Læsetid: 5 min.

Édouard Louis’ anklageskrift mod de politikere, som har nedbrudt hans far

Édouard Louis’ bog, ’Hvem slog min far ihjel’, er en kærlighedserklæring til en far, som politikken ifølge forfatteren har forbeholdt en tidlig død
24. maj 2019

Édouard Louis’ Hvem slog min far ihjel begynder med en reference til den amerikanske intellektuelle Ruth Wilson Gilmore, som siger at »racisme er visse befolkningsgruppers sårbarhed over for tidlig død«.

Det samme gælder, skriver Louis, »mandlig dominans, had til homo- eller transseksualitet, klassedominans og alle former for social og politisk undertrykkelse«.

Den tidlige død er et spørgsmål om udsathed. Værket befinder sig et sted mellem essay og brev og er henvendt til et du, hans far. Louis skriver til sin far i datid, ikke fordi han ikke længere lever, men fordi Louis ikke længere kender ham. Det er en anden form for død, værkets titel henviser til: den sociale død, udelukkelsen fra samfundet.

Teksten begynder, da Louis rejser til den lille by i Nordfrankrig, hvor faren bor sammen med sin nye kone. De har ikke set hinanden i flere år. Faren er kun lidt over 50, men han kan knapt gå, han har en alvorlig form for diabetes og trækker vejret ved hjælp af et iltapparat.

Mødet afføder en række barndomserindringer hos Louis, nedslag i 2004, 1998, 2002. Fælles for dem alle er savnet, angsten for farens offentlige hån og afvisning, alkoholismen og volden, så barnet går en lang omvej hjem fra skole, i håbet om at faren allerede er kørt, når han kommer hjem.

Et tilbagevendende billede er en middag, hvor Louis og de andre børn stolt fremfører en legekoncert for de voksne. De spiller Aqua, han er den kvindelige forsanger. Sønnen vil have sin fars opmærksomhed, han vil ses, men faren vender hovedet væk i skam.

Sorg over livet, man aldrig fik

Samtidig rummer barndomserindringerne en enorm kærlighed til faren. Louis beskriver den fattigdom, faren voksede op i, med en hjemmegående mor og en far, som arbejdede på fabrikken og døde tidligt.

Med enkle midler fremstiller Louis familiens omstændigheder, når han konsekvent skriver, at faren voksede op i en familie med »seks eller syv børn«. Han finder skjulte skatte fra farens ungdom: fotografier, små fortællinger om dans og udklædningsfester.

Når han tager sin far i at græde foran fjernsynet, får han et glimt af manden bag facaden, den mand, som altid siger, at drenge ikke græder. Allermest hjerteskærende er farens egen indre kamp. De små glimt af ømhed, når han giver sønnen en gave, et kram, en trøst.

»Jeg tror, du lader, som om du hader lykke, så du kan bilde dig selv ind, at det er dit valg, hvis dit liv ser ulykkeligt ud, som om du ville bilde andre ind, at du havde kontrol over din egen lykke, som om du ville give indtryk af, at når dit liv havde været for hårdt, så var det, fordi du selv havde valgt det af væmmelse over fornøjelser, af afsky over glæde.«

Farens skjulte sorg er en sorg over det liv, han ikke fik.

Et syleskarpt blik

Édouard Louis debuterede som 21-årig i 2014 med den selvbiografiske roman Færdig med Eddy Bellegueule, hvor han tog afsked med sit fødenavn og fortalte om at vokse op som homoseksuel i et machodomineret landsbymiljø i den nordvestfranske region Pikardiet.

I Voldens historie fra 2016 skrev han videre om racisme og institutionel vold med udgangspunkt i en voldtægt i Paris og følgerne, da han senere anmeldte overgrebet til politiet.

Édouard Louis: ’Hvem slog min far ihjel’.

I den nye bog vender Louis tilbage til barndommens miljø, og han vender tilbage til nogle af de hændelser, som også er beskrevet i debutromanen – for eksempel farens fabriksulykke, som skadede hans ryg for livet.

»Jeg er ikke bange for at gentage mig selv, for det jeg skriver, det jeg siger, skal ikke opfylde litteraturens krav, men nødvendighedens,« står der.

Hvem slog min far ihjel gør begge dele: Bogen føles nødvendig, og samtidig er det voldsomt god litteratur. Louis insisterer også på at gentage sig selv, skriver han, fordi han fortæller om farens liv, og ingen har lyst til at høre om sådan et liv.

Édouard Louis har et syleskarpt blik. Han kan springe fra en barndomserindring til en samfundsanalyse i et enkelt afsnit. Der er hele tiden denne dobbelthed i teksten, bebrejdelsen af faren, som med tiden har forandret sig til sympati og i stedet affødt en enorm vrede mod det samfund, som bogstavelig talt har tvunget faren i knæ.

Han beskriver det større system, som ligger bag menneskelige reaktionsmønstre. Når faren droppede tidligt ud af skolen, skriver Louis, var hans oprør mod skolesystemet et udtryk for mandighed, den eneste form for kapital, som var tilgængelig for ham, men som endte med at fange ham i fattigdom, det liv, han forsøgte at undslippe.

Da Louis som 12-årig kom hjem fra skole med et ordforråd, som overgik farens, førte det til afsky og skam. Han ville spørge sin far om Berlin Murens fald, men faren havde ikke noget at fortælle barnet. Først som voksen kan Louis se, hvor skammen og modstanden stammer fra. Der er en tilgivelse i det:

»Hvor er historien? Den historie, vi havde i skolen, var ikke din historie. Vi blev undervist i verdenshistorien, den verden, som du blev holdt uden for.«

Hvordan politik påvirker nogle kroppe frem for andre

Når Louis besøger sin far efter flere år, er det en forandret mand, han møder. En mand, der fremfor at skyde skylden for alle landets problemer på indvandrere pludselig er begyndt at kritisere racismen i Frankrig. En mand, som er stolt over sønnens succes og hans romaner. Men det er også en knækket mand, en ødelagt krop. Louis gentager:

»Du tilhører den kategori af mennesker, som politik forbeholder en tidlig død.«

Den tredje og sidste del af teksten er et anklageskrift mod de politikere, hvis beslutninger har påvirket farens liv og krop, og alle som ham. Denne del af teksten er en retorisk kraftpræstation, man mærker vreden i skriftens gentagelser og rytme. Tidligere i bogen spørger Louis:

»Det var verden, der havde ansvaret, men hvordan kunne man dømme verden, den verden, som gennemtvang en tilværelse, der ikke levnede folk omkring os andet valg end at prøve at glemme det – med alkohol, gennem alkohol.«

Svaret for Louis bliver at placere ansvaret hos specifikke mennesker: Hos Jacques Chirac og Xavier Bertrand, Nicolas Sarkozy og Martin Hirsch, Francois Hollande, Myriam El Khomri og Manuel Valls, og Emmanuel Macron. Det er de mennesker, som igennem deres afskaffelse af statsligt tilskud til lægemidler, deres ydmygelser af uarbejdsdygtige mennesker, deres nedskæringer i arbejdsløshedsstøtte, har ødelagt farens krop.

»Blandt de mennesker, der har alt, har jeg aldrig oplevet familier, der tager til havet bare for at fejre en politisk beslutning, for politik ændrer nærmest ingenting for dem,« skriver Louis.

Hvem slog min far ihjel er et vidne om, hvordan politiske beslutninger påvirker nogle specifikke kroppe frem for andre.

Bogen er både kortere og mere præcis end de forrige to værker, tonen på én gang øm og hård. Den er et politisk essay og et personligt brev, som med sin analyse af farens livsituation lægger sig som et spejlbillede til debutromanens skildringer. Louis giver faren det sidste ord. Det sidste ord er: revolution.

Édouard Louis: ’Hvem slog min far ihjel’. Oversat af Francois-Eric Grodin. 71 sider, 149,95kr. Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Olesen
Anders Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu