Læsetid: 11 min.

Ateismen er blevet mangfoldig

Ateismens historie har været kendetegnet ved pointeret negation: Vi er dem, der ikke tror på guder. Dette ’vi’ bliver sjældent bragt i organiseret fællesskab, for som det ofte lyder: Man laver heller ikke en klub for folk, der ikke samler på frimærker. Men det skyldes måske, at der gives mange slags ateismer?
Ateismens historie har været kendetegnet ved pointeret negation: Vi er dem, der ikke tror på guder. Dette ’vi’ bliver sjældent bragt i organiseret fællesskab, for som det ofte lyder: Man laver heller ikke en klub for folk, der ikke samler på frimærker. Men det skyldes måske, at der gives mange slags ateismer?

Emilie Noer Bobek

7. juni 2019

Ateismen er gennem de seneste 20 år støt og roligt vokset frem til at blive en dominerende position i Vesten. Det skyldes blandt andet, at vi i kølvandet på terrorangrebet i New York den 11. september 2001 fik et helt lille bibliotek af indflydelsesrige religionskritiske bøger på det engelsksprogede bogmarked. Richard Dawkins skrev bestselleren Illusionen om Gud, filosoffen Daniel Dennett skrev Breaking the Spell, mens neuroforskeren Sam Harris udgav Troens fallit og Brev til en kristen nation. Den polemiske litterat og journalist Christopher Hitchens bidrog også med det mere politisk orienterede bind, Gud er ikke stor. På det europæiske kontinent var der også kritiske røster fra f.eks. Michel Onfray i Frankrig, Lone Frank i Danmark og Julian Baggini i England.

Kataklysmen af religionskritiske bøger virkede som en unison afstandtagen fra irrationalitet og underdanig traditionalisme. Det, der samlede, var modstanden. Her næsten 20 år efter 9/11 kan en stigende pluralisme blandt ateister dokumenteres. Modstandskampen er ikke længere forenende, og der er mange forskellige standpunkter til det, der afvises.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Jensen

Fin artikel
Når jeg læser artiklen, slå men hjerne krøller, det er som at der er to retninger
der peger i begge retninger, som både er rigtig og forkert, på en gang.
jeg fald over denne.
"For det andet synes bogen fra et idéhistorisk synspunkt at hoppe i en klassisk fælde, nemlig at der ikke er nogen logisk sammenhæng mellem en idés opståen"

Den er lidt rigtig og meget forkert.
logisk sammenhæng mellem en idés opståen, de 6 der opfandt lys pæren, der hænger, idéen og den opstået opfindelse sammen.

Kan man forklare "Max Planck Unschärfe" uden der stor logisk sammenhæng mellem en idé
og der der opstår,
"Max Planck Unschärfe" er kort fortalt når det, man måler med, er større end det,
der måles på, kan man ikke måle. og når det bliver meget småt, opstår der en uskarphed
og slør, som ikke kan overvindes.

For mig er det idéhistoriske religionerne, er ren magtpolitik, hvor tro kun er værktøj til at bevare
magten.

Karsten Jensen

Siger undskyld til alle
jeg huske forkert på Max Planck og Werner Heisenberg

Max Planck tidsenhed hænger sammen med,"mindst mulige tid for information" og
Werner Heisenberg Unschärferelation

For begge der der, logisk sammenhæng mellem idés og dens opståen