Når hans dværgboksehænder tæsker de første akkorder på flygelet, så stikker det af. Det er et anslag, der smadrer al modstand. Det er lyden af ekvilibristisk overbevisning.
Hvis bare Elton John i en tidlig alder havde haft lige så meget styr på sine følelser, som han havde på klaviaturet. Ja, så ville hans liv have været uendelig meget nemmere. Men, okay, så havde den biografiske film Rocketman selvfølgelig heller ikke have været så underholdende, som den er. Så havde Eltons fald fra de ekstatiske tinder ikke været så larmende. Hvem ved, måske havde sangene ikke været så inderlige? Og så festligt eskapistiske?
I blodet på alle med en puls
Skulle du have glemt, hvor effektivt fortryllende sangene er, så vil jeg foreslå dig at se Rocketman. En livsalig og pletvis rørende påmindelse om, at Elton John i sin storhedstid var fuld af berusende sange, der skød som champagne ud af fingrene på mesteren og i blodet på alle med en puls.
Rocketman er en musical, og den sætter fut i klassikerne i optrin, der bruger hans sange på både opfindsomme og forudsigelige måder. Bedst med »Saturday Night’s Alright (For Fighting)«. En tour de force, der starter på pubben, hvor en ung Elton optræder. Folk begynder at slås for fuld hammer, Elton springer ud ad et vindue, ender i et omrejsende tivoli, hvor sangen både omfortolkes som reggae-forfader-genren ska og som indisk folklore, med tilhørende dansere – inden Elton og sangen vender tilbage til pubkulturen. Altså bruges sangen til at fortælle både om datidens britiske slagsmålshygge og multikultur.
Der er også let gakkede indfald, herunder da Elton under et yderst teatralsk offentligt selvmordsforsøg møder sig selv som barn på bunden af swimmingpoolen. Og så synger de sammen.
Laaaa-la-la-la-la-laaaa!!!
Og det er magisk, da Elton begynder på »Crocodile Rock« på L.A.-spillestedet The Troubadour i 1970 – den første i en historisk serie på otte koncerter på seks nætter – og han begynder at svæve over klaveret, mens sangen går i stå og klinger ud i universet. Så begynder publikum også at svæve, med vidtåbne øjne og munde. Og så eksploderer alting i »laaaa-la-la-la-la-laaaa!!!« Gåsehud!!!
Blot er der den detalje, at »Crocodile Rock« først udkommer i 1972. Men det er jo den slags kunstneriske friheder, man har ret til at tage sig. Og Rocketman tager for sig af netop dén ret. For eksempel også da afslutningssangen »I’m Still Standing« gjalder som en fejring af, at Elton endelig er blevet ædruelig. Den er fra 1983. Han bliver først stof- og alkoholfri i 1990.
Godt med psykologisk rugbrød
Til gengæld giver Rocketman os godt med psykologisk rugbrød. Den lille Reginald Dwight (Eltons rigtige navn) ignoreres – ifølge filmen – komplet af sin far, der er et krigstraumatiseret røvhul, der ikke engang siger farvel til knægten, da han skrider. Moderen viser sig også at være selvoptaget/-medlidende/-retfærdig og ikke videre empatisk. Ja, hen mod slutningen tegnes der et knusende portræt af hende. Det er så meget desto voldsommere, fordi det er Elton John selv, der står som executive producer på Rocketman.
Hvilket både er godt og skidt. For tydeligvis er Elton John interesseret i at fortælle en ærlig, rørende og også delvist forsonende historie om sit besværede forhold til sine forældre. Men samtidig er selvbiografien altid en forræderisk og selvbedragerisk disciplin. Vi lyver jo alle for os selv og for vores tilhørere. Og hudløs ærlighed ét sted er et glimrende instrument til at aflede opmærksomheden fra skeletter i skabet et andet.
Bøssesex som gangbar mainstream
Engelske Dexter Fletchers film om Elton John følger i kølvandet på megahittet Bohemian Rhapsody om Queen-forsangeren Freddie Mercury. Der er forskelle, men også ligheder. De handler begge om homoseksuelle, engelske superstjerner, der slår igennem i 70’erne og må kæmpe med deres homoseksualitet. Rocketman er en musical, og den har en selvbiografisk karakter. Bohemian Rhapsody er en gængs spillefilm, og afdøde Mercury har af gode grunde ikke haft noget at skulle have sagt.
Bohemian Rhapsody er blevet kritiseret for at udglatte og sminke historien om Mercurys voldsomme sexlyst, og der er ingen egentlige sexscener i den. Dér står Rocketman langt stærkere. Det er den første bredt appellerende film produceret af et af Hollywoods store filmselskaber, Paramount Pictures, som åbent beskriver sex mellem to mænd. Her er både nøgne kroppe i hed omfavnelse og et afbrudt blowjob.
Det er naturligvis set før i Hollywood, i Call Me By Your Name, i Brokeback Mountain, ja, tilbage i 1980 i Cruising. Men ingen af disse film var rettet mod et større publikum (selvom Brokeback blev megapopulær). Altså satser Paramount på bøssesex som gangbar mainstream for første gang nogensinde.
Det er en sejr for instruktøren Dexter Fletcher og for vores kultur, at det er lykkedes. Og glædeligt at Paramount tør, for det har givet filmen en højere såkaldt R-rating, der kræver, at personer under 17 år ledsages af voksne.
Ja, Fletcher sagde faktisk nej tak til at instruere Bohemian Rhapsody, netop fordi filmselskabet nægtede at gå hele vejen. Det sikrede så filmen den lavere og langt mere profitable PG13-rating, der kun advarer mod anstødeligt materiale for børn under 13. Og måske en højere indtjening, vi får se.
Ironisk nok så endte Fletcher med – ukrediteret – at færdiginstruere Bohemian Rhapsody, efter at den oprindelige instruktør Bryan Singer var gået og havde smækket med døren.
Et klichéfyldt minefelt
Det klæder virkelig Rocketman, at seksualiteten ikke fejes ind under gulvtæppet. Men filmen har andre – kunstneriske – begrænsninger. Dexter Fletcher er ikke nogen Baz Luhrmann. Han har ikke dennes magi fra for eksempel Moulin Rouge i musicaltableauerne, ja, flere scener virker uudnyttede – der valses gennem store rum, der ikke bliver brugt meningsfuldt.
Efter et fornemt speedtrip gennem Eltons gennembrud slipper filmen speederen og undersøger den langsomme opløsning i ensomhed, coke, sprut, tjald og vrede. Og der halter den. En stjernes selvdestruktion er et klichéfyldt minefelt, som utallige film har betrådt. Og her viser hovedrolleindehaveren Taron Egerton sig at savne den samme karisma og elegante vals mellem sprængladningerne, som Rami Malek mestrede i sit portræt af Freddie Mercury. Ligesom rammefortællingen, hvor Elton sidder i rundkredsterapi, er overforklarende og lukker yderligere tempo ud af filmen.
Hertil kommer, at Rocketman savner et naturligt afsluttende klimaks a la Live Aid-koncerten i Bohemian Rhapsody. I stedet slutter den med en tam indkopiering af Egerton (der selv synger (OK) på Elton-sangene) i den oprindelige musikvideo til »I'm Still Standing.« Dernæst lidt hyggelige fotos af en ældre Elton John og et hurtigt resumé af hans lykkelige genoprettelse af sit liv i de 29 år efter rehab.
Fred med det aflivede jeg
Når det er sagt, så er Rocketman bestemt festlig, folkelig og seværdig. Den placerer endnu en gang 70’ernes England durk i den populærkulturelle bevidsthed – den slagfærdige charme, de overpissede, tilrøgede, selvbrunede pubber. Samt snæversynet, småborgerskabet, følelsesundertrykkelsen. Og den minder os endnu en gang om de kampe, som homoseksuelle kunstnere har måttet kæmpe, både offentligt og privat – nu fortalt ordentligt med tungeslaskere og svedige kroppe.
Og der er god grund til at lade saltvandet flyde under Eltons emotionelle genvordigheder, der peaker i en slags gestalt-/gespenst-terapi på rehabiliteringsklinikken. Stramt rationeret kærlighed og overdådigt selvhad fortjener ingen.
Du må slå dit gamle jeg ihjel for at blive den, du gerne vil være, lyder det tidligt i filmen. Måske. Men hvis man ikke vil hjemsøges af sit aflivede jeg, så må man slutte fred med det. Så meget lader filmen os vide.
’Rocketman’ – Instruktion: Dexter Fletcher. Manuskript: Lee Hall. Amerikansk-britisk. (Biografer landet over)
