Læsetid: 3 min.

’Bestiarium’ er en svimlende og lidt for hittepåsom håndbog

Bevidsthedsudvidende og forceret opslagsværk
3. maj 2019

Min yndlingskortfilm Powers of Ten (1977) åbner med billedet af et par, der sidder på et tæppe i en park. Hvert tiende sekund rykker kameraet ti gange længere væk fra dem: 100 meter, 1 kilometer – og sådan fortsætter det, indtil grænsen for det observerbare univers ved 1024. Herfra zoomes der ind, men da kameraet atter når til parret, fortsætter det forbi hudceller og kvarker, indtil det ender helt nede ved atomet.

På enkel vis indfanger filmen, hvor svimlende verden er fra andre perspektiver end det, vi møder den med til daglig.

Noget lignende forsøger Carsten Müller Nielsen sig med i sit lille Bestiarium, hvis titel er en middelalderlig latinsk betegnelse for en naturhistorisk håndbog. Den føjer sig dermed til den korte række af danske fiktive opslagsværker – hvoraf de mest nævneværdige er 1990’er-klassikeren Brøndums Encyklopædi og Niels Henrik Svarre Nielsens monstrøst mærkelige Biografisk Skygge Leksikon – der med inspiration fra Jorge Luis Borges udnytter genrens autoritative sprog til at rykke ved vores vaneforestillinger.

De fleste af teksterne er korte og mimer encyklopædiens form, tone og henvisninger til andre opslag. Blandt emnerne er fyrretræ, kuglefisk, osmose og papegøje, men også mere suspekte som gravfrø, incipitmide og kræftbægersvamp.

Uanset om fænomenerne er fiktive eller faktiske, rummer de fleste af teksterne nye synsvinkler på verden. Vi hører om blodsnyltere, der »blev anset som overtro, indtil en forbedring af mikroskopiteknologien i sidste halvdel af 1800-tallet gjorde det muligt at undersøge disse dyrs vidtstrakte kosmos«, eller om børsteormen, der »opfatter alt i sine omgivelser som forskellige blandingsformer af det samme materiale«.

Carsten Müller Nielsen: ’Bestiarium’

De bedste tekster er herligt svimlende angreb på den gængse verdensorden og logik. Vårfluen er for eksempel slet ikke en flue, »men en slags materialiseret drøm på stadiet mellem let søvn og opvågnen«.

Betegnelsen ’behemoth’ – et entals substantiv med flertalsendelse på hebraisk – dækker over et væsen, som samtidig er »flere enheder, væsener eller genstande, der som fugleflokke, fiskestimer eller insektsværme tilsammen udgør en så monstrøs entitet, at dens omfang og hensigter er ufattelige«. Og endelig er et velplaceret ’derfor’ i afsnittet om fluen med til at skabe en urimelig kausalitet, der samtidig er et virkelig stærkt billede:

»Den bevæger sig ubesværet i alle retninger og er kendt som et udrensende væsen, der tiltrækkes af opløsning og nedsvælger råddenskab. Når verden slutter, bliver det derfor som en planetstor fluesværm, der et øjeblik samles for derefter at skilles og forgå«.

Mærkværdigheder

Kvaliteten af teksterne er generelt svingende. Mange opslag starter med at handle om ét emne og fortaber sig i et andet undervejs, hvilket hurtigt får et mekanisk præg. Det samme gør den udbredte tendens til at tillægge dyr og planter menneskelignende følelser og aktiviteter: Birken er et »lyskrævende og balletelskende løvtræ«, egetræer drømmer om elefanter, vagtlen er bange for mørke, igler lider af dødsangst, og ædelsangeren »synger overleverede viser om kontinentalpladernes langsommeligt drivende bevægelser«.

I længden kommer den slags til at virke hittepåsomt, som om alting pinedød skal vendes til noget nyt, usædvanligt og helst også en anelse humoristisk. Mindst vellykkede er de afsnit, der slet ikke forholder sig til opslagsværket som genre, men i stedet er absurde noveller på helt op til ti sider. Her er mærkværdighederne mange og forcerede, som når det i bedste onkel-anekdote-stil lyder:

»En mor og en far kom hjem fra hospitalet efter et akut kejsersnit, men havde glemt deres baby […] Så kørte faren tilbage til hospitalet, men dér havde man ingen babyer i overskud«.

Dog vil jeg også gerne påpege, at når besjælingerne lykkes, lykkes de virkelig godt. Her tænker jeg særligt på afsnittet om krill, der lever i enorme mængder i verdenshavene, men »ikke har anden grund til at bevæge sig tilfældigt omkring, end ønsket om et øjebliks fred«, hvilket skaber et ulykkeligt mylder af væsener, der forsøger at komme væk fra hinanden.

Endelig er jeg nødt til at citere hele opslaget om undulaten, der blot lyder:

»Et lille dyr, alle er enige om findes«.

Teksten sætter en kile ind mellem dyret og vores traditionelle opfattelse af det, i sin helt urimelige antydning af, at undulaten ikke nødvendigvis findes, men blot at vi er enige om, at det forholder sig sådan. Så elegant, sjov og virkelighedstrodsig er Bestiarium, når den er bedst.

Carsten Müller Nielsen: ’Bestiarium’. Jensen & Dalgaard, 84 sider, 240 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu