Læsetid: 5 min.

Det er godt tænkt at lade Elmgreen & Dragset udlægge Hammershøi på SMK, men de kunne godt have udnyttet friheden

SMK har inviteret Elmgreen & Dragset til at gribe ned i samlingen og sætte den i relation til samtidskunsten. Idéen er god, men resultatet er blandet, og man vandrer symptomatisk lige igennem det værk, som Elmgreen & Dragset selv har bidraget med
Elmgreen & Dragset ’Powerless Structures (8 doors)’ 2000-2002. Statens Museum for Kunst.

Elmgreen & Dragset ’Powerless Structures (8 doors)’ 2000-2002. Statens Museum for Kunst.

Anders Sune Berg/ SMK

3. maj 2019

Et af de mange nye greb, som kunstmuseerne i de senere år har anvendt for at gøre deres samlinger relevante og attraktive, består i at invitere kunstnere til at gå i dialog med samlingerne og skabe anderledes udstillinger. Hvor den kunsthistorisk uddannede museumsinspektør oftest organiserer kunstværker ud fra metodiske principper som kronologi, periode, nationalitet, stil, genre, medie eller skole, kan en kunstner mere frit benytte sig af andre tilgange og skabe nye udstillingstyper.

Den kunstnerkuraterede udstilling er derfor blevet en efterhånden hyppigt anvendt variationsmulighed for kunstmuseer, der er under pres for at tiltrække flere og nye publikummer, som man for eksempel har set det for nylig på Arken, hvor Michael Kvium kuraterede udstillingen Cirkus Europa med egne værker, og på J.F. Willumsens Museum, hvor Christian Vind kuraterede udstillingen Ekkorum.

På SMK har man nu valgt at starte en ny serie udstillinger, der lader kunstnere bidrage til den kuratoriske proces. De kalder serien for SMK Plus, vel nok fordi idéen er at tilføje noget ekstra til den eksisterende eller konventionelle form for kuratering på museet. I den første udstilling i serien er kunstnerparret Michael Elmgreen og Ingar Dragset blevet inviteret til at kuratere en udstilling i samarbejde med museets inspektører for samtidskunst, Marianne Torp og Tone Bonnén. Det er blevet en udstilling, der med afsæt i malerier af Vilhelm Hammershøi sætter fokus på hjemlighed gennem kombinationer af kunstværker på tværs af historiske og nationale skel.

Konfliktfyldt zone

Foruden Hammershøi deltager i alt 11 kunstnere på udstillingen, alle yngre end Hammershøi og flere nulevende, halvdelen mænd, halvdelen kvinder. Udstillingen har på ingen måde karakter af en dybdegående undersøgelse, men fremstår snarere som små anslag til værksammenstillinger, der anlægger forskellige perspektiver på hjemlighed og rum.

Det er med andre ord en tematisk udstilling, hvor det organiserende princip er visuelle og psykologiske korrespondancer mellem værkerne på tværs af tid, medier og kunstneriske udtryk.

I det lille udstillingskatalog fortæller Michael Elmgreen og Ingar Dragset om deres intentioner med udstillingen. De lægger ikke mindst vægt på de identitetspolitiske potentialer i værkerne, idet de betoner hjemmet som en konfliktfyldt zone, hvor individuelle og kulturelle normer – herunder religiøse idealer – bliver forhandlet.

Hammershøis interiørskildringer bliver udlagt som eksistentielle dramaer, der »kan rumme et hav af bagvedliggende emotionelle spændinger.« Sat over for Hammershøis latente dramaer finder man derfor samtidskunstens mere manifeste skildringer af hjemmet som holdeplads for neuroser, frustrationer, fremmedgørelse, indeklemthed og ulyksalighed.

Vilhelm Hammershøi ’Interiør, Strandgade 30’, (1906-1908).

Ole Hein Pedersen

Allerede inden man træder ind i de tre udstillingssale, som udstillingen fylder, bliver den intime hjemlighed signaleret gennem glasdørenes midlertidige beklædning med lyse silhuetter, der illuderer udskæringer, som var det fyldningsdøre i træ fra 1800-tallet. Men ligesom det gælder for store dele af udstillingen, er ikke alt, hvad det giver sig ud for her.

Elmgreen & Dragset er kendt for deres teatralske virkemidler, der trækker på illusionskunstens numre, så velkomsten er passende. Overfladen snyder, og nogle gange er der slet ikke noget inden under den.

Fortolkende kuratering

Udstillingens største kvalitet er de mange fine værker og den gode rumlige disponering af dem. Det er en smuk ophængning, hvor enkeltværker og serier generelt er placeret fint og respektfuldt. Hammershøi er pænt repræsenteret med sine malerier bredt ud i to af salene.

Kun kunstnerkuratorerne selv har fået mere plads. De udfylder selvstændigt hele midtersalen med værket Powerless Structures (8 doors) fra 2000-2002, der består af en række hvide døre, som på forskellig vis forbliver lukkede, fordi de er berøvet deres funktion og ikke fungerer som normale døre længere. Symptomatisk nok fungerer salen mest som et hurtigt gennemgangsrum, mens publikum i de øvrige sale standser foran værkerne og betragter dem.

De øvrige kunstnere bidrager for størstepartens vedkommende blot med et enkelt værk. Det gælder Louise Bourgeois, der er repræsenteret med en lille fotogravure fra 1990, Femme Maison. Billedet er en del af en større serie, som Bourgeois arbejdede på fra 1940’erne, med afbildninger af nøgne kvindefigurer, hvis overkroppe er erstattet af et hus – bogstaveligt talt en husmor, hvor hjemmet klaustrofobisk omfavner og skjuler kvindens hoved. Værket er placeret ved siden af en videoinstallation af Monica Bonvicini, Hausfrau Swinging fra 1997, hvor en nøgen kvindefigur med et stiliseret hus over hovedet gentagent og dundrende banker mod en hjørnekonstruktion i en blanding af oprør og selvdestruktion.

De to arbejder er placeret sammen med Hammershøis Interiør med ung pige, der fejer fra 1899, en rygvendt kvinde i færd med den form for husligt arbejde, som Bourgeois og Bonvicini kan siges at skildre de psykologiske konsekvenser af i deres værker. Samtidskunsten bruges således til en fortolkning af Hammershøi, som ikke er åbenlyst præsent i hans værker. I Interiør med ung pige, der fejer, er der ikke noget, der indikerer oprør eller undertrykkelse, men kvindens rygvendte anonymitet og rummets fordobling som et uendeligt æskesystem kan ses som understregning af arbejdets repetitive trivialitet og hjemmets indesluttende karakter.

Overfladiske korrespondancer

På lignende vis etablerer udstillingen korrespondancer mellem Hammershøi og de øvrige kunstnere. Nogle steder bliver det dog mest til visuelle analogier, som når et interiørfoto af Thomas Ruff er placeret side om side med Hammershøis Interiør. Den gamle bilæggerovn. Albertines Lyst, Lyngby fra 1888. Begge billeder viser mennesketomme interiører, javel, men så slutter enhver videre forbindelse også. Den slags overfladiske ligheder, der ikke rummer dybere æstetiske korrespondancer, er der lidt for mange af i udstillingen.

Kunstnerkuratorerne selv bidrager i den henseende med værket 1 hr. 12 mins/2 hrs. 10 mins fra 2017, to halvbrændte stearinlys hugget i marmor, som øjensynligt er lavet under indflydelse af Hammershøis Interiør. Kunstigt lys fra 1909, men helt og aldeles forladt for den sitrende eksistentielle skønhed, som stråler fra Hammershøis maleri.

Udstillingen er trods svaghederne seværdig og tankevækkende. Idéen med at invitere kunstnere til at arbejde i dialog med samlingen er god og kan uden tvivl blive et plus for SMK. Klart nok hører kunstnerne – ligesom kunstværkerne – hjemme på SMK. Om der er den store forskel fra kunsthistorikeres kuratering af tematiske udstillinger, kan man diskutere.

Jeg savner i nærværende udstilling en større substans og dybde i forvaltningen af den kunstneriske frihed, som lidt for mange gange blot lader en visuel eller rumlig lighed stå som et postulat for en forbindelse mellem komplet forskellige værker. Hvor har det hjemme?

Der har jeg hjemme. Hammershøi by Elmgreen & Dragset. SMK. Sølvgade 48-50. Indtil den 1. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu