Læsetid: 6 min.

Ved fiktionens grænse

Knausgårds kæmpeværk finkæmmes, når litteraturnestoren Poul Behrendt bidrager til receptionen med to vigtige fund
5. april 2019

Det er en både generøs og prætentiøs bog, Poul Behrendt har skrevet.

Gennem en nærlæsning af primært ét forfatterskab (Karl Ove Knausgårds), deler han generøst ud af sine møjsommeligt tilegnede læsefrugter. Primært med det lidt småtskårne resultat, at cirka alle andre i den skandinaviske reception har fejllæst Min kamp, 1-6. Læserens temperament vil efter endt læsning afgøre, om taknemmelighedens eller irritationens vægte vejer tungest.

Bogens centralakse er altså en analyse af Knausgårds værk. Når receptionen har overset den vigtigste fortolkningsnøgle, skyldes det ifølge Behrendt en manglende genlæsning af værket. For dets enorme volumen (ca. 3.800 sider) gør, at man i sin førstelæsning umuligt kan fange Knausgårds intrikate organisering af stoffet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

I forbindelse med forfatterens død taler Behrendt i afsnittene ”Dødens vedligeholdelse i 10´erne” og ”Dødens fravær på kulturredaktionerne” om, at der har udviklet sig to vidt forskellige forfatterkulturer, én på universiteterne og en anden i medierne, som står relativt uforstående over for hinanden. De gymnasiale uddannelser og de højere læreanstalter dyrker tekster uden forfattere, mens mediernes kulturredaktioner dyrker forfattere uden tekster. Det har han ret i.

Behrendt giver i kapitel 1 om forfatterens død en meget dækkende og præcis fremstilling, som jeg på de fleste punkter kan være enig i. Der, hvor jeg er uenig, er i de fagpolitiske valg, som han træffer på den baggrund.

I den sammenhæng mener jeg, at det er vigtigt, at fagpersoner med litteraturvidenskabelig baggrund fastholder deres status som videnskabeligt uddannede, uanset om der er tale om produktion af videnskab eller kritik til f.eks. dagblade som Information. Desuden at de fastholder, at når forfattere udtaler sig om deres værker eller udtaler sig i deres værker, så taler de ud fra helt andre perspektiver og tilgange end dem, som videnskabeligt uddannede taler ud fra som fagpersoner, og at videnskabeligt uddannede forfattere gør sig klart, hvilken ”kasket” de har på, når de udtaler sig.

Det er vigtigt, at samtaler på sociale medier og i andre medier ikke får lov at overskygge sådanne forskellige, for hvad skal vi så i sidste ende med kritikere og litteraturforskere. De risikerer at ende som redskaber for opfyldelse af mediernes interesse i nivellering af alle værdier, ud fra primært økonomiske og populistiske hensyn. Ved sin tilgang til forfatteren i det anmeldte værk er Behrendt med til at fremme økonomiske og populistiske hensyn på litteraturvidenskabens bekostning.

Bjarne Toft Sørensen

Med litteraturvidenskabens udgangspunkt i viden fra bl.a. psykologi og historie som videnskaber, er det klart, at forfatteren generelt set ikke ved, hvem hun er, og at hun ikke ved, hvad det er, hun har skrevet. En af litteraturvidenskabens opgaver er derfor bl.a. at forsøge, så vidt muligt, på videnskabeligt niveau, at foretage en bestemmelse af, hvem forfatteren er, og hvad det er, vedkommende har skrevet.

Selv når der er tale om forfatterens brug af fakta i fiktionen, er der tale om produktion af betydning og mening, og her er det ikke muligt for forfatteren af overskride det personlige og dermed subjektive, hvor det netop er et krav til litteraturforskningen, at den forsøger at gøre det. Som sådan er der i skønlitteraturen altid tale om fiktion, også selv om den kan betegnes som autofiktion.

Når forfatteren har givet værket fra sig, har vedkommende ikke længere, på videnskabeligt niveau, nogen priviligeret opfattelse af, hvad meningen er med værket.

Når jeg fremstiller det på denne måde, er der derfor heller ikke tale om påstande på et eksistentielt og et alment filosofisk niveau, og at fastholde denne forskel er vigtigt, netop fordi forfattere, forlag og autenticitets – og identitetshungrende læsere har en interesse i at forplumre og sløre disse forskelle. Det betyder noget i sammenhæng med bl.a. branding, marketing og økonomi.

Det samme gælder i høj grad i medierne, hvor f.eks. unge populære forfatteres påstande om samtidslitteraturen og dens skildringer af personer og samfund tildeles samme status som påstande fremsat af f.eks. dagbladskritikere, litteraturforskere og samfundsforskere.

Bjarne Toft Sørensen

Behrendts skelnen mellem ”begivenhedsfiktion” og ”udsigelsesfiktion” og talen om, at med denne litterære strategi bliver skrivekunsten til ”virkelighedsproduktion”, er central også i forhold til en kapitalisme – logisk forståelse af institutionernes måde at fungere på, og her tænker jeg primært på universiteternes forskning og uddannelse over for mediernes litteraturkritik, når vel og mærke de universitetsuddannede inden for området ikke er sig disse forskelle tilstrækkeligt bevidst, når de fungerer som litteraturkritikere på mediernes betingelser.

I den debat, som Peter Nielsen rejste i Information i 2016, og som i høj grad kom til at dreje sig om autofiktions status som akademisk begreb i litteraturforskningen, var der to deltagere, der ganske vist i begrænset omfang, inddrog egentlige litteratursociologiske overvejelser af den karakter, som jeg kunne ønske mig flere af, nemlig Mette Høeg og Stefan Kjerkegaard.
https://www.information.dk/mofo/velkommen-aarets-vigtigste-litteraere-debat

Hvor førstnævnte med sin egen praksis som litteraturkritiker i medierne i høj grad kom til at begå hybris mod den indsigt, hun giver udtryk for som forsker på universitetsniveau, forstår sidstnævnte nødvendigheden af, som forsker, at beskytte denne position, hvilket kommer til udtryk i nedenstående citat.

”Litteraturdebattører har mere travlt med at forsvare eller hævde den persona, dvs. det billede, som medierne har skabt, end med at være litteraturkritikere eller litteraturforskere. ----Det er i en medielogik en stærk og selvforstærkende proces – man kommer desto mere i medierne – men som litteraturforskning er det muligvis en falliterklæring. Vi må se, hvad fremtiden bringer”.
https://www.information.dk/kultur/2016/06/selvbiografiske-sandhed

Det er til skade for såvel universiteternes forskning og uddannelse som mediernes litteraturkritik, at der mangler såvel forskning som litteraturkritik, der beskæftiger sig med disse institutionelle modsætningsforhold, og hvad det er for faktorer, af især økonomisk og politisk karakter, der fastlåser såvel forsknings- og uddannelsesinstitutionerne som medierne i deres nuværende positioner.

Problemstillingen er ikke ny, men den har i høj grad ændret karakter på grund af især forandringen i mediernes måde at fungere på.

Bjarne Toft Sørensen

Behrendt fremhæver i sit værk, at Min Kamp er et programmatisk brud med alt det, der omskaber forfatteren til programmør, konstruktør, konceptualist og kurator og fremhæver Stanley Fish som den, der teoretisk har været mest ekstrem i den retning.

Spørgsmålet er, om Behrendt så efterfølgende er villig til at gennemføre samme teoretiske refleksioner i forhold til sin egen funktion, ikke som forfatter, men som forsker på en videnskabelig institution.

Man kan være uenig med Stanley Fish på mange områder, men ikke når det drejer sig om en erkendelse af, at litteraturvidenskabens grundlag som videnskab ikke kun er et spørgsmål om forhold af ontologisk og epistemologisk karakter, men også i meget høj grad af spørgsmål af samfundsmæssig, social, økonomisk og juridisk karakter.

Derfor må litteratursociologiske tilgange også stadig have en væsentlig funktion inden for litteraturvidenskaben.

Når Behrendt i den grad kritiserer litteraturvidenskab for gennem en længere periode, på mange områder, at være underlagt et samfundsvidenskabeligt paradigme, kan man tilsvarende kritisere Behrendt for at gøre sig til talsmand for en ny humanistisk og eksistentiel naivisme.

Det er ikke det samme som, at jeg ikke anerkender, at der er to forskellige måder at mødes om litteraturen på, henholdsvis en videnskabelig og en humanistisk og eksistentiel, ligesom det er vigtigt såvel at acceptere en skelnen mellem kunstnerisk og videnskabelig produktion som mellem kunstnerisk udviklingvirksomhed og kunstvidenskabelig forskning.