Læsetid: 6 min.

Astrid Svangren fremmaner skamløst det feminine – og med morderisk slagside

Astrid Svangrens kontrollerede, men viltre udstilling på Gl. Holtegaard komponerer en sart, generøs verden fuld af skamløs femininitet og suspensefyldte barndomssansninger
Astrid Svangrens feminine æstetik er sart og romantisk med en morderisk slagside, hvor elementerne forbinder sig organisk gennem rummene.

 

Astrid Svangrens feminine æstetik er sart og romantisk med en morderisk slagside, hvor elementerne forbinder sig organisk gennem rummene.

 

David Stjernholm

27. maj 2019

Tirsdag morgen går jeg forbi de friserede blomsterbede på min villavej, der får modspil af tungt duftende lilla syrener. Jeg er på vej mod Gl. Holtegaard for at se den svenske billedkunstner Astrid Svangrens nyåbnede soloudstilling.

Svangren, der inden for de seneste par år bl.a. har udstillet på galleri Christian Andersen og Tranen i Gentofte, har indtaget Gl. Holtegaards symmetriske barokbygning. På min nethinde summer pressebillederne: tørrede blomster og tekstiler i pastelfarver. Udstillingstitlen er et langt digt, der starter sådan her:

Mystery and dream / the self in constant resolution / the words and the colors / cries out who she is. 

Altså, ’ord og farver, der råber op om, hvem hun er’? Jeg har en forventning om at skulle se noget umådeholdent feminint. Uh, bare det ikke bliver en fad feminin kliché – klaustrofobisk som den florlette Stine Goya-afdeling i Magasin?

Men jeg bliver heldigvis overrasket. Svangrens udstilling er kontrolleret, scenografisk, men alligevel vilter og improviseret.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Det skamløst feminine bliver en fællesmenneskelig æstetik – det sarte en fortælling om altings skrøbelighed. Erindringer flagrer ind og ud af hinanden, fragmenter af verden sameksisterer, uden at man behøver at få overblik. Det er, som om at alt i udstillingen berører noget andet – og det er godt og smukt".

Tak for en ellers udmærket kunstkritik. Når "fragmenter af verden sameksisterer, uden at man behøver at få overblik", kan det vel samtidig være svært at konkludere, om der er tale om "en fællesmenneskelig æstetik"?

Når værket forstås i et bestemt perspektiv, fastlåser det så oplevelsen af værket mere end det frigør den? Når kritikeren forsøger at placere værket i forhold til bestemte faser i feminismens udvikling eller drager paralleller til Timothy Mortons begreb om "Dark Ecology", fortæller det så mest om værket eller om kritikeren?

Hvor meget har værket egentlig at gøre med den udvidede fortælling, som kritikeren bidrager med? Er værket ikke så meget mere, som ikke lige kan rummes inden for denne fortælling?

Hvis man skal give et passende kompetent svar på sådanne spørgsmål, skal man kende kunstnerens virke som kunstner og vedkommendes værker ret indgående, og der står man som læser typisk ret forudsætningsløs og bliver måske vildledt af en kritiker, der på dette område også er ret forudsætningsløs?

Her kan jeg drage paralleller til tidligere tiders freudianske og jungianske analyser af kunst, der undertiden fik karakter af "voldtægt", der mere drejede sig om at bekræfte nogle teorier, end det drejede sig om at belyse kunsten.

Det samme skulle nødig gentage sig, når der inddrages tænkere som f.eks. Timothy Morton, Karen Barad, Jane Bennett og Donna Haraway. Undertiden har jeg haft mine betænkeligheder ved læsning af afhandlinger, hvor de pågældende tænkere blev brugt til at belyse kunst af forskellig art.

I en anden side af feminismen har Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE), lavet en undersøgelse, der viser at mænds vold mod kvinder koster EU´s medlemsstater 2.260 mia. kr. pr år.

Kilde: https://eige.europa.eu/

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Måske skal jeg ikke forstå Svangrens feminine sprog som bundet til en idé om naturlig kvindelighed, men som et kompositionsredskab til generøst at forestille sig hele verdens og ikke mindst naturens sårbare, cykliske energi?"

Mange billedkunstnere er forholdsvis lidt reflekteret planlæggende eller konceptuelle i deres tilgang og i højere grad sansende og intuitivt eksperimenterende på en legende måde under de givne betingelser. Måske er der ikke så meget, der skal "forstås", men snarere noget, der skal sanses og opleves uden alt for meget refleksion?

Det stiller kritikeren i en lidt vanskelig situation, for omtalen af værket kan jo ikke bestå i en konstatering af, at læseren selv bliver nødt til at komme og opleve værket for at få en fornemmelse af, hvad den drejer sig om.

Det bedste i den situation må for mig at se være, at kritikeren giver læseren faktuelle oplysninger om værket samt videregiver sine umiddelbare oplevelser af det, sådan som det også gøres i størstedelen af artiklen.