Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

’Godzilla II: King of the Monsters’ er en uinspireret omgang monstermøg

Der vrøvles meget i den mislykkede ’Godzilla II: King of the Monsters’, der lader dusinvis af kæmpeøgler og -monstre slås og ødelægge alting, mens magtesløse mennesker forsøger at få dem til at holde op
Kæmpeøglen over dem alle, Godzilla, er overbevisende lavet i monsterfilmen ’Godzilla II: King of the Monsters’, men det gør det nu ikke til nogen god film.

Kæmpeøglen over dem alle, Godzilla, er overbevisende lavet i monsterfilmen ’Godzilla II: King of the Monsters’, men det gør det nu ikke til nogen god film.

SF Studios 

Kultur
31. maj 2019

Sikke noget møg. Michael Doughertys Godzilla II: King of the Monsters er en skidt film. Selv hvis man elsker japanske kæmpemonstre – Godzilla, Mothra og enorme drager med tre hoveder – er den seneste film om de oldgamle titaner, der på grund af menneskehedens dumhed og hybris vandrer på jorden, en kedelig affære.

I de fem år, der er gået siden den seneste Godzilla-film, har øglen og hans fæller, både de gode og de onde, stort set holdt sig i ro, og mennesker har fået lov til at bygge alt det op igen, som blev smadret. Men selvfølgelig kan økoterrorister, den amerikanske regering og det private, monsterkontrollerende selskab, Monarch, ikke lade være med endnu engang at pille ved alt det, de i dén grad bør holde fingrene fra, og så har vi balladen.

Monarch-forskeren Emma Russell (Vera Farmiga), der mistede sin lille søn, da Godzilla gik amok, har nu fundet frem til en metode, hvormed hun kan kontrollere titanerne – gøre dem rolige eller hidse dem op – og sammen med sin datter, Madison (Millie Bobby Brown), bliver hun taget til fange af den mystiske Jonah Alan (Charles Dance), der tydeligvis har ondt i sinde. Og så er det op til Emmas plagede eksmand, Mark (Kyle Chandler), og en hoben andre videnskabsfolk og soldater at forsøge at finde mor og datter og samtidig stoppe Jonah, inden titanerne igen går amok.

Den naturlige orden

Der foregår meget i Godzilla II: King of the Monsters. Alt for meget. Der tales om urgammel mytologi, forsvundne civilisationer, ormehuller igennem jordkloden og rumvæsener i et forsøg på at forklare, hvor disse gigantiske monstre kommer fra – og hvorfor ét af dem synes mere ondsindet og fast besluttet på at ødelægge alt end de andre.

Det bliver igen fastslået, at titanerne faktisk var her før os, og at det er os, der forstyrrer dem. Nogle forskere mener, at mennesker og monstre kan leve fredeligt side om side, andre, at fredsforstyrrerne, os, må udryddes, så den naturlige orden kan genoprettes.

Men selv om der altså løber en betimelig, klimaagtig rød tråd igennem filmen, der samtidig advarer imod at spille Gud, er det monstrene, det handler om, og al det økologiske er reelt et påskud for at vise dem slås mod hinanden med de reelt ligegyldige mennesker som mere eller mindre passive og magtesløse størrelser i midten (selv om skuespillerne sådan set gør, hvad de kan for at være relevante).

Der vrøvles meget i Godzilla II: King of the Monsters, og mere end én person ofrer sig på heltemodig vis for at redde kloden, i takt med at man – jeg – mister interessen for det, der foregår. Nogen realistisk film er det selvklart ikke som udgangspunkt, men undervejs begynder både mennesker og monstre at opføre sig så mærkeligt og uforudsigeligt, at handlingen forbryder sig mod universets egen, indbyggede logik. Og ligegyldigt, hvor flot det så end tager sig ud – monstrene er overbevisende – bliver man træt af alle de gange, hvor monstre støder sammen, og byer og mennesker udraderes, som var de collateral damage uden betydning.

’Godzilla II: King of the Monsters’. Instruktion: Michael Dougherty. Manuskript: Michael Dougherty og Zach Shields. Amerikansk-japansk. (Monstermange biografer verden over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her