Læsetid: 4 min.

Carsten Jensen til sine modstandere: Vær dog et menneske, dit svin

Carsten Jensen skriver knivskarpt om det sprogslør, der lægger sig beskyttende over udlændinge- og flygtningepolitikkens kynisme. Og fylder indimellem sin egen tekst med platheder og poetiske proklamationer, som bliver til et nyt slør lagt over virkeligheden
I sin nye bog skriver Carsten Jensen om det forfærdelige forsøg på at presse afviste asylansøgere ud af landet ved at gøre opholdet i udrejsecentrene utåleligt. »Waterboarding på dansk« kalder han det.

I sin nye bog skriver Carsten Jensen om det forfærdelige forsøg på at presse afviste asylansøgere ud af landet ved at gøre opholdet i udrejsecentrene utåleligt. »Waterboarding på dansk« kalder han det.

Vidar Ruud / NTB / Ritzau Scanpix

24. maj 2019

Paradokset i Carsten Jensens skarpe og nødvendige debatbog er ingen nyhed, men et konstitutionelt træk ved hans debatpersona:

Til den ene side og på alle fremstillingens mange niveauer – fra det tætte sprog- og kunstanalytiske til det selvreflekterende essayistiske – får vi et stærkt og overbevisende forsvar for indlevelsen i det andet menneske – den fremmede – som du har mere tilfælles med, end du aner.

Til den anden side – i den metaforglade og tilspidsede stil, som han har så let adgang til eller har så let adgang til ham – leverer han en nedgøring og dehumanisering af de mennesker, der mener noget andet end Carsten Jensen.

Det er som sagt et paradoks, dvs. en logisk brist, som svækker argumentet.

Om to af Dansk Folkepartis medlemmer skriver han: »Når Alex Ahrendtsen føler trang til en fjert, er der altid en mikrofon parat mellem hans baller.«

»Når Martin Henriksen ræber sig gennem sin daglige tallerken svinekoteletter …«

Moralen er tilsyneladende: Vær dog et menneske – dit svin!

Sprogets distanceringsteknikker

Når det er sagt (og for en tid glemt), så er Carsten Jensens bog også fuld af væsentlige indsigter, der er båret af et andet af hans stils kendetegn: sansen for det pointerede, der ikke sjældent tager afsæt i en sproglig iagttagelse, og evnen til at omsætte pointen til en følelse hos læseren, der pr. definition er det samme som at lade pointen løbe tilbage i sproget.

Carsten Jensen: ’Hovedspringere. Om mennesker på flugt og kunsten at modstå tyngdekraftens fristelse’.

Et eksempel og apropos det med sproget:

»I dag bygger vi ikke udryddelseslejre. Vi bygger opbevaringslejre. Men begge lejrtypers forudsætning er de udryddelseslejre, der først må bygges i sproget (…)«

Sprogets udryddelseslejre fjerner indlevelsen og sætter med Carsten Jensens ord »kalkulen« og »bogholderiet« på menneskets og næstens plads.

Det sidste argumenterer han for i polemiske spring frem og tilbage mellem Auschwitz og måden, vi i dag behandler klodens flygtninge på. Han låner et ord fra militæret: distanceringsteknikker.

Den slags teknikker består netop i at distancere sig fra det menneskelige og dermed det genkendelige i fjenden, så han er lettere at slå ihjel. Ligesom når Auschwitz-bureaukraten erstatter ordet ’mennesker’ om dem, der ankommer til lejren for at blive ført til gaskamrene, med ordet ’stykker’.

Et af bogens bedste eksempler på en sproglig distanceringsteknik i flygtningedebatten er ordet ’nærområde’.

’Nærområde’ som i ’nærmiljø’, der fordobler ordets klang af hjemlighed og hygge. ’Nær’ desuden som en skjult betoning af det beslægtede ’nærmeste’, der pr. automatik gør os i det nordlige Europa til de ’fjerneste’ og dermed fritager os for næstens forpligtelser.

’Næsten’ er jo alene den ’nærmeste’, som Søren Krarup fortalte os i en tid, hvor den slags stadig kunne vække forargelse.

Ros til en ny anstændighed

Flygtningen bliver på den måde reduceret til »mindre end et menneske« (den amerikanske forfatter Viet Thanh Nguyen) eller til »affald« (den polske sociolog Zygmunt Bauman). Eller i en af Carsten Jensens gennemgående metaforer: til en fjende, der skal nedkæmpes »i den uerklærede verdenskrig mod flygtninge, der går under navnet flygtningestop«.

Med det er vi nået til det negatives yderste pol i hans gennemskrivning af den egentlige flygtningekrise; den moralske. Her begynder så bogens positive modfortælling.

Over for dehumaniseringen og som modsætning til det, der med et lån fra Doris Lessing hedder »ligegyldighedens mur«, skriver Carsten Jensen om »almindelig anstændighed« (atter et lån, denne gang fra George Orwell) og om såkaldte »hverdagsdemokrater«. De sidste er mennesker med evnen til med »instinktets naturlighed« at træffe de rigtige moralske valg, uden politikerens bagtanker og upåvirket af »sprogets arsenik«.

I den fortælling bliver der plads til at rose gymnasierektoren, der trods bogholderiets kalkuler og trufne beslutninger lod to udviste somaliske piger fortsætte på skolen. Og til under ét at fremhæve den »voksende hær af frivillige i det, jeg vil kalde en ny anstændighedsbevægelse, som siger fra.«

Det er sympatisk. Det er afgjort også vigtigt med en mobilisering fra det nulpunkt, vi lige nu befinder os i.

Men igen: Hvorfor krigsmetaforen (»hær«)? Og hvorfor kun fremhæve den, der med »instinktets naturlighed« træffer det rigtige valg, som på de betingelser jo slet ikke er noget valg? Hvorfor ikke skrive om den, der ender med et træffe valget efter at have overvundet en modstand i eller uden for sig selv? Eller: Hvorfor ikke skrive til den, der har brug for hjælp til at overvinde modstanden?

Carsten Jensens eget sprogslør

De spørgsmål rejser et mere konkret, nemlig om Carsten Jensen med de dramatiske iscenesættelser og polariseringer ender med at gøre sit eget sprog til slør.

Han skriver om »de hvide busser«, hverdagsdemokraternes reddende busser, og om de »sorte busser«, som »flertallet på Christiansborg er chauffører i«. De sidste er busserne, som deporterer »nødlidende familier og børn ud af vores synsfelt«. Vi er igen i holocaustland.

Han skriver om det forfærdelige forsøg på at presse afviste asylansøgere ud af landet ved at gøre opholdet i udrejsecentrene utåleligt. »Waterboarding på dansk« kalder han det.

Og han skriver om de flygtendes frygtelige skæbne ved middelhavskysten, hvor det »overlades til elementerne at nedkæmpe fjenden«. Her er tale om drab med et forsæt.

Det er dramatisk, tilspidset, det er poetiske proklamationer, billeder i stabler. Men metaforernes slående ligheder er ikke det samme som argumentets nøjagtighed, og hjælper de til at få følelserne frem i sproget, er det ikke sikkert, at de også får medfølelsen frem hos den, der ikke i forvejen har den.

Carsten Jensen: ’Hovedspringere. Om mennesker på flugt og kunsten at modstå tyngdekraftens fristelse’. 163 sider, 150 kr. Politikens Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Olaf Tehrani

Men ondskab og afstumpethed findes jo. Og da især i forhold til flygtninge.
Hvad stiller vi op, hvis vi ikke må kalde en spade for en spade?

Trond Meiring, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Niels Møller Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Kritikken er lidt forfejlet, da jeg ikke tror, at Carsten Jensen skriver for at vinde kældermennesker over på sin side af anstændighedens grænse. For så vidt hans tekster er henvendt til DF og omegn, er det snarere et forsøg på at hidse svinehundene så meget op, at de får sig et hjerteslag og forlader kampen for bestandig. Der er tale om retorisk krigsførelse på højt niveau.

Trond Meiring, Svend-Erik Runberg, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Olaf Tehrani, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen og Niels Møller Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

En fint indspark og en nødvendig debat. Endnu en Carsten Jensen bog jeg vil læse.
Klimakamp, overbefolkning og immigranter hænger tæt sammen.
Carsten Jensen er et overskudsmenneske med et flot forfatterskab og mange oplevelser fra hele verden.
Det er dog rimeligt og nødvendigt, at vi i Danmark har en diskussion om hvor mange medmennesker og hvilke man ønsker, der skal bosætte sig her.
Problemer med utilpassede indvandrere af ikke-vestlig baggrund og deres børn fylder meget og er et tydeligt tegn på noget er gået helt galt.
Er kultural assimilation vejen frem? Eller vil det kræve, at vi skal definere, hvordan vi selv er?

Kurt Nielsen

Problemet med flygtninge/indvandrere er, at de har mobiliseret den del af det tavse flertal, der systematisk er blevet syltet af eliten i det her land. De dukker så pludselig op af sumpen og øjner en chance for, at stige lidt i graderne på bekostning af flygtninge/indvandrere (læs: ved at behandle flygtninge/indvandrere på samme måde som de selv er blevet behandlet af eliten i årtier).
Det er på høje tid at få ændret integrationsbestræbelserne, så de i højere grad retter sig mod DF's, NB's og SK's medlemmer og vælgere.
Ikke mindst i lyset af, at den seriøse del af integrationsbestræbelserne, der er målrettet flygtninge/indvandrere fungerer fuldt ud efter hensigten (integration af den målgruppe tager (lang) tid og kan ikke forceres).
Så kort sagt: I stedet for skældud skal de omfavnes og genintegreres så de med den øgede tryghed kan slippe noget af den angst som deres adfærd overfor flygtninge/indvandrere er præget af.