Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Game of Thrones’ endte som en fejring af fortællingens kraft, men den kunne have været fortalt meget bedre

Ottende og sidste sæson af ’Game of Thrones’ har ikke været på højde med de første. Man kan godt forstå de millioner af fans, der har skrevet under på et ønske om at skrotte hele David Benioff og Dan Weiss’ bud på en ottende sæson. Og så alligevel. Serien sluttede, hvor den skulle. Ved begyndelsen. Dramaturgisk hænger det sammen, men desværre bliver den leveret helt ubegribeligt banalt
Ottende og sidste sæson af ’Game of Thrones’ har ikke været på højde med de første. Man kan godt forstå de millioner af fans, der har skrevet under på et ønske om at skrotte hele David Benioff og Dan Weiss’ bud på en ottende sæson. Og så alligevel. Serien sluttede, hvor den skulle. Ved begyndelsen. Dramaturgisk hænger det sammen, men desværre bliver den leveret helt ubegribeligt banalt

HBO Nordic

Kultur
24. maj 2019

(SPOILERALERT. HVIS DU ENDNU IKKE HAR SET SIDSTE AFSNIT AF GoT, SÅ STOP MED AT LÆSE NU. DETTE ER EN ANMELDELSE AF HELE OTTENDE SÆSON OG DERMED OGSÅ SIDSTE AFSNIT)

En tv-serie, der samler på tværs af nationer, kontinenter endda. En tv-serie, der har fået folk i CET-området til at stå op kl. tre om natten for at se fjernsyn eller til at undgå sociale medier i dagevis, til der var tid.

En tv-serie, der om noget har bevist, at en god historie, god kunst, taler et universelt sprog. En tv-serie lige så højstemt som den foregående sætning. Tv-serien Game of Thrones er slut. Og den sluttede ved sin begyndelse.

Hjulets bevægelse har været et tilbagevendende element i serien. Konkret som en central del af den indledende titelsekvens, hvor de forskellige stridende familier i fantasyserien og deres hjem introduceres, og som den metafor som den tvivlsomme heltinde Daenerys Targaryen (Emelia Clarke) brugte til at beskrive den måde, hvorpå styresystemet med tyranniske konger, der overtager efter tyranniske konger, har fungeret. Ustoppeligt. Det kører bare. Du kan enten køre med eller blive kørt over. Valar Morghulis, som de siger i Westeros. Alle mænd skal dø. Men som også Daenerys selv har bemærket, så er hun ikke en mand.

(JEG MENER DET, HVIS DU IKKE HAR SET AFSNITTET, SÅ STOP NU!)

Daenerys Targaryen, den retmæssige arving til de syv rigers jerntrone, slavernes befrier, dragemoderen, der ville redde hele den kendte verden fra tyranner, havde sværget, at hun ville smadre hjulet.

Desværre viste hun i sæsonens afsnit fem, at hun ville gennemføre det ved bogstaveligt talt at sætte ild til alt og alle, så et nyt smukt paradis kunne vokse frem af asken. Fordi hun ved, hvad der er godt, og hun vil ikke diskutere det med nogen. Det syntes den renfærdige Jon Snow (Kit Harrington) heldigvis, at han havde hørt før. Det lød som et hjul, der drejede.

Så i et blodskamskys (hun var hans faster) var det slut. Og sådan måtte det være. Alle, der arbejder med fortællinger, ved, at historier, hvor der er blodskam, kun kan ende med en voldsom død.

Og Game of Thrones kender sin litteraturhistorie. Derfor kunne heller ikke vores egen Nikolaj Coster-Waldaus eminent spillede Jaime Lannister overleve. Han måtte dø sammen med sin søster Cersei (Lena Headey) og det sidste overlevende, skønt endnu ufødte, barn af deres incestuøse forhold. Knust under vægten af deres eget hjem.

Naturens orden må genoprettes, og det er det, hele den sidste sæson og særligt det sidste afsnit har handlet om.

Da mennesket ankom til Westeros, forbrød det sig mod den oprindelige befolkning, The Children of the Forest, og den natur, de levede i symbiose med, og tog grådigt og hensynsløst magten over det hele.

Naturens hævn kom i form af The Night King og hans White Walkers, der vakte døde til live igen og åd sig ind på menneskenes verden med samme ærgerrighed som stigende verdenshave.

Små knive

Arya Stark (Maisie Williams), der var barn, da serien startede og aldrig er blevet voksen på den måde, som man forventer det af én som hende, stoppede The Night King.

Hun har aldrig været som de andre, aldrig ønsket at spille med efter de samme regler som de andre, aldrig ønsket magten. Men hun har været den, der har set klarest af alle. Hun kunne lige så godt have fletninger og stå med et »Skolstrejk for klimatet«-skilt.

Selv om vi nok var mange, der gerne havde set, at The Night King havde oversvømmet hele Westeros med betimelig og poetisk retfærdighed, så synes jeg alligevel, at forfatterne fik fortalt sig godt ud af den udfordring, at de allerede ved sæsonens start stod med front mod en frådende og tilsyneladende ustoppelig tidevandsbølge af levende døde.

De mødte den med en ung, konstant undervurderet kvinde, der havde seriens mindste kniv. Men hun vidste lige præcis, hvordan og hvor hun skulle stikke den ind.

Små knive har haft stor betydning i Game of Thrones. Det var samme lille kniv, der startede krigen mellem familierne. Den kniv, der blev brugt i mordforsøget på Bran Stark (Isaac Hempstead Wright) i første sæson, da han som dreng lå i koma og forkrøblet i sin seng efter et fald, der i virkeligheden var et skub.

Han så Cersei og Jamie sammen og blev forsøgt dræbt, fordi ingen måtte kende sandheden. Siden blev han kenderen af alle sandheder.

Og siden blev han den, der skulle smadre det hjul, der havde holdt Cersei og ville holde Daenerys ved magten. For han kender betydningen af historier, erklærer Tyrion Lannister (Peter Dinklage), da de mest magtfulde personer i Westeros skal vælge deres nye regent. Som den første nogensinde tager Bran ikke magten, han bliver den givet.

Kommentar til egen succes

Afslutningen på Game of Thrones blev altså en fejring af fortællingens kraft, af historiers insisteren på orden, mening og sammenhæng, sikkert også som en kommentar til seriens egen verdensomspændende succes. Når man mister overblikket, og det større formål bliver svært at se for al ilden og isen, asken og sneen, så har historiefortælleren et tredje øje. Ser alt, ved alt, husker alt.

Mange af de bevægelser, der blev sat i gang allerede i første sæson, vender tilbage til deres udgangspunkt og afsluttes. Og det er en sand fantasyslutning, at de renfærdige Starks, de eneste, der ikke ønskede kampen, står tilbage med sejren.

Alligevel kan man godt forstå de millioner af fans, der har skrevet under på et ønske om at skrotte hele David Benioff og Dan Weiss’ bud på en ottende sæson og i stedet få kompetente forfattere på sagen (sikkert helst George R.R. Martin selv).

Siden HBO løb tør for romanforlæg (fra 7. sæson) har dialogen og intrigerne tabt flyvehøjde, mens dragerne, kampene og den mere simple fantasyfortælling har vundet.

Jeg ville også gerne have set Martins version, men på den anden side kunne jeg ikke have ventet (hvis det var på Martin, ville det måske være for evigt), og jeg synes, at Benioff og Weiss med sidste afsnit redder meget. I hvert fald rent dramaturgisk.

Dialogen er helt ubegribelig kluntet. Hver gang der er en enestående mulighed for at sige noget, der vil ende på kaffekopper og andet merchandise, siger Tyrion noget banalt om historiefortælling, eller Jon siger noget halvkvalt om systemkritik med Kit Haringtons lige så begrænsede mimik.

Visuelt blev den sidste sæson af Game of Thrones ellers en overlegen opvisning i, hvad fantasygenren kan, når symbolikken rigtig får lov at råde. Det brændende Kings Landing blev til aske, der blev hvirvlet op og faldt stille som sne over ruinerne. George R.R. Martins serie A Song of Ice and Fires’ ild og is forbundet.

I det scenarie dukker Daenerys Targeryens sidste drage, Drogon, op, og i sorg over tabet af dragemoderen spreder den sin ødelæggende ild over Jerntronen, der smelter væk i flammerne. En trone bygget på en forbrydelse mod naturen og fastholdt af blodskam.

Først nu kan orden genoprettes. Hjulet er nået hele vejen rundt. Det har været en vild tur.

Game of Thrones sæson 8, afsnit 1-6. Skabt af David Benioff og Dan Weiss for HBO. Hele sæsonen og resten af serien kan ses på HBO Nordic

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne artikel virker for mig mere som en opsummering end en anmeldelse. Intet negativt ment, men havde håbet på en mere i dybde gående artikel fra Informations side af.

Pernille Rübner-Petersen

Troen på fortællingens kraft som sandhed eller orden er lige så fascistisk eller tyrannisk som overbevisningen om at have ret i godhedens tjeneste.
Såkaldte gode fortællinger kan også misbruges politisk og socialt, hvilket Games of Thrones er et udmærket eksempel på. Vi doper os med fiktion om verdens undergang, mens kloden eroderer – bogstavelig talt - under vores fødder.
De medvirkende tjener sindssygt mange penge. Mere end de kan bruge på et liv. Samtidig er hele befolkningsgruppers liv truet af fattigdom, klimaforandringer og de uendelige krige, som Game of Thrones har lavet en superfed fortælling om.
Dette er også hjulet, som burde smadres.

Morten Balling

"men den kunne have været fortalt meget bedre"

Hvordan? Det har jeg endnu ikke hørt et ikke-tåkrummende bud på.

Kunne det tænkes at det ville være umuligt at lave en slutning som tilfredsstillede alle? Mange havde sikkert gerne set Dany og Jon vade hånd i hånd mod solnedgangen i modlys, men det havde været banalt. Personligt ville jeg gerne have set alle sige "Aye" da Sam foreslog demokrati, men hånden på hjertet tror jeg heller ikke længere på Julemanden.

Sidste sæson har været kritiseret i kor for at være for kort og forhastet. Det var en over seks timer lang slutning? Måske er det i virkeligheden bare fordi seriens fans ikke kan forestille sig et liv uden GoT, indtil Dolores og Pinkman snart får dem til at glemme igen.

Lotte Skovbo Hansen, Tony Thomsen og Charlotte Ljungstrøm anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg fik ikke børn og fik heller ikke set Game of Thrones. Har jeg overhovedet levet?