Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Beastie Boys giver os det store amerikanske mixtape i brølende bogform

Beastie Boys gramsede, der hvor det kildede allermest. I en ny 576 sider fed og 1,6 kilo tung gennemillustreret moppedreng af en (lidt for lang) selvbiografi fortæller gruppens to overlevende medlemmer anekdotisk og episk om tilblivelsen af den legendariske hiphop-trio
Kultur
1. juni 2019
Mike Diamond, Adam Yauch og Adam Horovitz i 1985 i New York. Beastie Boys har altid været mere end rigeligt. Faktisk nogle gange for meget. Og det er Horovitz og Diamonds bog Beastie Boys Book også. En 576 sider fed og 1,6 kilo tung, gennemillustreret, fotofornøjelig, anekdotisk og episk, personligt svunget og kulturelt observant moppedreng.

Mike Diamond, Adam Yauch og Adam Horovitz i 1985 i New York. Beastie Boys har altid været mere end rigeligt. Faktisk nogle gange for meget. Og det er Horovitz og Diamonds bog Beastie Boys Book også. En 576 sider fed og 1,6 kilo tung, gennemillustreret, fotofornøjelig, anekdotisk og episk, personligt svunget og kulturelt observant moppedreng.

Janette Beckman

Det er 1981, og New York er royally fucked. Kun seks år efter, at byen var under to timer fra konkursbegæringen, er det stadig en fattig by – og en af de farligste af slagsen. Til gengæld kan du leve i det rådne æbleskrog for ganske få dollar. Hvis du er klar til kakerlakker, rotter og overfald. Det er et betinget paradis for bohemer, kunstnere, hustlere. Og et ubetinget paradis for musikbesatte møgunger.

Tre af dem er begyndt at lave musik sammen. Michael Diamond, Adam Horovitz og Adam Yauch. De spiller hardcore, punkens brutale afkom. De kalder sig Beastie Boys og udlever genrens doktrin om at spille højere, hurtigere og kortere.

»At skrive hardcore-sange er ikke så kompliceret«, lyder det fra Mike Diamond. »Kør det her stykke otte gange, det her stykke fire gange, gentag én gang, slut. Ret hurtigt havde vi omkring 20 minutters egenkomponeret musik.«

Hardcore er den ultimative amokmusik, skræddersyet til elektriske storbykids med zapperopmærksomhed og energioverforsyning. Men lige om hjørnet venter den egentlige revolution i møgungernes hoveder og kroppe.

Hiphoppen boomer fra det nordlige New York og ned gennem Manhattans linealgader, ned i Downtowns vildt sammenfiltrede nervenet.

Du kan selv læse det i den flerstemmige selvbiografi og uregerlige collagemaskine kaldet Beastie Boys Book, skrevet primært af de to overlevende beasties, Mike Diamond og Adam Horovitz.

Én lang røverhistorie

Sjældent har det været så sjovt at genopleve et levet liv som i selskab med Beastie Boys og deres b-boy-bibel. Én lang røverhistorie fortalt af to stærkt ophidsede børn, der lige har gravet sig ud af et sukkerbjerg med mundene forrest. Ét langt skateboard-trip ned ad en graffitispraymalet memory lane.

Beastie Boys har altid været mere end rigeligt. Faktisk nogle gange for meget. Og det er Horovitz og Diamonds Beastie Boys Book også. En 576 sider fed og 1,6 kilo tung, gennemillustreret, fotofornøjelig, anekdotisk og episk, personligt svunget og kulturelt observant moppedreng.

De to hovedforfatteres ubesværede adgang til barndommens sprog og begejstring er mindblowing. Deres detaljerigdom fra en svunden tid er berusende. Deres generøsitet er ganske overvældende.

Kakofoni fra potpourri af kilder

Alt synes at ske i begyndelsen af 80’erne i New York City. Diskoen er ved at mutere til house. Punk er blevet til hardcore. New wave-rock bryder nyt land. Og hiphoppen dunker som en uregerlig vekselstrøm gennem byens gader.

Som en af de mange gæsteforfattere i bogen, Luc Ponty, skriver i det fremragende første kapitel om New York 1981, så er musikken en kakofoni fra et potpourri af kilder:

»Den er overalt, om du kan lide det eller ej. En sang kan komme fra (radiostationen, red.) WBLS, mens du går op ad trappen fra undergrundsstationen, og du kan fange den på en radio, der spiller i en forbipasserende bil. Den samles op af en udendørshøjttaler ved en kiosk, fortsættes af en boomboks hægtet på en, der går i den anden retning, genoptages af en anden boomboks i kurven på en cykel, der væver sig ind og ud af trafikken, afsluttes på et pizzeria, du lige er gået ind i for at få en slice.«

Han har/har ikke en boblemaskine

Beastie Boys Book er ikke kun en selvbiografi, det er også en flerstemmig kulturhistorie. Og denne polyfoni af fortællerstemmer gør den også til en påmindelse om, at erindringen er forræderisk og til diskussion, især når fremmede stemmer bryder ind i de to hovedforfatteres skrift.

Tag bare Diamonds kapitel om produceren Rick Rubin, som han hævder har en boblemaskine. I margenen svarer Horovitz i blå tekst.

»Han havde ikke en boblemaskine.«

Diamond svarer i rød skrift:

»Well, jeg har tilfældigvis Rick Rubin lige her …«

Hvorefter Rubin svarer i grønt:

»Jeg havde rent faktisk adgang til bobler.«

Denne passage er så endnu sjovere i den lige så fabelagtige lydbogsudgave af Beastie Boys Book, hvor hver af de tre herrer svarer med egne stemmer. Og hvor der også er oplæsninger af deres tekster foretaget af Jarvis Cocker, LL Cool J, Sonic Youths Kim Gordon, Snoop Dogg, Jon Stewart, Steve Buscemi, Bette Midler.

Til gengæld er lydbogen så ikke rigt illustreret med alle de gakkede og nostalgiske fotos, rigt dekorerede kassettebåndscovers, håndskrevne setlister, tegneserier, tabloidforsider og newyorkkort …

Drinksbilletter er skelsættende

Især kortet over New York giver mening, for Beastie Boys Book er – også – et ekstatisk billede af New York især i de tidlige 80’ere med legendariske klubber som Mudd Club og Danceteria, som møgungerne nu døbt the beasties får skaffet sig adgang til på trods af, at de er mindreårige.

Ja, de er så elskelige, at de også får fingre i de forjættede drinksbilletter – hvilket beskrives som endnu mere skelsættende end at miste sin mødom.

Så dér står de så på taget af fleretagersetablissementet Danceteria og ser ned på gaden, mens de drikker margaritas. Og deres ven Cey siger:

»Wauw, heroppefra kan jeg se togstationen, men dernede fra kan jeg ikke se herop.«

De er trådt ind i de voksnes verden.

Adam Horovitz’ playliste fra Danceteria dokumenterer i disse tidlige 80’ere et vildt mix af musikgenrer. Der er gotisk rock fra britiske Bauhaus, synthpop fra Yazoo, ufattelig electro, danske Laidback og hiphop fra Soul-Sonic Force.

Og man mindes om, hvor kulturelt kannibalistisk hiphop var i sin tid.

»Hardcore handler så meget om begrænsninger – kortere, simplere, mere fart, højere lydstyrke,« observerer Mike Diamond om genren, som Beastie Boys er ved at smide i skraldespanden, da først de taber mund, næse og ører i benovelse over hiphoppens altfortærende morskab.

»Breakbeats og hiphop handler helt og holdent om det grænseløse – grænseløse muligheder, grænseløs forestillingsevne.«

Det handler ikke længere om »The Great American Songbook«, men om »The Great American Mixtape«. Det handler om at stjæle – sample – så kreativt som muligt, finde de bedste beats og lyde og loope dem, så de bliver så uimodsigeligt groovy som overhovedet muligt.

Hiphop scratcher alt andet ud af trioens bevidsthed. Møgungerne får blæst deres horisont pivåben og begynder at fortære verden i rim. Og det egentlige Beastie Boys er født.

Undskylder de sexistiske tekster

Jeg skal ikke besvære jer unødigt med The Beastie Boys’ succeshistorie. Blot nævne at efter sangen og den medfølgende musikvideo til »(You Gotta) Fight For Your Right« udkommer i 1987, stikker det af for Beastie Boys internationalt.

Jeg husker selv det brølende mix af rock og råberap og ikke mindst linjerne »your mom threw away your best porno mag«, der resonerede hos mangen en rødmende teenager, også i Holbæk.

Vupti, var Beastie Boys tre drengerøve med millioner af fans. Og de lægger ikke skjul på, at det ikke altid var lige charmerende. Ja, selv om disse linjer kommer tidligere i Beastie Boys Book og handler om deres barndom, så passer de også på deres år som nyslåede verdensstjerner:

»Dét, der er så fantastisk ved at være et barn, det er, at der aldrig er et større perspektiv. Der er så mange »kan jeg?« såsom »springe det her hegn i luften?«, men sjældent et »hvad sker der bagefter?«, skriver Horovitz.

»Implikationer er ikke rigtig en del af en 12-årigs leksikon.«

Og heller ikke noget de tænker så meget over i begyndelsen af deres 20’ere, da de tager på deres første turné og har gogodansere i bur og en halvanden meter høj, hydraulisk pik, der rejser sig under deres gennembrudshit.

Det gør de ikke så stort et nummer ud af i bogen, herregud, de var jo bare nogle liderlige møgunger. Men de fortryder siden de misogyne, sexistiske og homofobiske tekster, som har figureret fra begyndelsen, herunder den tidlige »Don’t Be A Faggot«, siden »The New Style« og »Girls«.

Allerede i 1998 har de tænkt sig om på »Song For a Man« rapper de:

»Why you gotta be / Like you got the right / To look her up and down.« Og i bogen citeres Horovitz for i 1999 i Time Out New York at sige »Time has healed our stupidity.«

Venner gør ikke den slags pis

De er blevet ældre og klogere og er ikke blege for at anerkende og demonstrere det. Horovitz og Diamond bruger således deres adgang til populærkulturen og deres taletid i Beastie Boys Book til at undskylde flere fejltagelser. Ikke mindst over for Kate Schellenbach, som var medlem af Beastie Boys i de tidlige 80’ere, og som de smed ud.

Det sker i Horovitz’ kapitel »Become What You Hate«, hvor han forklarer, at de havde så travlt med at gøre grin med de sexistiske pikfikserede rockpersonaer, som punken hadede så intenst, at de selv blev det. For en stund. »Venner gør ikke den slags pis.« Og det klæder dem at undskylde, ja, de giver endda Schellenbach, der siden bliver trommeslager i det forrygende pigeband Luscious Jackson, hendes eget kapitel.

De giver også ordet til forfatteren Ada Calhoun, der i sit kapitel forsøger at komme overens med det faktum, at hun hadede sexisme, men elskede Beastie Boys, da de brød igennem. Hun forklarer det på flere måder:

»Hypotese A: Vores kritiske evner slukkes af lyst.«

»Hypotese B: Vi antager, at de joker. Og mange af os føler os indforståede med joken.«

Og Calhoun konkluderer, at »Deres feministiske reformation bekræftede vores oprindelige tolerance.

Uforstående, uvidende pladebranche

Beastie Boys Book er ét stort spraglet, rodet, lyksaligt mixtape med sit kor af stemmer og overflod af elementer, herunder også madopskrifter. Et for langt mixtape, men alligevel fyldt med glimtende ædelstene.

Det fortæller os, at Beastie Boys opstod i et for længst svundet New York. Det her kunne aldrig ske i nutidens kosmopol, for der ville drengene have for travlt med at tjene til huslejen. Ikke noget med at fjolle rundt. Og hvor skulle de også inhalere deres vilde multikultur i en by, hvor de spændende, anderledes, skæve spillesteder lukker på stribe?

Hiphop var morskab, og det er der ikke plads til længere i The Big Apple. I dag er hiphop oftere et karrierevalg. Til gengæld skal man så ikke længere købe haglpistoler for at skyde rotterne i ens lejlighed, som Diamond og Adam Yauch var nødt til.

Beastie Boys Book er også murstenen om en uvidende pladebranche, der slet ikke forstår det seismiske skift i musikkulturen.

Hvad de har på hænderne. De beskriver møderne med uforstående pladeselskabsdirektører, herunder en med lille hippiepisk i nakken og Grateful Dead-T-shirt, der forklarer dem, at de sylter gruppens andet album Paul’s Boutique, fordi de vil satse alle kræfter og penge på Donny Osmonds album Sacred Emotion.

Jeg måtte slå det op. Det findes det album, og det er kun på grund af Beastie Boys Book, at det for en kort stund bliver husket igen i populærkulturen her 30 år senere. Mens Paul’s Boutique står som et samplerdelisk mesterværk.

Afsked med Yauch

Der er et udtalt uskyldstab i bogen, men også en glæde over voksenlivet, børn, kærester, koner – med på turné og så videre. Og sammen med Beastie Boys er hiphoppen også blevet voksen og rig på historie og tradition.

I dag kan genren vinde Pulitzer-pris, den analyseres på universiteter, og store kritiske stemmer som Kendrick Lamar og Childish Gambino prikker der, hvor det gør mest ondt i den amerikanske kultur.

Beastie Boys gramsede der, hvor det kildede allermest. Energien, humoren (sort, ironisk, infantil) og den konsekvente legesyge og genopfindelse var deres brændstof. Og så pludselig en dag løb de tør. Den ene tredjedel af trioen, Adam Yauch, døde den 4. maj 2012 af kræft, 47 år gammel.

»Yauch, Mike og jeg har brugt mere tid med hinanden end med vores egne familier. VIRKELIG«, skriver Adam Horovitz.

Beastie Boys Book står også som den smukkeste ode til Adam Yauch, der ifølge deres udsagn var en stor teknologisk begavelse, en filantrop, praktiserende buddhist og larger-than-life-eventyrer.

Michael Diamond tager afsked med ham på smukkeste vis med sin playliste over Yauchs yndlingsmusik. Tjek denne beskrivelse af Yauchs kærlighed til Bob Marley – og til sine venner:

»Hvis Yauch satte det her på og så, at du ikke kunne mærke det, så ville det her drilske smil brede sig over hans ansigt. Og han ville ligesom danse over til dig og også få dig op at ringe.«

Michael Diamond og Adam Horovitz m.fl.: Beastie Boys Book (Faber & Faber)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her