Læsetid: 4 min.

Debutant Laurits Flensted-Jensen giver os virkelige mennesker med et strejf af brændt barn og røvhul

I et lovende hjørne af dansk film vinker nu Laurits Flensted-Jensen med sin debutspillefilm ’Usynligt hjerte’, der kan noget særligt med en ny tids underspillede skuespillere – selv når filmen i sig selv bliver retningsløs
I Laurits Flendsted-Jensens debutspillefilm, ’Usynligt hjerte’, træder autodidakte Niklas Herskind ind i sin egen generations hjørne af ny dansk film. 

I Laurits Flendsted-Jensens debutspillefilm, ’Usynligt hjerte’, træder autodidakte Niklas Herskind ind i sin egen generations hjørne af ny dansk film. 

Michella Bredahl

9. maj 2019

Niklas Herskind er autodidakt skuespiller, han er ikke så kendt, han har haft småroller i et par film og en tv-serie. Og så har han spillet en af hovedrollerne i Niels Holstein Kaas snakkefilm, Kærester, der føltes som en meget intim og virkelig omgang hæng-ud med kønne københavnere, der scorer, dater og sludrer. Den film gav et slags dokumentarisk indblik i en bestemt måde at tale langt og længe om sig selv og med andre på.

Det autodidakte giver mening, for mere end skuespiller-der-spiller-skuespil virker Niklas Herskind som sådan én, der træder ind i sin egen generations hjørne af ny dansk film og spiller en slags sig selv fra det hjørne. Intet lyder som replikker i hans mund, der er noget troværdighed over ham, der i sig selv bliver en slags dramatisk situation.

Det kan man godt bygge en film op omkring – og omkring hans ansigt, der er lidt for farligt-smukt til, at man helt tør stole på ham. Smilet overgiver sig aldrig helt, man fornemmer et strejf af brændt barn og røvhul derinde et sted.

I Laurits Flensted-Jensen debutspillefilm, Usynligt hjerte, spiller Niklas den rastløse Niklas, der er kommet tilbage til København efter afvænning. Niklas er persona non grata i sin familie, han lyver med karakteristisk lunefuld utroværdighed i sin Anonyme Narkomaner-gruppe om, at han er blevet forsonet med sin mor, som i virkeligheden er ude at rejse, mens lillebroren nærmest ængsteligt beder ham om at gå.

Han er også yndlingspædagogmedhjælper for to mænd med Downs syndrom og tager dem på tur på den enes fødselsdag og forbi hans mormor og stjæler lapper fra hendes pung og så på bordel. Niklas guider dem: De skal bare slappe af, trække vejret dybt ned i maven og behandle kvinderne som en sød gentleman.

Niklas er en vild nok blanding af sympatisk og usympatisk, han giver en fuckfinger til regler, har en særlig ømhed overfor de to, der bliver så glade, så glade ved at røre ved en dejlig dame og som er så sjove og fine, når de klunter rundt i at skulle indstudere en alibihistorie bagefter:

»Vi var på Bakken, spiste bøfsandwich og så Batman i biografen.«

Hærget, smadret, stenet

Victoria Carmen Sonne er et andet ansigt på det særlige hjørne af ny dansk film. Hun er særligt bemærket som kæresten i Vinterbrødre og ikke mindst prisbelønnet for sidste års pastelfarvede, vilde og voldelige gangsterportræt, Holiday, i rollen som den tilsyneladende modstandsløse gangsterkæreste, der bliver banket og voldtaget og opfører sig på underlig afstand af det hele.

Der er noget hærget, smadret, stenet over Victoria Carmen Sonne, som var hun født af forfaldsdyrkeren Harmonie Korines hjerne, og så har hun et kendetegn a la Herskinds: Følelsen af at hun slæber usædvanligt store sække af sin personlighed ind i sine roller og derfor kan underspille så elegant, at hun ved første øjekast fremstår som et troværdigt komplekst og besynderligt menneske.

I Usynligt hjerte skubber hun i rollen som Laura rundt med en barnevogn i København og arbejder som handicaphjælper for en mand, der er flink – måske for flink, fortalt på en måde, der hverken gør personen med handicap til skurk eller uskyldsbarn. Og så ser vi i flashbacks, leveret gennem grynede og ildevarslende ubehagelige hjemmevideooptagelser, hendes nære og vist ikke så rare fortid som pornoskuespiller i USA i alderskategorien ’knap lovlig’ og med en klamt krævende arbejdsgiver.

Den historie kan nærmest ses i forlængelse af Laurits Flensted-Jensens kortfilm Melon Rainbow, hvor en yngre Sonne spiller videocam-stripper, der flirter med tanken om en karriere som pornomodel og udnytter en smuk, blind mand, hun gør rent for.

Og så er der unge Noah Skovgaard Skands, som vi ikke har set før på film, men også tror på. Han gør det fint som en lille hooliganhvalp, Frederik, der ser alt for meget op til sin ven og dennes storebror og forsøger at tilegne sig de påkrævede dyder for en rigtig aggressiv fodboldidiot: Homofobi, broderskabsdyrkelse med konstante, dirrende alfahankampe. Vold. Det kunne være så rart at få noget fortvivlelse ud på den måde.

Tre film i én 

Usynligt hjerte følger disse tre ensomme karakterer i løbet af nogle dage, og filmen virker – også lidt for meget – som tre sammenflettede kortfilm, der glider ind over hinandens arealer, når vi erfarer, at Niklas er Frederiks storebror, og at Laura er Niklas’ ekskæreste, og når vi dermed forstår, at i hvert fald dele af det svigt og den ensomhed, de render rundt, er påvirket af hinanden.

Laurits Flensted-Jensen er uddannet fra dokumentarfilmlinjen på Den Danske Filmskole. Man kan fornemme det i hans brug af virkelige locations og virkelige eksnarkomaner og virkelige folk med handicap og virkelige sexarbejdere og så videre. Det giver jo virkelighedseffekt – ligesom de underspillede skuespillere gør det. Usynligt hjerte er også en ret flot film med sans for lys, stemning, rå realisme og visuelle tableauer og for lyd – som når smerten banker os ind i hjernen, da Laura får fjernet en tatovering.

Og så er det ærgerligt nok også en film, som man hele tiden forventer vil hænge lidt bedre sammen, løfte sig lidt mere. Man føler masser af ting undervejs, men ikke noget specielt til sidst. Sjældent har jeg været så forbløffet, da filmens rulletekster gled over lærredet. Var det det? Det var det åbenbart. Det var en ny stemme i hjørnet af dansk film, der kan instruere de nye skuespilstjerner, men som stadig skal lære at mestre at bruge det hele i én lang historie. 

’Usynligt hjerte’. Instruktion og manuskript: Laurits Flensted-Jensen. Dansk (Empire Bio i København, Valby Kino, Nicolai Biograf, Kolding, Øst for Paradis, Aarhus, Biffen, Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu