Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Disneys genindspilninger af egne animerede klassikere er et af de tydeligste tegn på, hvor idéforladt Hollywood nogle gange – ofte – kan være.
Samtidig er det noget nær sikre penge i banken, fordi det er de mest elskede blandt tegnefilmene – Junglebogen, Skønheden og Udyret, Bambi, Løvernes konge – der bliver til nye værker med en blanding af rigtige skuespillere og en masse computeranimation.
Bedst er genindspilningerne, når de som i Junglebogen tilføjer historien noget nyt. Mest ligegyldige er de, når de som Skønheden og Udyret mere eller mindre bare gentager det, der allerede er. Og værst er de, når de slet ikke engang kan finde ud af at genskabe den magi, der kendetegner originalen, som i Guy Ritchies Aladdin, der har dansk premiere i dag. Hold da op, hvor er det en skidt film.
Historien om tyveknægten Aladdin, der forelsker sig i Jasmin, prinsessen af Agrabah, og får hjælp af en blå lampeånd, Genie, til at vinde hendes hjerte, er i tegnefilmudgaven fra 1992 et festfyrværkeri af visuel opfindsomhed, overgearet humor – mestendels signeret af Robin Williams, der lægger stemme til Genie – og storslåede musicalnumre.
Ikke pondus nok
Den nye udgave af Aladdin, hvor en blå Will Smith spiller Genie, forsøger desperat at gøre det samme, men mangler den første films charme og fantasifuldhed.
I stedet forsøger Ritchie, der vel bedst er kendt for sine overbelæssede periodeactionfilm om Kong Arthur og Sherlock Holmes, at kompensere ved at gøre alting større og mere larmende.
Det er ikke nogen god strategi, for selv om Agrabah ser fantastisk ud – som taget ud af 1001 nats eventyr – og både det flyvende tæppe og Jasmins tiger får overbevisende liv, forekommer det hele så livløst og reelt uden hjerte.
De to unge skuespillere, der spiller Aladdin og Jasmin (Mena Massoud og Naomi Scott), er glimrende og har en fin kemi. Men Marwan Kenzari, der spiller skurken Jafar, der så gerne vil have fat i Genie for at tilrane sig magten over Agrabah, er ikke markant nok til at fylde animerede Jafars store tøfler. Værst af alt er dog Will Smith, der nok er en god skuespiller, men som slet ikke kan leve op til Robin Williams’ original.
Hvem ville overhovedet kunne det? Williams’ Genie var en energisk forvandlingskugle og et produkt af skuespillerens improvisatoriske geni og animatorernes evne til at forvandle hans rablerier til tegninger med liv i. Smith formår ikke at gøre Williams kunsten efter. Han er ikke et væld af parodier og vandede vittigheder, og det føles hele tiden, som om han prøver at blive noget, han slet ikke har format eller pondus til. Og det er vel Aladdin i sin nøddeskal: Den forsøger at være noget, den ikke er, og det burde den have ladet være med.
’Aladdin’. Instruktion: Guy Ritchie. Manuskript: John August og Guy Ritchie. Amerikansk. (Biografer verden over, inkl. Agrabah)
Jeg syntes nu at Aladdin er den bedste af "genindspilningerne" næst efter Junglebogen. Det er en rigtigt underholdende film og slet ikke så skidt som anmelderen påstår. Den er en fest ligesom originalen men med fine uddybninger af karaktererne hvor særlig Jasmin har en større og bedre rolle end i tegnefilmen. Jeg er enig med anmelderen i, at Jafar karakteren var bedre i tegnefilmen men omvendt er hans karakter også så tegnefilmsagtig at de nok var nødt til at gøre ham mere realistisk for at fungere på rigtig film. Will Smih lever ikke op til Robin Williams men det havde også være forkert af ham at prøve. Jeg syntes han gør et fint stykke arbejde og gøre karakteren til sin egen.