Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nogle gange er det private bare privat

Skaberne af podcasten ’Fries Before Guys’ slår i bogversionen et slag for den hudløse ærlighed, men ærlighed er ikke altid interessant eller politisk
Kultur
24. maj 2019
Billede fra bogen.

Billede fra bogen.

MARIE HALD

Nanna Hovgaard (f. 1991) og Josephine Kuhns (f. 1993) podcast Fries before Guys er gennem sin treårige levetid blevet enormt populær hos deres egen generation og folk, der er yngre. Det kan derfor ikke komme bag på nogen, at de nu udgiver bogen En som os, der har undertitlen En antisammenligningsbog.

Hovgaard og Kuhn har været bedste veninder siden gymnasiet, og deres podcast tager form af den intime venindesamtale, den samtale, hvor der ikke er grænser for, hvad man kan udbrede sig om: onani, barndomstraumer, selvhad, stress, angst, skam, alt sammen med udgangspunkt i de to kvinders personlige oplevelser.

Tematisk er der fuldstændig overenstemmelse mellem podcasten og nu bogen En som os. Kapitlerne hedder »Seksualitet«, »Angst«, »Forkerthedsfølelser« og »Fællesskab«.

Kuhn og Hovgaard vil gerne dele »de pinligste historier og mest skamfulde følelser«, de vil gerne »skubbe til grænsen for ærlighed»« og »dele alle afkroge af livet og sindet med jer, selvom vi er ved at skide i bukserne af skræk«, som de skriver i bogens forord. Min første tanke, når jeg læser det, er: Det behøver I altså ikke! Bare fortæl, hvad I har lyst til. Men det vender jeg tilbage til.

I mange små, personlige beretninger, der skiftevis har »Nanna« eller »Josephine« som afsender, og nogle gange et »vi«, berettes der om at onanere med en hårspraydåse, om at dulme sin angst med alkohol, om at have sex kun for mandens skyld, om at hade sin krop og om at tale om alle disse ting med sin bedste veninde.

En som os peger i øvrigt på det vigtige ved ikke bare at mindske skammen, men også at leve med sin skam uden ligefrem at begynde at skamme sig over skammen. Lige præcis det kan tit fremstå som problemet med den nye bølge af såkaldt body positivism, hvor det at elske sin krop bliver et nyt imperativ, så man nu ikke engang kan få lov til at hade sin krop i fred. Den problematik er Hovgaard og Kuhn opmærksomme på.

Ærlighedens poetik

Kuhn og Hovgaards poetik er den totale ærlighed, en blottelse af det intime, der ligger i forlængelse af den halvfjerdserfeministiske ide om, at det private er politisk. Og det er det også, når Josephine f.eks. sigende fortæller om, hvordan hun har fået så mange sexistiske kommentarer om sine bryster gennem tiden, at hun ofte har overvejet at få dem fjernet eller formindsket alene af den grund.

Josephine Kuhn og Nanna Hovgaard: ’En som os. En antisammenligningsbog’.

Men nogle gange er det private også bare, ja, privat. Jeg vil nødigt komme med konkrete eksempler, for det er ikke mit ønske at nedgøre kvindernes historier. Deres erfaringer er jo gyldige uanset hvad, og Kuhn og Hovgaard har al ret i verden til at dele dem. Men virkelig mange steder, efter at jeg har læst endnu en historie, dukker det hårde spørgsmål op: Og hvad så?

Dette spørgsmål opstår ikke, når jeg lytter til deres podcast Fries Before Guys, hvilket skyldes, at podcastens samtaleformat bedre kan rumme modsatrettede, forsøgsvise udsagn og historier. Bogformen, derimod, afkræver af sin afsender, at hendes budskaber har mere vægt og sammenhæng.

Jeg prøver ikke at sige, at Kuhn og Hovgaards projekt ikke er vedkommende. En som os og Fries Before Guys ligger i forlængelse af en ny feministisk strømning i tiden, som jeg kun kan bifalde, og som er en af de, efterhånden ret få, ting, der politisk set giver mig håb for fremtiden.

En som os er i familie med bøger som Venus fra 2017, hvor 35 unge kvinder fortalte om deres seksualitet, og Gennemblødt fra 2016 om menstruationens kulturhistorie.

Men i modsætning til disse to eksempler, der begge var skarpt afgrænsede i deres form, er jeg i tvivl om, hvad det formelle greb er i En som os. Er det en selvhjælspbog? En transkriberet podcast? Et manifest? Memoirer?

Når bogens undertitel er En antisammenligningsbog, er jeg med på, at forfatterne forsøger at gå imod tendensen til at sammenligne sig selv med andres perfekt retoucherede liv, f.eks. på de sociale medier. Men selve titlen En som os laver jo, i hvert fald sprogligt set, en sammenligning. Betyder det så, at der findes en slags sammenligning, som er okay? Det udfoldes ikke i bogen.

Bogens konklusion henvender sig direkte til læseren: »Du er ikke underlig, du er ikke alene, du er en som os.« 

Men selvom jeg faktisk tilhører samme generation som Kuhn og Hovgaard, følte jeg mig mest af alt fremmedgjort, mens jeg læste deres bog. Ikke på grund af indholdet, som jo er genkendeligt, men fordi bogens hudløst ærlige stil for mig at se antyder, at løsningen på samfundsmæssige problemer som angst, skam og selvhad hos især kvinder skulle være total transparens. Hvad blev der af strukturel forandring?

Det er generøst af Kuhn og Hovgaard at dele deres venindesamtaler om alskens emner i deres vigtige podcast Fries Before Guys. Jeg er sikker på, at det er samme generøsitet, denne bog udspringer af. Men ideen eller tanken bag En som os er for flagrende og for ukritisk til, at jeg rigtigt kan få mig selv til at anbefale den.

Josephine Kuhn og Nanna Hovgaard: ’En som os. En antisammenligningsbog’. Gyldendal. 192 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her