Læsetid: 8 min.

Der er et grønt håb for enden af den meget sorte tunnel i Bill McKibbens nye klimabog

Et lille grønt håb viser sig for enden af den meget sorte tunnel i Bill McKibbens overbevisende nye klimabog, ’Falter’
Et lille grønt håb viser sig for enden af den meget sorte tunnel i Bill McKibbens overbevisende nye klimabog, ’Falter’

John Englart/Creative commons

24. maj 2019

Man kunne leve, som om naturen ikke fandtes. Det var ifølge den amerikanske forfatter og miljøaktivist Bill McKibben et privilegium for borgerne i verdens mest velstående lande, at de kunne glemme naturen i deres hverdag.

Det er ikke mere end tre årtier siden. 

Himlen var ikke andet end verdens baggrund, vand var noget, der kom ud af haner i køkkenet og i badeværelset, træer en slags pynt langs med vejene og græs en dejlig afveksling fra asfalt og sten i byens parker. 

»Forstaden er designet til at skjule den naturlige verden,« skriver McKibben i sin nye bog Falter:

»Storbyen synes at skabe velstand ud af den rene luft. Det er illusion, naturligvis – men det er en stærk illusion.«

Naturen var noget, vi dyrkede og kontrollerede. Den blev i hverdagen opfattet som en uendelig ressource, vi kunne forarbejde og forbruge, og den blev taget for givet som en stabil ramme om vores liv.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Fosberg

»Overgangen til vedvarende energi er ikke længere et spørgsmål om økonomi eller teknologi, men om politisk vilje,« siger Mckibben

Jo, det er sandt. Der er ikke teknologiske hindringer for at udvikle bæredygtige, ikke forurenende samfund. Der er ren energi nok fra Solen. Råvarer kan recirkuleres sådan som naturen har gjort i milliarder af år. Så hvad er det det driver os til at øge forureningen skønt vi politisk har besluttet at det skal stoppes? Hvorfor forurener vi? Svaret på det spørgsmål rummer også løsningen.

Vi forurener fordi det kan betale sig i forhold til ikke at forurene. Det er billigere at sende røggasserne ud i den fælles atmosfære end at pumpe dem ned i undergrunden hvor de kom fra. Ved at sende dem ud i atmosfæren overlader man til fællesskabet at bære omkostningerne i form af tab af liv, trivsel og sundhed, klimaændringer og biodiversitet. Ved at pumpe dem ned i undergrunden må producenten hente finansiering til processen gennem forhøjelse af markedsprisen. Så han vælger at bruge skorstenen, det et klart det billigste set fra hans synspunkt eftersom han dermed deler forureningsomkostningerne med fællesskabet.

De politiske beslutninger handler derfor om at internalisere de eksterne omkostninger som skyldes at forureningen sendes ud i den fælles natur. Mao afgift på forurening. Fællesskabet skal tage dig betalt for at naturen bruges som industriens losseplads. Fra at kunne betale sig at forurene og koste ikke at forurene skal det koste at forurene og kunne betale dig ikke at forurene.

Vi lever i en global markedsøkonomi. Med de markedsvilkår det gælder modarbejder markedet samfundets interesser til fordel for kortsigtede særinteresser. I stedet skal markedet reguleres så markeds og samfundsinteresser er sammenfaldende og i fællesskab driver en bæredygtig udvikling frem. Det vil være i alles interesse - på nær nogle få. Desværre er det de få der bestemmer. Hvorlænge finder vi os i det?