På sit nye album Contra slår den danske rapper Sivas, ja, kontra. Der er en hårdere hybris på spil, og titlen refererer til mod- ikke medborgerskab. Den modstilling til det danske samfund, som man kan finde hos mange rappere af anden etnisk herkomst i disse år. Sivas anerkender jungleloven, ikke i så høj grad Grundloven. Samtidig med at han endnu en gang stempler ind højt i samfundets hakkeorden. Han er altså både uden og inden for i varmen.
Contra klinger så samtidig i en permanent fløjlsblød døs. 34-årige Sivas Memaran-Torbati med de iranske rødder rapper og synger lavmælt ind i mikrofonen pakket ind i ganske få lydkilder. En guitar – ofte akustisk – stiger til himmels. Et klapperslangebeat smyger sig om ham. En melankolsk synth-figur tagger betonen i baggrunden. Der er god plads til ensomhed, men alligevel klinger det klaustrofobisk. 12 nattedigte.
Forandring til det værre er et tema. »De penge de bli’r transformer«, rapsynger Sivas, mens han mindes en bænk, hvor alle vennerne var samlet, og de lovede hinanden, at penge ikke skulle komme imellem dem. Det gjorde de.
Han vifter så også med sedler og statussymboler som en forskelsmarkør, hvilket gør hans udsagn noget mere komplicerede. Sivas vil både anerkendes for at skille sig ud og have klatret højere end de fleste. Samtidig med at alt burde være som i gamle dage.
Tilnærmelser til dansk arvegods
Contra er et melankolsk album i dybe nuancer, og Sivas udviser melodisk mesterskab. Men samtidig lyser albummet også i klarere farver end det foregående, mere sårbare album Ultra. Og forandring til det bedre er et tema. Især de sidste fire numre på pladen lyser i optimistisk pang.
»Ey, fødseldag var de værst’ dag’
Nu’ det kun champagne, når vi’ tørstig.«
De løftede stemninger formuleres som alt andet i dæmpede klangrum, og de lyder fabelagtige. Det er Sivas’ bedste album til dato, hans mest selvsikkert sofistikerede. Benådet med en varm, lavmælt detaljerigdom, få ekstremt velvalgte, smukt producerede forsiringer dérinde i mørket.
Smågeniale fløjter, harper, guitarer, synthesizere, der krøller sig sammen eller folder sig episk ud. I baggrunden, altid i baggrunden. Der er syv forskellige producere på spil (også Sivas’ oprindelige kumpan Reza Forghani), men det forstyrrer ikke det homogene helhedsindtryk.
Her er også melodiske tilnærmelser til dansk pop og arvegods. Åbningslinjen i »Stresser af« minder melodisk om begyndelsen på Gasolin’s »Masser af succes«. Og på »Ingen skyer solen skinner« er der samme Strandvejslykkevemod i elguitarriffet, som man også kan finde hos Medina og Nik & Jay. Modborgerskabet indløst til folkelighed.
Og »4Livet« er en hymne, der melodisk kunne have passet til Hugo Helmig, men her bliver iscenesat som urban blues – sunget i et heeelt andet toneleje med en heeelt anden tekst:
»...det’ dobbelt så meget træning, når du’ vokset op i fælden
Og min bedsteven fra barndom sidder stadig i sin cel’
Sender husleje til familien, til han endelig kommer hjem.«
Bliver ikke mere dansk
Bilen er et statussymbol og en permanent sindstilstand i Sivas’ – og sikkert mange andres – verden. Ens helt eget refugium, i konstant bevægelse, altid med løftet om flugt. »Gør dig klar, for jeg henter dig nu«, lyder det tidligt. Og senere:
»Vi’ på flugt – mig og Bonnie kører mod Balkan.«
Og til sidst får vi sangen »Lille hyggeligt postkort«, hvor Sivas sidder i solen i Syden, flygtet fra det hele. Dog kun på ferie. Så bliver det ikke mere dansk.
Sivas: ’Contra’ (Hiroshima/Sony Music)
