Læsetid: 4 min.

Venindegruppens giftige magtudøvelser

Margaret Atwoods hårde roman ’Katteøje’ om livet som mobbeoffer er god, men man kommer til at savne den politiske romanforfatter
Canadiske Margaret Atwoods roman ’Katteøje’, som netop er blevet genudgivet, er en bog om giftige pigegrupper. Om veninder, der udsætter hinanden for psykologiske tricks for at kontrollere og holde hinanden nede: trusler, bagtaleri, gruppepres, antydende kommentarer.

Canadiske Margaret Atwoods roman ’Katteøje’, som netop er blevet genudgivet, er en bog om giftige pigegrupper. Om veninder, der udsætter hinanden for psykologiske tricks for at kontrollere og holde hinanden nede: trusler, bagtaleri, gruppepres, antydende kommentarer.

Chris Young

23. april 2019

Canadiske Margaret Atwoods (f. 1939) Katteøje fra 1988, som Lindhardt og Ringhof netop har genudgivet, er en bog om giftige pigegrupper. Om veninder, der udsætter hinanden for psykologiske tricks for at kontrollere og holde hinanden nede: trusler, bagtaleri, gruppepres, antydende kommentarer. Uskyldige handlinger måske, men hvis de står på i lang nok tid, kan det have voldsomme konsekvenser.

Og det har det for den succesfulde maler Elaine Risley, Katteøjes hovedperson. Hun vender tilbage til sin barndomsby Toronto i forbindelse med en retrospektiv udstilling af sine malerier, hvad der bliver den perfekte anledning til også at retroperspektivere hendes liv. I den tidlige barndom legede Elaine kun drengelege med storebroren Stephen, men efter familien slog sig ned i Toronto, måtte hun finde nye legekammerater, nye veninder. Her indtager den dragende og uempatiske Cordelia hurtigt en vigtig plads i hendes liv.

I krydsklip mellem nutid og fortid følger vi gennem romanen Elaine, der går i skole, studerer kunst på universitetet, får en kæreste, bliver mor og siden anerkendt kunstner. Men det er beskrivelserne af Cordelia og venindegruppen i årene op til puberteten, der er bogens kerne. Ud af gruppens fire medlemmer er Elaine det svageste led, og det, der starter som en leg om magt og kontrol, ender i decideret psykisk vold:

»Carol går i samme klasse som mig, og det er hendes opgave at rapportere til Cordelia, hvad jeg gør og siger hele dagen. … På vej hjem fra skole skal jeg enten gå foran dem eller bag dem. Foran er værst, for så snakker de om, hvordan jeg går, hvordan jeg ser ud bagfra. »Lad være med at lude sådan,« siger Cordelia. »Hold op med at bevæge armene på den måde.«

Margaret Atwood: ’Katteøje’.

Gucca
Atwood registrerer minutiøst de ødelæggende magtudøvelser i venindegruppen, Elaines følelse af medskyldighed, frygten for at involvere forældrene samt den selvskade, mobningen munder ud i. Men vigtigst af alt viser hun, hvordan denne følelse fra barndommen hægter sig fast i Elaine. Hvordan hun stadig, nu som 40-årig, betragter sit spejlbillede med den 12-årige Cordelias vurderende blik:

»Krogetheden er begyndt, mundens visnen; konturerne af pludderkød er begyndt af blive synlige, ved hagen, i undergrundsbanens mørke vinduer. Ingen andre lægger mærke til disse ting, medmindre de ser nøje efter, men Cordelia og jeg plejede at se nøje efter.«

Der er noget utroligt trist ved dette portræt af den ensomme Elaine, dette selvhad, som er knyttet til barndomstraumer, men også til det at være kvinde, til et dybt og besværligt had til det kvindelige, som Elaine, uanset hvor feministisk en kunstner medierne ellers portrætterer hende som, ikke kan slippe af med.

Ned gennem tiden

Romanens anslag er overlegent, det introducerer på blot en halv side, næsten nonchalant, hvordan tid ikke er et lineært fænomen: Man kigger ikke bagud på tiden, men »ned igennem den, ligesom vand.«

Det er et fint selvreflekterende udsagn i værket, men jeg ved ikke helt om Katteøjes form egentlig efterlever det? Krydsklipningen mellem Elaines fortid og nutid opretholdes standhaftigt gennem alle romanens 488 sider. Fortiden har selvfølgelig betydning for nutiden, men tiden i værket fremstår udpræget lineær. Det er ikke i sig selv et problem, men det kan godt give én følelsen af, at de indledende og løbende overvejelser om tid mest af alt er filosofisk krymmel, der er blevet drysset på en ellers traditionelt opbygget – og velfungerende, i øvrigt – historie om barndom, mobning og dets betydning siden hen.

Formeksperimentet er med andre ord ikke lige så interessant her, som det f.eks. var i Atwoods strålende historiske værk Alias Grace, hvis kapitler alle var opkaldt efter de quilte, den mordanklagede Grace syr, mens hun bliver forhørt. Værket udformede sig som et kludetæppe af fortællinger, der tilsammen udgjorde fortællingen om Grace – og slog et slag for syhåndværket som værdig kunstart.

Så elegant, kritisk og gennemtænkt fremstår Katteøje aldrig, selv om Atwoods syleskarpe pen af og til viser sig. Som her til receptionen for Elaines udstilling:

»Men alt er parat, de lejede tykstilkede vinglas, flaskerne med middelmådig sprut, mineralvand til afholdsfolkene, for hvem vil servere ren klor fra hanen? Ostene er begyndt at blive hårde i kanterne, de svovlgennemsyrede druer, der dufter sødt og er blanke som voks, trinde af blodet fra Californiens døende markarbejdere.«

Når jeg læser passager som denne, kommer jeg til at savne den politiske Atwood og Tjenerindens fortælling og overvejer, om grunden til at jeg er lidt skuffet over Katteøje, er fordi jeg ventede en stor og verdensomstyrtende samfundskritik og i stedet fik et hårdt og indlevet portræt af en kvindelig kunstner.

De mange slåfejl i den danske oversættelse af Katteøje bidrog dog også til denne følelse af mild skuffelse. Ord, der ikke er delt (»derikke«), kommaer midt inde i ord (»ti, l«) og manglende bogstaver (»Man m ikke«) er ikke forfatterens skyld, men redaktionelt sjusk, der kan tage glæden fra enhver læseoplevelse.

Margaret Atwood: ’Katteøje’. På dansk ved Lisbeth Møller-Madsen. Lindhardt og Ringhof. 488 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Hm. Jeg har en af de tidligere udgaver i paperback. Mine forventninger dengang til Atwood var ikke så høje, som de ville være i dag, men 'katteøje' er en af de bøger, jeg har beholdt til genlæsning gennem mange flytninger. Manglende korrekturlæsning signalerer discount. Det er ærgerligt.