det destruktivt vil falde tilbage på kunsten som institution. Tænk de efterfølgende politiske, administrative og økonomiske konsekvenser ("strafforanstaltninger") igennem som resultatet af en sådan udvidet form for kunstaktivisme.

Ja, kredsløbet af socialt engageret kunst og relationelle praksisser er i vid udstrækning et skuespil for kunstscenen og dens "politiske præsteskab", og for det blidt venstreorienterede Politiken - segment, der kan gå i "kirke" og få "politisk aflad". Godt nok hænger der ikke nødvendigvis længere noget på hvide vægge, men det er stadig aktiviteter, der foregår inden for den hvide kubes institutionelle rammerne.

Det er rigtigt, at det nok i vid udstrækning får karakter af underholdning hos størstedelen af publikum, men det afgørende må være, om det også får karakter af mere end det - i hvilken udstrækning udstillingen kan medvirke til eftertanke og omtanke hos det særlige kunstinteresserede publikum og andre besøgende.

Men som jeg kan forstå af anmeldelsen, er det måske her, at tvivlen melder sig - om at dette i for ringe grad vil finde sted.