Læsetid: 6 min.

Elton John-film giver os psykologisk rugbrød, rockekstase og kriseklicheer

Der er masser af psykologisk rugbrød og ekstatiske musikscener i den delvist vellykkede Elton John-musical ’Rocketman’ – rigeligt til at tilfredsstille enhver elsker af manden og hans værk. Men den halter også, når den begynder at fordybe sig i superstjernens personlige krise
Taron Egerton spiller Elton John i ’Rocketman’.

Taron Egerton spiller Elton John i ’Rocketman’.

PHOTO CREDIT Claudette Barius/Netflix

31. maj 2019

Når hans dværgboksehænder tæsker de første akkorder på flygelet, så stikker det af. Det er et anslag, der smadrer al modstand. Det er lyden af ekvilibristisk overbevisning.

Hvis bare Elton John i en tidlig alder havde haft lige så meget styr på sine følelser, som han havde på klaviaturet. Ja, så ville hans liv have været uendelig meget nemmere. Men, okay, så havde den biografiske film Rocketman selvfølgelig heller ikke have været så underholdende, som den er. Så havde Eltons fald fra de ekstatiske tinder ikke været så larmende. Hvem ved, måske havde sangene ikke været så inderlige? Og så festligt eskapistiske?

I blodet på alle med en puls

Skulle du have glemt, hvor effektivt fortryllende sangene er, så vil jeg foreslå dig at se Rocketman. En livsalig og pletvis rørende påmindelse om, at Elton John i sin storhedstid var fuld af berusende sange, der skød som champagne ud af fingrene på mesteren og i blodet på alle med en puls.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu