Læsetid: 4 min.

Debutant Laurits Flensted-Jensen giver os virkelige mennesker med et strejf af brændt barn og røvhul

I et lovende hjørne af dansk film vinker nu Laurits Flensted-Jensen med sin debutspillefilm ’Usynligt hjerte’, der kan noget særligt med en ny tids underspillede skuespillere – selv når filmen i sig selv bliver retningsløs
I Laurits Flendsted-Jensens debutspillefilm, ’Usynligt hjerte’, træder autodidakte Niklas Herskind ind i sin egen generations hjørne af ny dansk film. 

I Laurits Flendsted-Jensens debutspillefilm, ’Usynligt hjerte’, træder autodidakte Niklas Herskind ind i sin egen generations hjørne af ny dansk film. 

Michella Bredahl

9. maj 2019

Niklas Herskind er autodidakt skuespiller, han er ikke så kendt, han har haft småroller i et par film og en tv-serie. Og så har han spillet en af hovedrollerne i Niels Holstein Kaas snakkefilm, Kærester, der føltes som en meget intim og virkelig omgang hæng-ud med kønne københavnere, der scorer, dater og sludrer. Den film gav et slags dokumentarisk indblik i en bestemt måde at tale langt og længe om sig selv og med andre på.

Det autodidakte giver mening, for mere end skuespiller-der-spiller-skuespil virker Niklas Herskind som sådan én, der træder ind i sin egen generations hjørne af ny dansk film og spiller en slags sig selv fra det hjørne. Intet lyder som replikker i hans mund, der er noget troværdighed over ham, der i sig selv bliver en slags dramatisk situation.

Det kan man godt bygge en film op omkring – og omkring hans ansigt, der er lidt for farligt-smukt til, at man helt tør stole på ham. Smilet overgiver sig aldrig helt, man fornemmer et strejf af brændt barn og røvhul derinde et sted.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu