Læsetid: 3 min.

Det gør ondt langt ind i hjertet at se en halvnøgen 11-årig fortælle om gentagne seksuelle overgreb. Også selv om det er skuespil

Den aarhusianske scenekunstfestival ILT19 bød publikum ind til alverdens oplevelser. Fra larmende gadegøgl og små installationer til berømte trupper som nycirkusartisterne i Cirque Éloize og konstant eksperimenterende Forced Entertainment. Men det var alligevel et par af de allermindste forestillinger, der gjorde størst indtryk
Verden er en gigantisk krop, og de småbitte mennesker begiver sig på vandring mod et bedre liv i ’Invisible Lands’, en overraskende smuk, intim og samtidig trist forestilling om krig.

Verden er en gigantisk krop, og de småbitte mennesker begiver sig på vandring mod et bedre liv i ’Invisible Lands’, en overraskende smuk, intim og samtidig trist forestilling om krig.

Pernille Lindgren

29. maj 2019

Internationale gæstespil, der kortvarigt spiller på små danske scener, bliver kun oplevet af et fåtal. Det er en skam. Især når der er tale om almengyldige temaer og vellykkede iscenesættelser, som det er tilfældet med belgiske Five Easy Pieces og svensk/finske Invisible Lands, der gæstede Aarhus under ILT19 – forkortelsen ILT står for internationalt levende teater. Det et en scenekunstfestival, der finder sted på teaterscener, gader og torve i Aarhus hvert andet år.

I Five Easy Pieces fortæller syv børneskuespillere sammen med en enkelt voksen historien om den belgiske barnemorder Marc Dutroux, der midt i 1990’erne kidnappede og misbrugte seks piger, hvoraf kun de to overlevede.

Iscenesættelsen er skabt af den schweiziske instruktør Milo Rau, der formår at ramme lige mellem det tragiske og det humoristiske i sin fortælleform. En svær balance, som lykkes overraskende godt.

Forestillingen består af samtaler mellem de syv børn og den voksne Peter Seynaeve i rollen som coach og instruktør, samt fem, små dokumentariske scener. I sidstnævnte spiller børnene på skift forskellige mennesker omkring Dutroux, som hans aldrende, skamfulde far, en af politimændene bag opklaringsarbejdet og et af de bortførte børn.

Hver scene filmes live og et closeup af det pågældende barn projiceres direkte op på et stort lærred, hvor det absurde i kontrasten mellem den forfærdende fortælling og nærbilledet af det barnlige ansigt står tydeligt frem.

Five Easy Pieces spilles på belgisk. Børnenes modersmål. Det meste tekstes på skærmen bag skuespillerne. Men også de uoversatte passager er til at forstå. Især det midterste af de fem scenarier sætter sig i min krop. Her sidder den 11-årige Blanche Ghyssaert kun iført undertøj på en lurvet madras på gulvet. Hun taler, som var hun et af Dutroux’ ofre. Henvendt direkte til sine forældre fortæller hun om de pinsler, hun gennemlever. Om håbløsheden og savnet.

Det er intenst og nøgent, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Det gør ondt langt ind i hjertet at se en halvnøgen 11-årig fortælle om gentagne seksuelle overgreb. Også selv om det er skuespil.

Verden i miniformat

Hvor Five Easy Pieces benytter humor i sin fremstilling af en virkelig tragedie, er der i den svensk/finske forestilling Invisible Lands kun smukt formidlet alvor og en gengivelse af verden i miniatureformat.

Invisible Lands er en overraskende smuk, intim og samtidig trist forestilling om krig. Her beretter de to performere Sandrina Lindgren og Ishmael Falke om flygtningestrømme og tragiske menneskeskæbner. Men de gør det på anderledes vis ved hjælp af små bitte menneskefigurer, kun få centimeter høje, som var de legetøj.

Sproget i Invisible Lands er underordnet. Muligvis er de små brudstykker af samtaler, der afspilles, finsk, måske er de nonsens. Men budskaberne går rent ind.

Vi hører lyden af krig, ødelæggelse, konstante bombardementer og skud. Foran vores øjne forvandles Ishmael Falkes nøgne ryg til et landskab, en miniatureverden, hvor røgen stiger fra en bombet by, som en hel flok små bitte mennesker – styret af Sandrina Lindgrens forsigtige hænder – nu forlader.

Flugten er nødvendig. Uundgåelig. De små bitte mennesker drager på vandring. Mod et bedre sted. Mod fred. Mod den fremtid, de skuer langt borte i horisonten gennem deres kikkerter. Men rejsen er lang og krævende. Langsomt, men støt reduceres flokken. Til sidst står kun en enkelt lille person foran den lillebitte grænsebom med et finsk flag.

Invisible Lands er – til trods for en lidt uforståelig slutning med en filmtur gennem IKEA’s lager – virkelig rørende. De mange miniaturetableauer viser stærke, letforståelige billeder uden sensationspræget fortællestil eller løftede pegefingre. Det er ikke sært, at det er fra denne forestilling, billedet til årets plakat er hentet.

’Five Easy Pieces’. Produceret af Milo Rau, IIPM og CAMPO. Tekst og instruktion: Milo Rau. Oplevet på Bora Bora under ILT19.

’Invisible Lands’. Produceret af Livsmediet Theatre. Af og med: Ishmael Falke og Sandrina Lindgren. Oplevet på Teater Refleksion under ILT19.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu