Læsetid: 9 min.

Forstå islamisme, wahhabisme, salafisme og jihadisme – og hvordan deres tilhængere har formet Mellemøsten

To bøger tager et rettidigt kig på den historie og de skikkelser, der har formet islamismen
Mohammed bin-Laden (til venstre), far til Osama bin-Laden, der senere grundlagde terrorbevægelsen al-Qaeda, taler med Saudi-Arabiens kong Faisal i 1952.

Mohammed bin-Laden (til venstre), far til Osama bin-Laden, der senere grundlagde terrorbevægelsen al-Qaeda, taler med Saudi-Arabiens kong Faisal i 1952.

Fotograf ukendt

3. maj 2019

Islamismen er et af de seneste årtiers mest omdiskuterede politiske fænomener. Alligevel må en almindelig dansk avislæser være noget forvirret over, hvad der menes med ordet – bortset fra at det ikke er positivt – for det bruges om mangt og meget og bliver sjældent defineret eller forklaret.

Tag Syrien: Dér har islamister kæmpet på alle fronter. Assad og det syriske regime har med held anglet efter sympati hos antimuslimske kræfter i Vesten ved at slå på, at de kæmpede imod islamisterne. Det gjorde de også, men ved hjælp af islamisterne Hizbollah, der nok er verdens stærkeste islamistiske milits, og Iran den stærkeste islamistiske stat.

Over for Assad stod en folkelig opstand, som nok havde islamistiske elementer, men ikke var domineret af dem. Til gengæld udviklede der sig hurtigt militser med en islamisk ideologi – dem bør man nok retteligt kalde jihadistiske og salafistiske – men der var også mindre islamistiske grupper iblandt dem – som de jihadistiske grupper imidlertid fik nedkæmpet.

Mange oprørsgrupper var støttet af Erdogan, som selv ideologisk er islamist, mens den tyrkiske stat, han repræsenterer, ikke er det. De samme oprørsgrupper blev også støttet af Saudi-Arabien, Qatar eller Kuwait, og det er da islamistiske stater. Eller er de? Og hvordan fungerer islamistiske masseorganisationer i lande, hvor politiske bevægelser er forbudt? For at undersøge det spørgsmål må man have en mere præcis idé om, hvad islamismen er.

Det Muslimske Broderskab

Islamismen er en moderne ideologi, en -isme, der forstår religionen islam som et »altomfattende politisk system«, som dens grundlægger Hassan al-Banna (1906-49) yndede at sige.

Hassan al-Banna stiftede Det Muslimske Broderskab i 1928. Han blev likvideret i 1949.

Fotograf ukendt
På al-Bannas tid var Mellemøsten koloniseret af briter, franskmænd og italienere, men der var store nationalistiske bevægelser, som arbejdede for selvstændighed. Al-Banna og hans følge var imidlertid i opposition til disse bevægelser. Han anså dem for at være så gennemeuropæiserede og sekularistiske, at deres selvstændige stat ville blive en kloning af europæisk civilisation. Islam var i hans øjne en mod-civilisation: Med reformer kunne islam blive lige så moderne, men mere retfærdig og kulturelt autentisk for »Østens folk«.

Inspireret af sine modstandere, de kristne missionærer, grundlagde al-Banna en stærk missionsorganisation, Det Muslimske Broderskab, komplet med spejderbevægelse, ungdomsdyrkelse og krav om, at der skulle ligge en Koran i ethvert hotelværelse. Målet var ikke at konvertere kristne eller andre, men som en indre mission at få muslimer tilbage i folden og give dem selvtillid og tro på, at de med troens og hinandens hjælp kunne imødegå vestliggørelsen og sekulariseringen.

Broderskabet blev bygget op som en moderne masseorganisation a la kommunistpartier, med lokale og regionale råd, forbindelsesofficerer, sekretærer og landsmøder. Nye medlemmer blev optaget i små celler, såkaldte familier, hvor man læste og udlagde grundlæggerens skrifter og sikrede ideologisk ensretning, og at der blev betalt skat til Broderskabet. Alt efter deres engagement i møder, parader, indsamlinger og frivilligt arbejde kunne de så stige i graderne.

Snart havde Broderskabet læseklubber, klinikker, skoler og sommerlejre. På den store femte kongres i 1939 antog man sloganet:

»Islam er religion og stat« og besluttede at gå ind i politik.

Det var ingen succes. Målene var uklare, al-Banna var for enerådende, og de store nationalistiske bevægelser var langt mere magtfulde. Under Anden Verdenskrig udviklede Broderskabet en hemmelig milits, som lavede voldelige attentater og efter krigen førte til et midlertidigt forbud af hele bevægelsen samt likvidering af al-Banna selv. Da Gamal Abdel Nasser tog magten i Egypten i 1954 og senere i 1958 også blev præsident i Syrien, blev Broderskabet totalt undertrykt, og en del af lederne blev henrettet, mens andre gik i eksil, særligt i Golfen.

Blandt Golfens Brødre

Her begynder vores historie. De ideologisk trænede brødre landede i en Arabisk Golf, hvor olien var fundet og flød, men endnu ikke til overflod. Disse underudviklede golfstater, som for de flestes vedkommende først fik fuld selvstændighed omkring 1970, kunne godt bruge brødrenes ofte professionelle uddannelse og organisatoriske kompetencer.

Islamisterne fik dermed betydelig indflydelse på opbygningen af regionens medier og uddannelsessystemer. Deres ideologiske modstand imod Gamal Abdel Nasser var et ekstra plus, for i sin radio »Arabernes stemme« tordnede Nasser imod Golfens emirer og søgte at få folk til at vælte dem.

Courtney Freer: Rentier Islamism

I 1960’erne udspillede der sig en ’arabisk kold krig’ mellem på den ene side republikkerne ledet af Nasser og bag ham Sovjetunionen og på den anden side kongedømmerne, ledet af Saudi-Arabiens kong Faisal og bag ham USA. Broderskabet var på den måde en del af en stor alliance af verdens »gudfrygtige« imod verdens »gudløse« socialister og kommunister. Denne alliance kulminerede som bekendt, da Sovjetunionen gik ind i Afghanistan, og Saudi-Arabien med USA’s støtte aktivt mobiliserede og finansierede jihadister, eller på arabisk mujahedin, der kæmpede i invasionsstyrkerne.

Siden da er Golfens kærlighed til islamisterne gået kold. Da USA i 1990 fik lov at bruge Saudi-Arabien som base for befrielsen af Kuwait, var brødrene lodret imod. Og modsat så mange andre sagde de det offentligt. Det saudiske kongedømme erkendte, at det havde næret en slange ved sin barm.

Islamisterne – som i Golfen hedder »vækkelsesfolk« (sahwier) – mener, at de som troende har pligt til at blande sig i politik. De prædiker, organiserer, opdrager og lægger pres. Over for dem står kongerigets ultrakonservative og puritanske version af islam, wahhabismen, som traditionelt er loyal over for herskerne. Eller, hvis de ikke er en del af det saudiske establishment, men deler dets teologiske og juridiske standpunkter, vil man tale om salafisme.

Hvor islamismen er optaget af at skabe et retfærdigt samfund og ser sin fjende i Vesten, er salafismen mere fikseret på det evige liv og ser sin fjende i Satan, synd og uren tro.

Både salafismen og islamismen har stået faddere til jihadismen, en helt særskilt ideologi om, at den sande muslim er kriger og skal søge døden i krig for islam. Jihadisterne er voldsomt fjendtlige over for såvel det saudiske kongehus som islamisterne, og navnlig de islamister, som grundlægger politiske partier og deltager i parlamentarisk liv, med de kompromiser det måtte medfølge.

Den Arabiske Halvø rummer altså stærke, modsatrettede islamiske bevægelser, som ofte bekriger hinanden, og ligesom i Syrien kunne vi føje de proiranske islamister til samlingen.

Til trods for deres antivestlige retorik er islamisterne mindre konservative end salafister og wahhabitter. De er mindre fordømmende over for shiamuslimer eller andre trosgrupper, og de giver mere plads til kvinder. For herskerne er de dermed et problem. For hvor wahhabitterne er loyalister, og salafisterne typisk er apolitiske, og jihadisterne er under jorden, søger sahwierne den brede offentlighed. Deres prædikanter er voldsomt populære og har millioner af følgere på Twitter. Et par af de mest populære – herunder Nawal al-Aid – er kvinder.

Saudi, Qatar og MBS

I dag er en række af de vigtigste sahwier i Saudi-Arabien i fængsel, og prædikanterne er meget forsigtige i deres kommunikation. Årsagen er de store politiske forandringer i landet siden 2015, da en ny konge, Salman, kom på tronen i en alder af 80 år og hurtigt gjorde sin søn Muhammad bin Salman (MBS) til landets mægtigste mand.

MBS indledte hurtigt en krig i Yemen, som stadig står på, og som har været forsigtigt kritiseret i sahwi-kredse. Og snart efter gik han og hans kollega kronprinsen i Abu Dhabi, kendt som MBZ, i gang med at isolere det lille land Qatar, der netop har taget sahwierne under sine vinger og i praksis havde udviklet sig til en ideologisk rival.

Alle Golfstaterne lever udelukkende af olieeksport. Det betyder, at statens indtægter kommer op af jorden, og olien giver kun arbejde til en lille andel af befolkningen. Staten behøver altså ikke at beskatte borgerne, men kan tværtimod betale for dem. Befolkningen er kort sagt uproduktiv og på støtten og derfor netop undersåtter, der skal være taknemmelige og loyale.

Madawi al-Rasheed (ed): Salman’s Legacy. The Dilemmas of a New Era in Saudi-Arabia

Rentier-stater, kalder politologer denne statstype, for ligesom en rentier kan de leve af renterne. »Stammesamfund« kalder vi dem derimod i Danmark, og engang var Halvøen bare befolket af stammer. Men i dag har staten overtaget stammernes traditionelle funktioner såsom organisering, forsørgelse, lov og beskyttelse. Stammerne er integreret i statens orden, alene fordi de giver den mulighed for at agere nede i det samfund, den ikke vil have til at udvikle et civilsamfund. Og fordi en bestemt familie, emirens, skal opretholde magt og legitimitet. At tro at alting fungerer efter en »stammelogik« er at lade sig narre af staternes kulisse.

Hvad ville det betyde for islamisterne, hvis organisationer opstod i helt andre typer stater, og som netop slog sig op på at betjene jævne muslimer med undervisning, lægehjælp og ungdomsarbejde?

Det spørgsmål har Courtney Freer undersøgt for de to små rivaliserende hyperrentierstater Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, der har en lille befolkning og derfor en langt højere gennemsnitsindkomst end de øvrige Golfstater. I begge stater har islamisterne fra begyndelsen kunnet operere inde i staten i stedet for imod den, og det har haft betydelig indflydelse på de opvoksende generationer. Med tiden er de blevet tvunget til at opløse deres organisation, så islamismen ikke er en organisatorisk kraft, men en udbredt ideologi. Qatar har omfavnet den og promoveret den gennem stærke internationale medier, mens De Forenede Arabiske Emirater har valgt at forbyde den og bekrige den over hele jorden.

Så ligesom de to ministater er indædte rivaler med flyselskaber og fodboldklubber, så er de det også med medier, tænketanke og efterretningsarbejde. Når Qatar har promoveret islamismen, har det også været for at komme ud af wahhabismens skygge og få en mere modernistisk form for islam. De Forenede Arabiske Emirater har ikke traditionelt været wahhabitisk og har derfor ikke haft samme behov for et opgør. I stedet søger landet at promovere mere liberale – men også mere apolitiske – former for islam.

Mord i familien

Madawi al-Rasheeds bog Salman’s Legacy ser nærmere på, hvad den opfatter som en ny æra i Saudi-Arabien under Salman og MBS. Bogen er et opgør med et ældre, funktionalistisk billede af en stærk og legitim kongefamilie, der kunne støtte sig op ad et wahhabittisk præsteskab og levere det samfund, som folk ønskede. I stedet får vi et billede af et splittet og bekymret land, hvis kongefamilie har været udsat for et kup fra MBS, og hvis problemer vokser på mange fronter.

For at holde os til den religiøse side, tegner bogen et billede af en wahhabisme, som har overlevet sig selv, og forskellige tendenser – sahwier, salafister, men også liberale og jihadister – som regimet vil få ganske vanskeligt ved at få styr på. Saudi-Arabiens forsøg på at bygge sin egen statskontrollerede salafisme op og så eksportere den til verden var en succes i et par årtier; i dag er den et problem mange steder – også i kongeriget selv. Det har kongefamilien erkendt i længere tid. Den tidligere konge, Abdallah, lagde stilen om lige så forsigtigt. MBS gør det dramatisk. Spørgsmålet er, om det vil virke.

Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, holder tale fra en balkon i en moske i Mosul i Irak.

Klip fra propagandavideo udsendt af Islamisk Stat
Noget af det vanskeligste er måske al-Qaeda og Islamisk Stat (IS), også selv om de bliver nedkæmpet i Syrien. For Saudi-Arabien er problemet, at deres ideologi i virkeligheden er tættere på wahhabismen, end staten selv er. Det var et snedigt træk af IS at udgive grundlæggeren, Muhammad ibn Abd al-Wahhabs (1702-93), skrifter på internettet og gøre det klart, at hans bevægelse var lige så voldelig og puritansk som deres.

I 2015 opfordrede IS saudiere til at myrde medlemmer af deres egen familie, hvis disse var ansat i sikkerhedsstyrkerne. Det var der faktisk et par håndfulde, der gjorde – og på den måde udstillede hele »stammeideologien«.

Alligevel lader MBS jihadisterne i Yemen være i fred og bruger sine stokkonservative wahhabitiske støtter til at agitere imod shiamuslimerne. Endelig forfølger han de politiske islamister i stedet for at koptere dem og bruge dem som front imod jihadisterne.

Bogen er udgivet før mordet på journalisten Jamal Khashoggi i det saudiske konsulat i Istanbul, men forfatternes skepsis over for kronprinsen skinner tydeligt igennem. Mord i kongefamilien er nok heller ikke utænkeligt. Det skete i 1975, da islamismens sponsor, Kong Faisal, blev myrdet af sin nevø. Man får en fornemmelse af, at begivenhederne i Saudi-Arabien kun er ved at tage fart.

Courtney Freer: Rentier Islamism. Oxford University Press. 296 sider

Madawi al-Rasheed (ed): Salman’s Legacy. The Dilemmas of a New Era in Saudi-Arabia. Hurst Publishers. 320 sider

Andet afsnit af Moderne Ideer Podcast er i luften. Lyt til det her, i iTunes eller i din foretrukne podcast-afspiller.
Hør mere i podcasten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Christian Mondrup
  • Viggo Okholm
  • Steffen Gliese
Torben K L Jensen, Christian Mondrup, Viggo Okholm og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvis blot vi fik lige så meget oplysning om de politiske bevægelser i Mellemøsten, som vi i sin tid fik fra kremlologerne, ville meget politisk nok tage sig lidt anderledes ud.

Touhami Bennour

De herrer der vises i fotoet er alla døde. En far til Ben Laden, han er bare far til Ben Laden ikke andet. Vesten har Overdrivet meget og manipuleret i de sidste 20 til 30 år. Tage vi Ben Laden historie, mange ikke tror på den historie, og tror det er rent manipulation. Jeg ved selv ikke noget om det. Under alle omstændighederne det retfærdiggøre ikke krige og specielt krigen i Irak.
Men det er gået lang tid siden, og nu hagler med kritik mod vesten i egn rækker, Mod Deres søtte til diktaturet i Mellem Østen. Men efter "det arabiske forår"har kunnet forandre poltiken omkring Mellem Østen, Ser Vesten bedre på den region. Også i selve Mellem Østen de lande som støtter diktatur i mellem Østen er svækket, og som det ses I Nordafrika ser folk andre veje og mod demokratiet. Men der mangler Trump, han er en ukendt faktor.

Touhami Bennour

Det anbefales at læse bogen: "L Europe et le myte de l´Occident"( Eurpopa og Vestens myte) af "Georges Corm" Hvor han fortæller Vesten ser på Mellem Østen med "Ernest Renan" øjne,en anti arabisk/muslimsk propaganda. fra den nittenårhundert.

Henrik Plaschke

Efter læsningen af Edward Saids Orientalisme, som i øvrigt kritiseres af den ovenfor citerede Georges Corm, kan man passende fortsatte med Sadiq Jalal Al-Azm’s velformulerede kritik af Saids ”omvendte orientalisme”. Al-Azm var professor i filosofi var universitetet i Damaskus og overordentlig kritisk overfor Saids arbejde.

Artiklen findes optrykt mange steder på nettet (f.eks. på http://www.europe-solidaire.org/spip.php?article20360) og findes også i en norsk oversættelse: Sadik Al-Azm, Mot hevdvunne sannheter. Et korrektiv til oppfatninger om islam og muslimer, Cappelens Forlag 1995.

Touhami Bennour

Henrik Plaschke.

Kritik af kritik fører ikke langt. Om hvornå begyndte "Orientalisme" . det er som at spørge hvornår begyndte Universet. Alle svar er velkommen.

Jeg kendte ikke "Sadiq al Azm", Syrien er et diktatur og ikke denvej jeg søger. Jeg kender andre forsøg i den arabiske verden: Nasser, Ben Bella, Ben Barka, Haddad, Chabbi osv. Og andre som der tales om "nu", og der er resultater, Det sidste er Det "arabiske forår" der begyndte 2011 og som "rystede verden" og forsætter med i Sudan og Algeriet, Faktisk også Trump siger noget om det og måske blander sig. Vi lever nu og gør også noget.

Du lyder ikke opdateret til den arabiske verden. Reform i religion føre ikke til noget. Det førte heller ikke i vesten. Kristendommen er i god form i Vesten. Det konservative folke parti plejer at sige: "Forandring for at bevare", det er det, der ske med religion in Vesten. Selv Det politiske system er det samme som "Karthago´s forfatningen, Imperialisme og demokrati. Hvis man tilføjer Menneskerettighederne fra FN. Aristoteles mener den er den bedste forfatning i verden. og var den første også. Nej det mener du måske aldrig. (Orientalisme igen).

Ifølge Ernest Renan om "Nation": det bygger ikke på "Etnicitet" og heller ikke på religion", og det gør det danske samfund også, det bygger ikke på etnicitet eller religion.