Læsetid: 4 min.

’Battle’ er en klichéfuld fryd af en teenagedansefilm

Nyt norsk dansedrama opsummerer dansedramagenrens klichékatalog og minder en om, hvorfor de virker
Den norske ungdomsfilm ’Battle’ er brygget på alle tænkelige klicheer. Ifølge anmelderen er den en af den slags film, hvor karaktererne undlader at foretage sig ellers indlysende ting, fordi det er belejligt for plottet, at en situation spidser til.

Den norske ungdomsfilm ’Battle’ er brygget på alle tænkelige klicheer. Ifølge anmelderen er den en af den slags film, hvor karaktererne undlader at foretage sig ellers indlysende ting, fordi det er belejligt for plottet, at en situation spidser til.

Jørgen Johansson

3. maj 2019

En af mine favoritklicheer fra filmens verden er den om et (typisk ungt, smukt og håbefuldt) menneske, som er ret god til at leve op til omgivelsernes forventninger, men også bare lader sig styre af dem.

Hun kan godt finde ud af tingene, men de giver ikke rigtigt mening for hende i sig selv. Ikke før hun en skønne dag møder en person (typisk lækker, jævnaldrende og af det modsatte køn), der viser hende, hvordan man sprænger rammerne, følger sine egne impulser og dermed udfolder sit sande og særegne potentiale.

Som regel kommer den lækre selvrealiseringskatalysator fra et helt andet miljø end hovedpersonen. Dette miljø byder hovedpersonen velkommen og præsenterer hende for nogle nye værdier, som beriger hendes liv. 

Efter nogle forviklinger, der typisk handler om at vakle i troen på både sig selv og det nye spændende menneske, realiserer hun sig selv som individ på måder, der aldrig havde ladet sig gøre uden de andre. Der er ingen modsætning mellem individualitet og fællesskab, hvor heldig kan man være!

Selvrealiseringen kan finde sted gennem sport eller kunst, men allerbedst er det, når det er i dansen, hovedpersonen lærer sig selv at kende i mødet med andre. Så ender filmen typisk med et stort optrin, hvor alle danser, mens rulleteksterne løber ned over lærredet.

Rig pige møder fattig dreng

Den norske dansefilm Battle af Katarina Launing følger denne kliché til punkt og prikke. Det er som at se den amerikanske dansefilm Save the Last Dance (2001) hensat til Bergen. Filmens hovedperson, Amalie (spillet af Lisa Teige, der spillede Eva i Skam), er en ung pige, som går på en skole for moderne dans. Hun kan sine trin, men som den skrappe og perfide danselærer Birgitta (Karen-Lise Mynster) siger, så udtrykker de ikke rigtig noget, når hun danser dem.

»Når jeg ser på dig, så ser jeg ingenting,« hvisler Birgitta, og det er jo noget af et problem for en danser.

Amalie bor med sin far i et stort, fornemt hus, og hele hendes vennekreds består af velhaverbørn. Hendes kæreste Aksel (Vebjørn Enger) har den slags langt tilbagestrøget hår, der typisk sidder på hovedet af rige, men overfladiske (soon to be eks-)kærester til kvindelige hovedpersoner i ungdomsfilm. Amalie og hendes far har på hver deres måde travlt med at opretholde facader og lever derfor nogle liv, der er uautentiske (og dermed i bund og grund ulykkelige).

På grund af skæbnens ugunst eller en fejlslagen strategi for tilværelsen bliver Amalie tvunget til at øve sig i et dansestudio i en ungdomsklub i en forstad, der er så fattig, som en norsk forstad nu kan være. Her møder hun den lækre jævnaldrende dreng Mikael (Fabian Svegaard Tapia), som forelsker sig pladask i hende og begynder at lære hende at danse hiphop. Det viser sig at være den perfekte kur mod intetsigende middelmådighed.

Forude venter en vigtig prøve, hvor én og kun én fra Amalies dansehold vil blive optaget på en prestigiøs danseskole, så det er et belejligt tidspunkt at forbedre sig på. Den battle, titlen refererer til, er både den indbyrdes konkurrence blandt de perfektionistiske danseelever og en stolt gammel hiphopdisciplin, hvor dansere battler i freestyledans.

Battle-miljøet modtager hende med åbne arme og præsenterer hende for nye værdier som attitude og originalitet, men også nye koder, hun lige skal lære at kende. Der hvor hun kommer fra, er konkurrence og aggression altid underforstået, i battlemiljøet er konkurrencen eksplicit og aggressionen kun for sjov.    

Potentiale til at irritere

Battle er en af den slags film, hvor karaktererne undlader at foretage sig ellers indlysende ting, fordi det er belejligt for plottet, at en situation spidser til. På samme måde dukker de pludselig op i hinandens nærhed, når det er belejligt for såvel plottet som hovedpersonens personlige udvikling.

Karaktererne omkring Amalie har kun de karaktertræk, hun kan lære noget af. Farens fejhed kan hun spejle sig i, rivalens præstationspres kan hun blive skræmt af, bedsteveninden fungerer som en slags ekstern samvittighed, og Mikael er en drøm af nyfunden kropslighed og ubetinget anerkendelse. 

Filmen har potentiale til at irritere selv de mest blødsødne serietudere, fordi den så benhårdt følger klicheerne og prøver at piske en følelsesmæssig stemning op ved hjælp af falske modsætninger og usandsynlige sammenstød. Men hallo, de danser, og det gør de virkelig godt, så for denne anmelder var Battle en banal fryd.

Måske er det et paradoks, at en hyldest til det at sprænge rammerne i den grad holder sig inden for de rammer, som hundredvis af film har udstukket før den. Men når filmens dansere begynder at danse, er jeg mere end villig til at tilgive Battle dens klodsede måde at være konventionel på. 

’Battle’. Instruktion: Katarina Launing. Manuskript: Karsten Fullu baseret på en bog af Maja Lunde. Norsk. Vises i biografer landet over. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu