Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Bo Holtens opera ’Schlagt sie tot!’ om Martin Luthers liv påtager sig en større opgave, end man kan bede et enkelt kunstnerisk projekt om

Luther satte musikken meget højt. Det er på ingen måde en dårlig idé at prøve at fremstille hans liv og skæbne i en opera. Men en vis protestantisk pligtopfyldenhed og ambitiøsitet gør projektet til en, hvis ikke anstrengende, så i hvert fald ganske krævende kunstoplevelse. Bo Holtens ’Schlagt sie tot!’ spiller i Malmø lige nu
’Schlagt sie tot!’ tager på menneskelig vis munden for fuld, men det er svært at komme i tanker om nogen mere vedkommende opera lige nu

’Schlagt sie tot!’ tager på menneskelig vis munden for fuld, men det er svært at komme i tanker om nogen mere vedkommende opera lige nu

Jonas Persson

Kultur
22. maj 2019

Eva Sommestad Holten er en begavet librettist. Operaen Schlagt sie tot! har været et projekt siden 2015 op til Luther-året i 2017, men det er først nu, at den ender med at få sin urpremiere i Malmø med en libretto oversat til tysk.

At skrive en opera om Luther kræver naturligvis både historisk indsigt og historisk perspektiv.

Man kan ikke bare fejre manden, der med sine ideer efterlod et kaos af voldelige opstande, og som nazisterne i sidste ende kunne trække på i deres had til jøderne. Men man kan prøve at portrættere ham fyldestgørende, at vise ham med både lutten og ølkruset, som ung og inspireret, som gammel og desillusioneret, som genial og som katastrofal.

Dette lever Sommestad Holten så fulde op til. Men hun føler sig samtidig forpligtet til at gøre rede for en lang og kompliceret historie og at inkludere mange historiske detaljer og optrin og vigtige historiske personer. 

Det bliver til en lang lineær handlingsgang fra Luthers yngre dage ved universitetet i Wittenberg, hvor vi præsenteres for både den unge professor Melanchton, Luthers ven og kollega, hans anden mere bidske kollega Andreas Karlstadt, maleren og vennen Lucas Cranach og hans kone Barbara.

Det fremgår, at man er begyndt at brænde Luthers skrifter, hvorfor Luther som genmæle brænder bandbullen og pavens kanoniske ret i et kæmpe scenisk bål. Som intermezzo illustreres det ligeledes, hvordan Karlstadt anfører billedstormerne, der raserer kirkerne og fjerner deres helgenbilleder.

Luther står frem på rigsdagen for Kejser Karl 5. og nægter at trække indholdet af sine bøger tilbage, hvorfor han må leve et år i eksil, hvorefter han vender tilbage og har oversat biblen til tysk. Bondeopstanden breder sig og når også Luthers fødeby Eisleben, hvor klosteret Helfta er brændt ned af bønderne.

Luther tordner mod den opstand, han selv har været med til at starte og får sagt de skelsættende ord:

»Schlagt sie tot!«

Andet akt går for en kort stund ned i et mere kontemplativt gear, hvor Luther prøver at få styr på sine dæmoner og på Cranachs råd at vende sig mod et hverdagsliv. Han gifter sig med nonnen Katharina von Bora.

I det politiske liv prøver landgreven at forene de protestantiske grene ved at invitere dem til sit slot i Marburg, men Schweizeren Zwingli og Luther er i tvekamp om nadveren, og missionen mislykkes.

Her springer operaen 15 år frem til en tid, hvor intet er kommet længere, og alt stadig er strid og tumult, og til en Luther, der klager sig:

»jeg havde forestillet mig kætterbål eller sejr – ikke denne her sump!«

Gammel og træt dør han, mens krigen kommer, og kejseren og de katolske tropper belejrer Wittenberg.

Træt i bolden

Alt dette er naturligvis i referatets korte form hurtigere opsummeret end sunget. Og i løbet af de tre timer operaen varer inklusive pause, bliver man lidt informationsøm og træt i bolden. For oven i det menneskelige portræt plus den historiske redegørelse har Sommestad Holten endnu flere ambitioner.

De store pointer om trykkekunstens indflydelse og betydningen af biblens oversættelse skal også have plads med Cranachs store trykkeri på scenen, og ikke mindst skal der være plads til musikken og at fortælle om, hvordan Luther selv elskede musikken, spillede lut og sang og skrev og komponerede salmer. Det er bare en stor mundfuld.

Hvad man savner i operaen, er en større musikalsk gennemslagskraft oppe på scenen og ikke bare i orkestergraven. Bo Holten har vævet en meget flot gobelin af Luthers salmer, som klinger både genkendeligt og uigenkendeligt i den uafbrudte strøm af musik, der ledsager værket.

Men man får også den følelse, at sangerne på scenen, travle med alle deres ord, og musikerne i orkestergraven, travle med deres gobelin, ikke er helt forenede, og man mangler steder, hvor lærredet flænses, og historiefortællingen står stille, og noget kunstnerisk kunne få fodfæste, sådan som man har oplevet det ske i kunstnerparrets andre operaer.

Der er momenter, der alligevel hænger fast: Hvor fint stjernebarytonen Dietrich Henschel, der synger Luther, kommer ind på scenen i eget tøj og langsomt iklæder sig sit kostume, hvordan han undervejs, også på scenen, ændrer det med en lidt tykkere pude på mave og ingen paryk, så han kan være den gamle Luther, og hvordan han til sidst tager kostumet af for at blive sig selv igen.

På en omvendt måde illustrerer det lutheraneren inde i os alle.

Jeg holder også meget af replikken fra den fremmede, da Luther kommer og ser sin hjemby hærget af krigen:

»Forstår du nu, hvad du aldrig har forstået?«

Så kort kan det siges. Dét er tragediens replik! Svaret ligger selvfølgelig i luften:

Nej! Eller det smukke og længe ventede fald, da Luther som gammel taler med sin ven og støtte Melanchton, der lover ham:

»Jeg forlader dig aldrig!«

Her gjorde Dietrich Henschels krop et lille knæk mod højre og segnede. Hér var et moment.

Bo Holten og Eva Sommestad Holtens Luther-opera er ganske enkelt fuld af meget og godt, bare mere end, hvad ét kunstnerisk projekt kan rumme.

Det var smukke stemmer på scenen og ikke mindst dejligt at have mulighed for at høre Inger Dam-Jensen synge Barbara Cranach og Thomas Volles smukke tenor i rollen som Philip Melanchton. Henschels Luther var stærk og overbevisende, selv når hans baryton ikke altid gik igennem lydtæppet.

Scenografien er renæssancesmuk og svømmer herligt over med Lucas Cranach den Ældres egne billeder fra de dansende om træet i Guldalderen til De tre gratier til et af hans nymfe-billeder med smuk nøgen, henslængt kvindekrop til Jesus som sorgernes mand med sit dybe sidesår til naturligvis en lang række Luther-portrætter.

De forskellige historiske karakterer føres ligeledes ikonisk stiliseret frem på scenen på store rullende træborde, der også gør det for Luthers brevskriverier og som til sidst forenes i det helt store spisebord illustrerende Luthers bordtaler, men også så det i farver og komposition ligner Da Vincis Den sidste nadver med Luther på sin herres plads.

Det var store scenografiske stik, der blev taget hjem. Om Caroline Lundblads butoh-koreografi gjorde noget godt for den kunstneriske sammenhæng, er jeg ikke helt sikker på, men med lidt god vilje havde den noget til fælles med Cranachs stiliserede kroppe.

Schlagt sie tot! tager på menneskelig vis munden for fuld, men det er svært at komme i tanker om nogen mere vedkommende opera lige nu. Hvis man vil have styrket sin historiske bevidsthed lidt, er det i hvert fald en god idé med en tur til Malmø. Man kan nå det inden valget.

’Schlagt sie tot!’ Malmø Opera. Musik: Bo Holten. Libretto: Eva Sommestad Holten. Scenografi og iscenesættelse: Peter Holm. Solister: Dietrich Henschel, Thomas Volle, Jakob Högström, Reinhard Hagen, Inger Dam Jensen med flere. Dirigent: Patrik Ringborg. Malmø Operaorkester, Malmø Operakor og Malmø Operas Børnekor. 11. maj – 1. juni 2019.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her