50 rupier her og der i et liv uden håb

Det brænder på bjerget (Fire on the Mountain) er titlen på Anita Desais roman fra 1977 (dansk 1984). Romanen beskriver et indisk samfund mellem modernitet og uoplysthed. Socialklasserne lever i enklaver isoleret fra hinanden. Især kvinder og naturen udnyttes i en hastig moderniseringsproces.

I romanens begyndelse får den gnavne rektorenke Nanda Kaul uønsket besøg af sit oldebarn, den opvakte Raka. Nanda kan ikke afslå besøget. Raka har haft tyfus og kan ikke rejse med sin diplomatfamilie til Geneve, hvor faderen skal udstationeres. Den virkelige årsag er dog, at Rakas mor har haft et psykisk sammenbrud.

Nanda Kaul bor alene og bryder sig ikke om andre mennesker. Postbuddets rute på hendes ensomme bjerg imødeses med nervøsitet og modvilje. Breve fra de voksne børn og børnebørn kan kun indeholde krav, som hun ikke magter:

»Hun besluttede sig til at sige ’nej’ lige meget, hvilken anmodning eller bøn, det indeholdt. Nej, nej, nej.«

Udsigten over bjerget Carignano i Kasauli er tilsyneladende naturskøn. Pasteur-instituttet nede ad skrænten producerer medicin og vaccine mod rabies, men instituttet har den uheldige vane at kassere de afbrændte dyreknogler i naturen, hvor sjakalerne spiser dem – og spreder hundegalskaben videre til hunde og andre dyr … En skrue uden ende i et samfund på kanten mellem uvidenhed og modernitet. Nederst på bjerget hygger Indiens rigeste sig på et luksushotel, også de behageligt isoleret fra fattigdommen omkring dem.

Det er blandt andet derfor, Nanda Kaul ikke orker at have noget at gøre med sin omverden. Hun vil bare passe sig selv – til Raka ankommer.

Raka er cirka 12 år, et intelligent lille menneske, der hurtigt forstår, at hun ikke er velkommen. Hun drager på ture ned ad bjerget, observerer, forstår – og skaffer sig mad, for forplejningen hos Nanda Kaul er nærig.

Langsomt åbenbarer romanen familiens livsløgne. Alt ser godt ud, men er det ikke. Nanda Kauls ægteskab med en gymnasierektor var ikke lykkeligt, det er hendes børns og børnebørns heller ikke. Nanda Kaul isolerer sig fra et samfund, der ikke beskytter hende, hvis hun som enlig kvinde vover sig uden for matriklen. Folk er afhængige af familien, og religiøse og traditionelle magthavere kører reelt med klatten i mindre samfund som på Nanda Kauls bjerg. Her er enlige kvinder ilde stedt, som Nanda Kauls gamle veninde Ila Das.

Bombe af ubehag

Ila Das er indisk middelklasse, universitetsuddannet, har undervist i husholdning og klaverspil og er nu uddannet socialarbejder, men uvidende præster saboterer hendes indsats for bl.a. børns sundhed. Hendes økonomi hænger ikke længere sammen:

»Du ved, hvordan jeg har måttet rende fra Herodes til Pilatus for at tjene 50 rupier her og 50 rupier der, det meste af tiden uden at have et værelse, jeg kunne kalde mit, og det er blevet værre og værre,« klager Ila Das med sin komisk skrigende stemme.

Hendes skæbne lyder som den, der ville være overgået de ubemidlede piger i Jane Austens romaner fra begyndelsen af 1800-tallet i England, hvis ikke de havde haft det held at være så kønne, at de kunne gifte sig til en tryg tilværelse. Så køn var den kortbenede Ila Das desværre ikke, og selv ikke hun kan bevæge sig udenfor i sikkerhed, viser det sig.

I romanen anes temaerne fra tidligere tiders holdning til ’udviklingslande’ – som Indien jo var indtil for få årtier siden – hvor økonomisk vækst og storstilede projekter, der så godt ud på papiret, forekom vigtigere end oplysning og rettigheder til borgerne, herunder kvinder. At udvikle begge dele kunne ikke lade sig gøre forstod man.

Romanen er båret af mørk humor og præcise replikker og karakteristikker som her, hvor Nanda Kaul reflekterer over sit oldebarns væsen:

»Nanda Kaul var blevet en enspænder for at tage revanche for et langt livs pligtopfyldelse, men hendes oldebarn var en enspænder af natur, af instinkt.«

Spændingen akkumuleres i romanen, hvor læseren frygter, at den lille Raka vil møde en ækel skæbne på sine strejfture. Slutningen kommer som en bombe af ubehag. Nanda Kaul indser, at selv ikke hun kan bare melde sig ud af samfundet og passe sig selv. Det lidt, hun kunne have gjort for sin omverden, gjorde hun ikke.

Romanen er kort, letlæst, disciplineret. Elegant overflyves perioden fra kolonitiden til nutiden, indignationen holdes diskret tilbage. Men læseren forstår, at 1970’ernes Indien er et råt sted, hvis man ikke er beskyttet af penge eller slægt.

Anita Desai (f. 1937) er én af Indiens mest prominente forfattere, der tre gange har været nomineret til Bookerprisen, en pris, som hendes datter Kiran Desai vandt i 2006 for bogen The Inheritance of Loss (Det tabte land på dansk i 2007 ved Thomas Harder). Begge forfattere er så klart et bekendtskab værd, hvis man vil kende til Indiens reflekterede middelklasse, der vrider sig mellem landets overmåde rige og desperate fattige.

Anita Desai: ’Det brænder på bjerget’. Oversat af Birthe Meiland, Hekla, 1984. 165 sider