Det er en både generøs og prætentiøs bog, Poul Behrendt har skrevet.
Gennem en nærlæsning af primært ét forfatterskab (Karl Ove Knausgårds), deler han generøst ud af sine møjsommeligt tilegnede læsefrugter. Primært med det lidt småtskårne resultat, at cirka alle andre i den skandinaviske reception har fejllæst Min kamp, 1-6. Læserens temperament vil efter endt læsning afgøre, om taknemmelighedens eller irritationens vægte vejer tungest.
Bogens centralakse er altså en analyse af Knausgårds værk. Når receptionen har overset den vigtigste fortolkningsnøgle, skyldes det ifølge Behrendt en manglende genlæsning af værket. For dets enorme volumen (ca. 3.800 sider) gør, at man i sin førstelæsning umuligt kan fange Knausgårds intrikate organisering af stoffet.
Behrendts kompetente og velskrevne analyse trækker særligt to pointer frem, som igen og igen bankes fast: Min kamp 2 er nøglen til værket – »hele værket inkarneret« – fordi Knausgård heri beskriver dén centrale begivenhed – »mit livs mest intense oplevelse« – som derfra styrer fortællingen: mødet med Linda Boström på den svenske forfatterskole i sommeren 1999.
Behrendt viser overbevisende, at oplevelsen er blevet indføjet, efter at teksten ellers var færdig og klar til tryk, for de sekstens siders beskrivelse af mødet kan »sømløst« fjernes fra placeringen i bogen.
Pointen er, at Knausgård oprindeligt havde planlagt at fortælle om denne skelsættende begivenhed i bog 5, men valgte altså to sekunder i midnat at rykke centralbegivenheden frem til bog 2, som derefter styrer resten af kæmpeværket.
Ikke længere et sjæleland
Den anden centrale pointe er, at Om våren (tredje bind i årstidsserien) faktisk er ’Min kamp 7’.
Om våren (2016) udkom efter hustruen, Linda Boström Knausgårds, roman Velkommen til Amerika (2016) – der elegant spiller på titlen på Knausgårds essaysamling fra 2013, Sjælens Amerika. Nu er »Amerika« bare ikke længere et sjæleland, men de sindslidendes land.
Knausgård havde fået manuskriptet til gennemlæsning inden udgivelsen, og Behrendts pointe er nu, at Boströms selvbiografiske roman om en 11-årig pige, der afholder sig fra at tale med nogen efter faderens død, har været så klar en inkriminering af Knausgårds håndtering af sin hustrus psykiske lidelser og forsøgte selvmord (med foster i maven!), at han har følt sig frisat – eller måske nødsaget? – til at skrive om Boströms indlæggelser, som han ellers havde afholdt sig helt fra i årstidsbøgernes første to udgivelser.
Forfatteren som social konstruktion
Fra skyggerne af det vi ved er på den måde et temmelig smalt bidrag til Knausgård-receptionen for de aficionados, der gladelig mades af det opulent detaljerige flueknepperi.
Men det er dog også kun den ene side af sagen. For bogen er også et vægtigt, litteraturteoretisk indlæg i diskussionen om autofiktion.
Der er både en velplaceret uppercut til de fraktioner inden for humaniora, der lader sig friste af Barthes-Foucault-angrebet på forfatteren til at udråbe dennes død, ligesom der er mere konstruktive definitoriske bidrag til god klargøring af et spirende felt. Lad os tage dem i rækkefølge.
Poul Behrendt: ’Fra skyggerne af det vi ved. Kunst som virkelighedsproduktion’.
Hos Foucault reduceres forfatteren til at være en social konstruktion, som erstattes af begrebet »diskursgrundlægger«, der jo grundlægger en særlig italesættelse af virkeligheden, som understøtter eller konstruerer en magtposition, der bærer den hegemoniske fortolkning af den konstruerede virkelighed. Hos Barthes er problemet, at det viser sig umuligt at klargøre, hvem der egentlig taler i en given tekst. Skriften destruerer i sig selv muligheden for denne afgørelse, hævdes det.
Opgøret med de franske kæmper er timeligt, men at negere dem er selvsagt ikke nok. Som alternativ foreslår Behrendt voice over-modellen, der er en narratologisk strategi, som nærlæser teksters talekategorier, for på den måde at kunne klargøre, hvornår forfatteren taler karakteruafhængigt eller netop gennem sine fiktioner.
Det er en sofistikeret model, der peger på svagheden ved Barthes’ tilgang, som også eksemplificeres ved idéhistorikeren, Ejvind Tjønneland, der i Knausgård-koden (2010) hævdede at kunne aflure Knausgårds greb om sin egen fremstilling allerede efter bog fire.
Men Tjønnelands læsning var overfladisk, og han missede ifølge Behrendt den narratologisk mesterlige struktur i Min kamp 2. Grunden til fejllæsningen er dels en forhastet læsning af værket i sig selv, men også en manglende fornemmelse for talekategoriernes særegenhed:
»... ud fra rent diskursive kriterier [er der] ingen formelle forskelle på en fortællers karakteruafhængige situationsskildring og en karakters dækkede direkte diskurs.«
Det konstruktive, definitoriske bidrag tager udgangspunkt i Knausgårds værk, men er samtidig en videreudvikling af de begrebsdiskussioner og -definitioner, som Behrendt foretog i Bissen og dullen (1984) og Dobbeltkontrakten (2006). I nærværende bogs vigtige kapitel 9 diskuteres begreberne »autofiktion«, »dobbeltkontrakt« og »selvfortælling« (det sidste kaldes også flere steder for »autonarration«).
Autofiktionens fjerde fase
Det populære begreb om autofiktion vandt ikke indpas i den tidlige, norske debat om Knausgårds værker, selv om de for en hurtig betragtning indbyder til det: Det er en grundlæggende selvbiografisk fremstilling, skrevet som en roman og med rent fiktive indslag.
Begrebet »dobbeltkontrakt« havde sine tilhængere, og her er ideen, at fakta og fiktion tildeles sine egne pointerede pladser i både affattelse og opfattelse af værket, ofte temporalt adskilt. Selv anvender Behrendt »selvfremstilling« som betegnelse for Knausgårds værk. Den centrale idé er her, at en forfatter fortæller om sig selv i første person, som om det var i tredje person (eller omvendt).
Selvfremstillingen har den litterære kvalitet hos Knausgård, at selv ekstremt banale hverdagssituationer kan gennemvædes af præséns:
»Først og fremmest fordi det ikke længere drejer sig om fiktion forstået som modsætning til virkeligheden (det vil sige begivenhedsfiktion), men som en intensiveret måde at opfatte virkeligheden på (det vil sige udsigelsesfiktion)«.
Med den litterære strategi bliver skrivekunsten, som undertitlen antyder, en »virkelighedsproduktion«.
Et andet vigtigt definitorisk bidrag gives i bogens sjette del »Uden navn«: om autofiktionens fjerde fase. Her læser Behrendt romaner af Kristina Stoltz, Linn Ullmann og Delphine de Vigan, der alle har skrevet en slags selvbiografiske bøger, der tager udgangspunkt i erfaringer af overgreb, men (stort set) uden navneangivelser. Det giver en »ubestemthedsrelation« mellem tekst og virkelighed, der er en nyskabelse af autofiktionen som genre. Behrendt kalder det »semipermeabel fiktion«, for at angive, at man nok kan spore træk fra forfatterens biografiske liv i bøgerne, men at man ikke kan bruge bøgerne til at forstå forfatterens biografi.
Denne fjerde fase af autofiktionens udvikling står som efterfølger af tredje fases »selvfortælling«, som Knausgård er hovedeksponent for. Interessant kan Behrendt så påvise, at Knausgård i Om våren skriver sig ind i fjerde fases navnløse stil, da han hænger hustruens psykiske lidelser til tørre i fuld offentlighed.
Humanister anklages ofte for at putte sig i elfenbenstårnet, mageligt hensunkne i læsestolen med blikket stift rettet væk fra virkeligheden. Behrendts bog viser, hvilken moden frugt der vokser frem, når belæsthed og engagement krydser klinger, og udgivelsen bliver tilmed en fin demonstration af, at visse emner må tages op i monografiens fyldige form for at kunne behandles adækvat.
Poul Behrendt: ’Fra skyggerne af det vi ved. Kunst som virkelighedsproduktion’. Rosinante, 480 sider, 300 kroner
I forbindelse med forfatterens død taler Behrendt i afsnittene ”Dødens vedligeholdelse i 10´erne” og ”Dødens fravær på kulturredaktionerne” om, at der har udviklet sig to vidt forskellige forfatterkulturer, én på universiteterne og en anden i medierne, som står relativt uforstående over for hinanden. De gymnasiale uddannelser og de højere læreanstalter dyrker tekster uden forfattere, mens mediernes kulturredaktioner dyrker forfattere uden tekster. Det har han ret i.
Behrendt giver i kapitel 1 om forfatterens død en meget dækkende og præcis fremstilling, som jeg på de fleste punkter kan være enig i. Der, hvor jeg er uenig, er i de fagpolitiske valg, som han træffer på den baggrund.
I den sammenhæng mener jeg, at det er vigtigt, at fagpersoner med litteraturvidenskabelig baggrund fastholder deres status som videnskabeligt uddannede, uanset om der er tale om produktion af videnskab eller kritik til f.eks. dagblade som Information. Desuden at de fastholder, at når forfattere udtaler sig om deres værker eller udtaler sig i deres værker, så taler de ud fra helt andre perspektiver og tilgange end dem, som videnskabeligt uddannede taler ud fra som fagpersoner, og at videnskabeligt uddannede forfattere gør sig klart, hvilken ”kasket” de har på, når de udtaler sig.
Det er vigtigt, at samtaler på sociale medier og i andre medier ikke får lov at overskygge sådanne forskellige, for hvad skal vi så i sidste ende med kritikere og litteraturforskere. De risikerer at ende som redskaber for opfyldelse af mediernes interesse i nivellering af alle værdier, ud fra primært økonomiske og populistiske hensyn. Ved sin tilgang til forfatteren i det anmeldte værk er Behrendt med til at fremme økonomiske og populistiske hensyn på litteraturvidenskabens bekostning.
Med litteraturvidenskabens udgangspunkt i viden fra bl.a. psykologi og historie som videnskaber, er det klart, at forfatteren generelt set ikke ved, hvem hun er, og at hun ikke ved, hvad det er, hun har skrevet. En af litteraturvidenskabens opgaver er derfor bl.a. at forsøge, så vidt muligt, på videnskabeligt niveau, at foretage en bestemmelse af, hvem forfatteren er, og hvad det er, vedkommende har skrevet.
Selv når der er tale om forfatterens brug af fakta i fiktionen, er der tale om produktion af betydning og mening, og her er det ikke muligt for forfatteren af overskride det personlige og dermed subjektive, hvor det netop er et krav til litteraturforskningen, at den forsøger at gøre det. Som sådan er der i skønlitteraturen altid tale om fiktion, også selv om den kan betegnes som autofiktion.
Når forfatteren har givet værket fra sig, har vedkommende ikke længere, på videnskabeligt niveau, nogen priviligeret opfattelse af, hvad meningen er med værket.
Når jeg fremstiller det på denne måde, er der derfor heller ikke tale om påstande på et eksistentielt og et alment filosofisk niveau, og at fastholde denne forskel er vigtigt, netop fordi forfattere, forlag og autenticitets – og identitetshungrende læsere har en interesse i at forplumre og sløre disse forskelle. Det betyder noget i sammenhæng med bl.a. branding, marketing og økonomi.
Det samme gælder i høj grad i medierne, hvor f.eks. unge populære forfatteres påstande om samtidslitteraturen og dens skildringer af personer og samfund tildeles samme status som påstande fremsat af f.eks. dagbladskritikere, litteraturforskere og samfundsforskere.
Behrendts skelnen mellem ”begivenhedsfiktion” og ”udsigelsesfiktion” og talen om, at med denne litterære strategi bliver skrivekunsten til ”virkelighedsproduktion”, er central også i forhold til en kapitalisme – logisk forståelse af institutionernes måde at fungere på, og her tænker jeg primært på universiteternes forskning og uddannelse over for mediernes litteraturkritik, når vel og mærke de universitetsuddannede inden for området ikke er sig disse forskelle tilstrækkeligt bevidst, når de fungerer som litteraturkritikere på mediernes betingelser.
I den debat, som Peter Nielsen rejste i Information i 2016, og som i høj grad kom til at dreje sig om autofiktions status som akademisk begreb i litteraturforskningen, var der to deltagere, der ganske vist i begrænset omfang, inddrog egentlige litteratursociologiske overvejelser af den karakter, som jeg kunne ønske mig flere af, nemlig Mette Høeg og Stefan Kjerkegaard.
https://www.information.dk/mofo/velkommen-aarets-vigtigste-litteraere-debat
Hvor førstnævnte med sin egen praksis som litteraturkritiker i medierne i høj grad kom til at begå hybris mod den indsigt, hun giver udtryk for som forsker på universitetsniveau, forstår sidstnævnte nødvendigheden af, som forsker, at beskytte denne position, hvilket kommer til udtryk i nedenstående citat.
”Litteraturdebattører har mere travlt med at forsvare eller hævde den persona, dvs. det billede, som medierne har skabt, end med at være litteraturkritikere eller litteraturforskere. ----Det er i en medielogik en stærk og selvforstærkende proces – man kommer desto mere i medierne – men som litteraturforskning er det muligvis en falliterklæring. Vi må se, hvad fremtiden bringer”.
https://www.information.dk/kultur/2016/06/selvbiografiske-sandhed
Det er til skade for såvel universiteternes forskning og uddannelse som mediernes litteraturkritik, at der mangler såvel forskning som litteraturkritik, der beskæftiger sig med disse institutionelle modsætningsforhold, og hvad det er for faktorer, af især økonomisk og politisk karakter, der fastlåser såvel forsknings- og uddannelsesinstitutionerne som medierne i deres nuværende positioner.
Problemstillingen er ikke ny, men den har i høj grad ændret karakter på grund af især forandringen i mediernes måde at fungere på.
Behrendt fremhæver i sit værk, at Min Kamp er et programmatisk brud med alt det, der omskaber forfatteren til programmør, konstruktør, konceptualist og kurator og fremhæver Stanley Fish som den, der teoretisk har været mest ekstrem i den retning.
Spørgsmålet er, om Behrendt så efterfølgende er villig til at gennemføre samme teoretiske refleksioner i forhold til sin egen funktion, ikke som forfatter, men som forsker på en videnskabelig institution.
Man kan være uenig med Stanley Fish på mange områder, men ikke når det drejer sig om en erkendelse af, at litteraturvidenskabens grundlag som videnskab ikke kun er et spørgsmål om forhold af ontologisk og epistemologisk karakter, men også i meget høj grad af spørgsmål af samfundsmæssig, social, økonomisk og juridisk karakter.
Derfor må litteratursociologiske tilgange også stadig have en væsentlig funktion inden for litteraturvidenskaben.
Når Behrendt i den grad kritiserer litteraturvidenskab for gennem en længere periode, på mange områder, at være underlagt et samfundsvidenskabeligt paradigme, kan man tilsvarende kritisere Behrendt for at gøre sig til talsmand for en ny humanistisk og eksistentiel naivisme.
Det er ikke det samme som, at jeg ikke anerkender, at der er to forskellige måder at mødes om litteraturen på, henholdsvis en videnskabelig og en humanistisk og eksistentiel, ligesom det er vigtigt såvel at acceptere en skelnen mellem kunstnerisk og videnskabelig produktion som mellem kunstnerisk udviklingvirksomhed og kunstvidenskabelig forskning.