Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Facadeløs, men forudsigelig Oh Land

For den danske avantgarde popprinsesse Oh Land er musikken blevet en religion, hvor hun har fundet tryghed ved at søge tilflugt. For os andre føles hendes seneste album, Family Tree, nok mere sekulariseret at lytte til
På Oh Lands fjerde album ’Family Tree’ får man en behagelig, afslappet følelse i kroppen – men man kommer også til hurtigt at sidde og koncentrere sig om at gabe så lydløst som muligt.

På Oh Lands fjerde album ’Family Tree’ får man en behagelig, afslappet følelse i kroppen – men man kommer også til hurtigt at sidde og koncentrere sig om at gabe så lydløst som muligt.

Joachim Ladefoged

Kultur
3. maj 2019

Sangskriveren Nanna Øland Fabricius blev forvandlet til en ægte, dansk eventyrprinsesse, da hun begyndte at lave avantgardistisk popmusik under navnet Oh Land. Som i alle eventyr har det været en forvandling på både godt og ondt.

Oh Lands 5. album, Family Tree, rummer de sædvanlige eventyrtræk. Men det er også en facadeløs plade, der fremstiller prinsessen som kød og blod.

Family Tree er Oh Lands første soloudgivelse i fem år. Hendes fire første albummer spyede vedvarende radiohits ud som små magiske drager kåde af popvildskab.

Her er Family Tree nærmere et tryghedsskabende blus.

I den seneste tid har Oh Land været igennem det, hun selv kalder for »sit livs største op- og nedture«. I januar, da albummets førstesingle »Human Error« blev offentliggjort, afslørede hun bl.a. over for musikmagasinet Gaffa, at albummet handler om at finde fodfæste i musikken, når rammerne vælter omkring én.

Med den intention har Oh Land skabt et album, der i sig selv er et trygt rum at befinde sig i. Hun er vendt tilbage til vokalen og tangenterne som sin foretrukne udtryksform med støtte fra indieproduceren Thomas Bartlett.

Helligbrøde

For Oh Land er musikken blevet den religion, hun har søgt tilflugt i. For os andre føles Family Tree nok mere sekulariseret at lytte til.

Hvis man undertiden er kommet i kirker, ved man, at man går ind til en længere, uanfægtelig seance af fred og forudsigelighed. Det er den samme fredelige, men forudsigelige stemning, der dominerer på Family Tree.

Man får en behagelig, afslappet følelse i kroppen, man føler sig favnet af omgivelserne og fuldkommen tryg – men man ved også, at man hurtigt kommer til at sidde og koncentrere sig om at gabe så lydløst som muligt.

Oh Land bruger tid på at etablere sådan et altfavnende kirkeskib i sin nye musik. De tre første numre på Family Tree bygges op som andægtige hymner på en baggrund af rumklang og pigekor.

Man spekulerer på, hvornår orgelet stemmer i. Det gør det med en udefinerbar registerblanding på Tornerose-balladen »Coma«. Så begynder man at overveje, om der også vil komme et gospelindslag. Jo tak, det sker senere hen i »Sunlight«.

Nummeret »Brief Moment« rummer et lille solstrejf af den musikalske legesyge, som Oh Land normalt bliver forbundet med. Tempoet øges i musicalagtig syngesnak, og kirkerummet bliver til et mere eventyrligt og pirrende sted fortryllet gennem klassiske pizzicatostrygere.

Men ligesom i kirken sidder man med en fornemmelse af, at lige her burde man føle en hel masse. Man skammer sig måske endda over ikke at gøre det.

Man røres dog også umiddelbart i »Someone I Can Be Alone With«, der virker som en dybfølt kærlighedserklæring til musikken. De underliggende bas- og trommespor gør, at nummeret rammer et regulært ømt punkt.

Det ville være helligbrøde at kritisere Oh Lands engleblide vokal. Men når man lytter sig gennem Family Tree, sidder man alligevel mere og mere uroligt på kirkebænken. Man savner simpelthen, at hun flipper lidt ud og tager nogle huse på hovedet.

Oh Land: ’Family Tree’ (Tusk or Tooth Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her