Læsetid: 3 min.

Der er elektronisk musik og glitrende pailletter nok til at blænde en svagtseende i Aarhus Teaters opsætning af ’Orestien’

Aischylos’ tragedietrilogi ’Orestien’ får nyt og ganske anderledes liv i Runar Hodnes iscenesættelse på Aarhus Teater, hvor især samspillet mellem Mark Kenly Domino Tans opmærksomhedskrævende kostumer og Ulrik Gads effektfulde, visuelle design er i fokus
Mark Kenly Domino Tans kostumedesign er på samme tid enkelt og ganske overdådigt med de tusindvis af glitrende pailletter, der understreger og reflekterer Ulrik Gads effektfulde lysdesign.

Mark Kenly Domino Tans kostumedesign er på samme tid enkelt og ganske overdådigt med de tusindvis af glitrende pailletter, der understreger og reflekterer Ulrik Gads effektfulde lysdesign.

Emilia Therese

15. maj 2019

Forrest på scenen, helt ude ved scenekanten, sidder skuespiller Nanna Bøttcher og musiker Jenny Rossander – bedre kendt som Lydmor. De sidder på hug, som er de klar til spring.

Vi nærmer os på dette tidspunkt afslutningen af Runar Hodnes nytænkende iscenesættelse af hele Aischylos’ trilogi Orestien på Aarhus Teaters næststørste scene, Scala.

Bag de to kvinder, som er erinyerne – hævngudinderne, der tørster efter Orestes’ blod efter hans drab på sin egen mor – dukker gudinden Athene op. Med langsomme, nærmest hovne bevægelser glider Rikke Lylloff ind over gulvet belyst af en guddommelig stråleglans, der på blændende vis reflekteres af hendes kostume og det højglanspolerede scenegulv.

Ulrik Gads vilde lysdesign er ikke blot lyssætning, men i virkeligheden det element, som skaber hele forestillingens visuelt betagende lysscenografi.

For hvert skridt Athene tager, lyder der en buldren,

Stykket er for nådesløst i sit portræt af de fulde og fortabte til at være en forherligelse af druk. Det er mere bare sjovt og sørgeligt og sært. Det føles dybt på lidt samme måde som en samtale, man selv har haft i en brandert, men ikke helt kan genkalde sig i sober tilstand.
Læs også

der får alle væskerne i kroppen til at sitre.

Lydmors elektroniske musikunivers, der omfavner hele oplevelsen fra det øjeblik, vi træder ind på Scala, skaber her med dybe bastoner en effekt, som trådte en kæmpe på jorden. En effekt, der understreges yderligere af de omkringstående skuespillere fra koret, som skælver og falder omkuld for hvert nyt skridt, gudinden tager.

Retsstatens opståen i guddommelig stråleglans

Athene er mægtig. Scenen er væsentlig. Ikke blot for fortællingen, men for vores nutidige forståelse af retssamfundet. Det er her, Athene introducerer retsstaten og opfordrer mennesker såvel som guder til at lade retten løse konflikter i stedet for den traditionelle blodhævn, der aldrig får en ende.

Runar Hodnes version af Orestien er noget ganske andet end den oprindelige, 2500 år gamle tekst.

Der er glitrende pailletter nok til at blænde en svagtseende. Der er kontraster fra totalt mørke til skærende lys. Der er fuldkommen stilhed og dundrende musik, som får det til at dunke i brystkassen og trykke for ørerne. Men budskabet er stadig det samme. Stadig lige klart.

Men hvad gik forud for denne kulmination i lys, lyd og stråleglans?

Hodne har valgt at lade første del af Orestien udspille sig i Scala Scenens foyer, hvor publikum stående og siddende rundt omkring for første gang møder aktørerne, der i deres tætsiddende, pailletbesatte heldragter formgivet af den danske designer Mark Kenly Domino Tan ikke ligner noget, vi vil forbinde med antikkens scenekunst.

Vi står helt tæt på skuespillerne, da de – som koret i tragedien – først spændt afventer og siden annoncerer kong Agamemnons tilbagekomst. Stærk og sejrrig ser han ud i Jens Gotthelfs skikkelse, som han skrider ned ad gangen og træder ind i foyeren. Uvidende om den skæbne, han går i møde. Den hævntørst, hans lige så statelige hustru, Klytaimnestra (Nanna Bøttcher) møder ham med.

Som det også gjorde sig gældende i de oprindelige opsætninger, udføres blodhævnen ikke på selve scenen foran publikums øjne. Den høres i det fjerne eller berettes af koret. Her heftigt understreget af Lydmors iørefaldende, elektroniske musik.

Netop brugen af koret er opdateret på ganske vellykket vis i Orestien. Korets oprindelige rolle som mellemled mellem publikum og den dramatiske handling understreger Hodne ved helt fysisk at placere koret tæt på publikum. Først iblandt os i foyeren og siden, da vi træder ind i salen ved Scala, sidder de på publikumsrækkerne, hvorfra de kan råbe til skuespillerne på scenen.

Det er i sig selv spændende at opleve en moderne iscenesættelse af den eneste bevarede trilogi fra antikken. Med tilføjelsen af Tans på samme tid enkle og ganske overdådige kostumedesign med de tusindvis af glitrende pailletter, der understreger og reflekterer Ulrik Gads effektfulde lysdesign, får Aischylos’ trilogi et uventet, nyt udtryk.

Oplevelsen er som en mellemting mellem tragediefortælling, koncert og modeshow, men alligevel mærkes Aischylos’ evne til at rejse diskussioner gennem sine tragedier stadig tydeligt.

’Orestien’. Ted Hughes’ version af Aischylos’ tragedie. Instruktør: Runar Hodne. Visuelt design: Ulrik Gad. Kostumer: Mark Kenly Domino Tan. Lyd: Lydmor. Med: Nanna Bøttcher, Jens Gotthelf, Mette Klakstein Wiberg, Peter Hald, Emil Prenter, Asta Kamma August, Christian Hetland, Rikke Lylloff og Lydmor. Spiller på Scala på Aarhus Teater til 6. juni.

Stykket er for nådesløst i sit portræt af de fulde og fortabte til at være en forherligelse af druk. Det er mere bare sjovt og sørgeligt og sært. Det føles dybt på lidt samme måde som en samtale, man selv har haft i en brandert, men ikke helt kan genkalde sig i sober tilstand.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu