Læsetid: 4 min.

Med venner i lys vi tale

Lommefilosofi, køkkenantropologi og dagligstueteologi mikses frimodigt i mestendels vellykkede samtaler mellem Bo Bergholt Grymer og Simon Grotrian
26. april 2019

»Den gode samtale stræber ikke nødvendigvis mod nogen syntese – og endnu mindre mod konsensus – men den vil heller ikke polarisere. Den gode samtale forudsætter tillid, fordi det er en måde at tænke højt på.«

Citatet fra religionspsykologen Owe Wikströms klassiker, Det blændende mørke (1998), kan næsten stå som en programerklæring for samtalebogen Birken og kirken. Her har teologen, Bo Bergholt Grymer, transskriberet otte frit fabulerende samtaler med sin gode ven, digteren Simon Grotrian, hvor målet ifølge introduktionen hverken er enighed eller afklaring, men nærvær og begejstring over at mødes.

Det kunne derfor tyde på, at vi her i koncentrat møder otte kroneksempler på den gode samtale.

Men den tilstræbte frie og uafsluttede konversation medfører jo samtidig det lidt kedelige, at hverken Gud, naturen, politikken eller videnskaben må operere med definitioner eller konklusioner, fordi det i sig selv er totalitært.

Sandheden med stort S bliver en fælde, som den vakte undgår at falde i. Men den form for relativistisk automatpilot, der fremstiller sig selv som evigt åben, er jo bare en sofistikeret form for lukkethed, som allerede Allan Bloom gjorde opmærksom på i slutningen af 80’erne.

Genuine samtaler med vitalitet og gåpåmod er bogens primære interesse, og her er der flere genuint gode bud. Rammen er den samme for alle otte samtaler: To tekststykker, som de har valgt på skift. Disse tekster indleder kapitlerne, og herefter causerer de ellers lystigt med bremseklodserne frakoblet. Tekstvalgene er varierede, så teologi, filosofi og litteratur filtres frit.

Som oplæg til samtale er der dog besynderlig stor forskel på, om Grymer eller Grotrian har udvalgt teksterne. Hvis Grymer har valgt, så har han ofte gjort sig mange tanker om teksterne og har et par eksterne referencer klar, mens Grotrian ofte næsten kan virke kontrær i sin uenighed: F.eks. begynder han elleve ud af fjorten sætninger på side 249-256 med en variant af »Men«, »Jamen«, »Ja, men« osv.

Birkesaft og altervin

Hvis Grotrian har valgt, er samtalen mindre styret, til gengæld kan Grymer så forekomme vennesæl på den klæge måde, når han redundant giver Grotrian ret i en ret simpel pointe: F.eks. at Højholt er nihilist (»Højholts digt virker som en blindgyde, der blot udtrykker resignation og tomhed«), eller at Kingos Sorrig og glæde er udtryk for en forsimplet, skematisk kristendom (»Ja, så virker Kingos salme mere som en stiløvelse«).

Bogens blandingsforhold mellem birkesaft og altervin virker ikke helt afstemt. Titlen lægger ellers op til et forfriskende udvekslingsforhold mellem ånd og natur, men kulturkritik og dagligstueteologi dominerer samtalerne.

Grymer lover i forordet, at både naturen og troen er »afgørende poler« i samtalen, men teksterne er så godt som rensede for »natur« (på nær den første samtale), mens troen fylder godt op i de fleste udvekslinger.

Grymer doserer her løbende indsigter via sine foretrukne helte – Luther, Løgstrup, Levinas – mens Grotrian oftest holder sig til Den Hellige Skrift. Teologisk udgør de dog en symbiose, hvor de sædvanligvis er enige i en dogmatisk åbenhed og en betoning af den klassiske treklang: tro, håb og kærlighed.

I selve udvekslingen kan de godt strides, f.eks. i fortolkningen af Jesu historie om »Den rige mand og Lazarus«, men konklusionen er stadig uden nævneværdig spænding.

Samtalerne er generelt et smukt eksempel på »indfaldstænkning« (jf. Løgstrup), og noget af det bedste ved bogen er de poetologiske udsagn, som Grotrian spontant lader falde rundt omkring. Hans lyrik har mange poetologiske oneliners, men her er der genuine overvejelser, der også kan bruges som en værknøgle til hans eget forfatterskab. Blot ét eksempel blandt mange: »Men jeg insisterer på, at [digtet] giver en form for mening. Altså, det er meget op til læseren at finde noget … det er måske en protest imod den mere normale måde at bruge sproget på.«

Ordlyden i samtalerne har fået lov at stå uredigeret, og det giver nogle selvmodsigelser hist og her. Grymer siger f.eks efter syv siders flueknepning af Paul Celans digt Af blåt »Det er heller ikke, fordi vi skal lave detaileksegese på digtet«. Øh? Eller senere, hvor han udfolder sin liberalisme, kan han først sige »Liberalismen har også et bestemt kultursyn og menneskesyn« (134), hvorefter han negerer sig selv:

»Liberalismens blinde plet er den manglende kulturbevidsthed« (143).

Eller Grotrian, der først siger:

»Det er blevet sat på spidsen. Men hvor skulle man ellers sætte en sag, hvis ikke på spidsen?« (52) og derefter nuancerer »Men jeg får lyst til at bløde det op, når jeg ser sådan noget som det her, fordi det er sat så meget på spidsen« (247) – det kommer åbenbart i grader.

Desuden: Når man citerer latter (»ha ha ha ha«), er det påfaldende, hvor ofte det opleves som et surrogat for reel komik. Det ville vel ikke være snyd, hvis det bare var renset bort, og man lod læseren snøfte af grin, når lejligheden så opstod mere spontant?

Den væsentligste cadeau til en samtalebog er vel, hvis man som læser ender med at sidde og diskutere med, løfter øjenbrynene, fnyser forarget eller griner flippet. Birken og kirken rummer både gode indsigter og kant, men det bliver sjældent med læseren som en del af samtalen. Derfor bliver bogens samlede udtryk også noget jævn og uforløst.

Bo Bergholt Grymer: ’Birken og kirken. Samtaler med Simon Grotrian’. Forlaget Wunderbuch, 272 sider, 230 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu