Carl Valentin udforsker en hidtil ukendt gråzone mellem gadesmarthed og partipolitik

Carl Valentin fra SF rapper sammen med sin makker Den Lette Gade om, hvorfor det bedste oprør er at tage ansvar
SF'eren Carl Valentin har foruden plakater budt ind i valgkampen med et rapnummer, som vores anmelder er nødsaget til at kategorisere som elevrådsformandsrap.

SF'eren Carl Valentin har foruden plakater budt ind i valgkampen med et rapnummer, som vores anmelder er nødsaget til at kategorisere som elevrådsformandsrap.

Stine Bidstrup

Kultur
29. maj 2019

Det er tarveligt at kalde SF’eren Carl Valentins valgnummer for elevrådsformandsrap, men nu gør jeg det alligevel.

Det var det ord, der poppede op i mit hoved, da jeg første gang så videoen, hvori den tidligere formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) rapper om sine synspunkter og kvalifikationer sammen med freestylerapperen Den Lette Gade.

Det ville være tarveligt at patronisere Carl Valentin på grund af hans alder (han er 27, hvilket ikke er i nærheden af rekordungt for et folketingsmedlem, og hvis det var, var det heller ikke et problem). Eller på grund af hans baggrund i ungdomspolitik. Det er jo bare fint, han har øvet sig.

Han har også øvet sig på at rappe, kan man høre. Det er ikke helt galt med det. Valentins stemme er hæs, og hans flow er som det stenede danske halvfemserrap, Humleridderne og den slags. Den Lette Gade rapper bedre, dvs. han er mere ubesværet i sin måde at få ting, der ikke rimer på papiret, til at rime alligevel, og rytmikken hos ham er mere uforudsigelig.

 
Carl Valentin feat. Den Lette Gade

Hej. Her spytter jeg lige nogle rim sammen med Danmarks bedste freestylerapper, om hvorfor jeg stiller op til Folketinget i København.

Posted by Carl Valentin on Thursday, May 16, 2019

Det, der får mig til at kategorisere Carl Valentin-nummeret som elevrådsformandsrap, er blandingen af det duksede og det rebelske. Opgaven, han har stillet sig selv, lyder: Spil maksimalt smart og virk fornuftig imens. Det er en udfordring, som de overkommer ved ikke at tage det med at puste sig op så alvorligt. Det er bare sådan, man gør i hiphop.   

Mest tydeligt er forsøget på forening af det duksede og det rebelske i linjen:

»Det bedste oprør
er at tage ansvar.«

En lidt forceret kobling af to abstrakte begreber, der kan betyde lidt af hvert. Især ordet ansvar er tungt læsset med forskellige betydninger for tiden. Til sidst i videoen bliver budskabet formuleret mere direkte: 

»Det er ikke nok med brok og ’fuck systemet’
det er derfor, jeg stiller op til Folketinget.«

Kæphøj og klimakrisebevidst

Videoen begynder med, at der scratches, og de to rappere poserer foran en sort personbil af moderat størrelse på en parkeringsplads foran en lagerhal med et stort billboard med Carl Valentin på gavlen.

Den Lette Gade introducerer Carl Valentin med nogle rim om, hvad han i hvert fald ikke vil gøre, hvis han bliver valgt ind (f.eks. vil han ikke presse lov igennem med vaseline, hører man, mens en bar røv svæver rundt i billedet). Og så introducerer Carl Valentin sig selv med en klassisk kæphøjhed tilføjet et strejf af klimakrisebevidsthed:

»Modstanderne bliver ret harme
for jeg er voldfed
mine rim er brandvarme
og kloden den er skoldhed.«

Der klippes mellem Carl Valentin og Den Lette Gade stående på parkeringspladsen, foran Christiansborg og andre steder i København, mens de rapper om, hvad Carl Valentin går ind for og er imod. Til sidst danser de rundt på et tag. Undervejs er der udmærkede, klare og enkle rim som det om den nuværende regering, der »forgylder de rige / og gider ikke lige / tage imod mennesker, der flygter fra krig«.

Det slog mig, da jeg så en anden, mere traditionel valgvideo med Carl Valentin, at der er et sammenfald mellem det tydeligt kommunikerende kropssprog, man lærer på kurser i at tale foran andre mennesker, og så den måde, hvorpå rappere markerer rytmen med underarm og flad hånd.

I DK4-videoen Derfor skal du stemme på SF!  bouncer Carl Valentnings hånd lige så præcist på stavelserne, som når han rapper. Jeg ved ikke, hvad det siger om hverken hiphop eller partipolitik. Men der findes altså et overlap i mellem de to ting. Det havde jeg ikke troet.

Valgkampen anmeldt

Hver dag under valgkampen følger kulturkritiker Lone Nikolajsen folketingskandidaternes kamp om vælgernes gunst, sådan som den bliver udkæmpet i valgvideoer, på plakaterne i lygtepælene, på gader, stræder, tv, radio og sociale medier. Hvem taler de til, og hvad vil de deres vælgere?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her