Læsetid: 8 min.

Der er et grønt håb for enden af den meget sorte tunnel i Bill McKibbens nye klimabog

Et lille grønt håb viser sig for enden af den meget sorte tunnel i Bill McKibbens overbevisende nye klimabog, ’Falter’
Et lille grønt håb viser sig for enden af den meget sorte tunnel i Bill McKibbens overbevisende nye klimabog, ’Falter’

John Englart/Creative commons

24. maj 2019

Man kunne leve, som om naturen ikke fandtes. Det var ifølge den amerikanske forfatter og miljøaktivist Bill McKibben et privilegium for borgerne i verdens mest velstående lande, at de kunne glemme naturen i deres hverdag.

Det er ikke mere end tre årtier siden. 

Himlen var ikke andet end verdens baggrund, vand var noget, der kom ud af haner i køkkenet og i badeværelset, træer en slags pynt langs med vejene og græs en dejlig afveksling fra asfalt og sten i byens parker. 

»Forstaden er designet til at skjule den naturlige verden,« skriver McKibben i sin nye bog Falter:

»Storbyen synes at skabe velstand ud af den rene luft. Det er illusion, naturligvis – men det er en stærk illusion.«

Naturen var noget, vi dyrkede og kontrollerede. Den blev i hverdagen opfattet som en uendelig ressource, vi kunne forarbejde og forbruge, og den blev taget for givet som en stabil ramme om vores liv.

Selv opdagede McKibben først natur i storbyen, da han som ung journalist brugte et år på at afdække alle forbindelser mellem ledningerne og rørene i sin lejlighed og deres kilder i naturen. Han nåede frem til vandtunneller og søer, oliekilder og dæmninger.

Dengang skulle man virkelig anstrenge sig for overhovedet at komme i kontakt med naturen uden for den civiliserede verden. Dengang var det menneskene, som kunne forandre sig, og naturen, der blev regnet for uforanderlig.

Men den tid er forbi, nu er naturen blevet farlig, og menneskene er udsatte. Det var McKibben en af de første til at forstå og folde ud i sin bog The End of Nature fra 1989, der står som en klassiker i klimalitteraturen.

Nu måtte vi forstå, at naturen var foranderlig, og at det var menneskelige aktiviteter, der havde forstyrret dens orden. Spørgsmålet var i 1989, om den moderne livsform var uforanderlig. Eller om vi ville være i stand til at forandre vores livsform, så vi ikke fortsatte med at gøre verden mindre og mindre beboelig for de næste generationer. 

McKibben spurgte under sit arbejde med The End of Nature en samfundsforsker om netop det: Kan menneskene forandre sig, så vi ikke ødelægger naturen?

Forskeren svarede skeptisk: Der var for mange, store interesser for mange steder i verden, som ville holde fast i deres magt til, at vi ville kunne omstille os til en bæredygtig livsform, mente han. Fossilt brændstof var centrum i verdensøkonomien, og det var involveret i alle dele af vores hverdagsliv. Vi lever af det og med det, og det ødelægger vores liv. Det svarer til, forklarede forskeren, at vi gik til lægen med en sygdom og fik at vide, at det var hjertet og lungerne, som pumpede giften rundt i kroppen. Der var ikke noget, vi kunne gøre, sagde forskeren.

I det mindste ikke inden for den tid, vi havde til rådighed i 1989.

Mellem økologisk ødelæggelse og teknologisk overmod

McKibben genfortæller historien i sin nye bog og konkluderer, at forskeren fik ret. Vi har siden udgivelsen af The End of Nature brugt mere energi og flere ressourcer end i resten af den menneskelige historie.

Siden 1970 har vi udryddet halvdelen af de dyr, som levede vildt i naturen. Og vi oplever nu temperaturstigninger, skovbrænde og orkaner, som er uden for vores kontrol. Selv milliardærer som Beyonce, Rupert Murdoch og Elon Musk, der har vænnet sig til at leve hævet over den sociale verdens risici, har oplevet, at deres hjem blev truet af brande og orkaner. Ingen er sikre.

Aktuelt står vi, som McKibben anfører i indledningen, mellem den økologiske ødelæggelse og det teknologiske overmod. Nogle har præsenteret ideer om, at vi kan flytte menneskeheden til en anden planet, andre foreslår at forandre mennesket genetisk, så vi ikke forbruger så meget, og rigtig mange overgiver sig til troen på den teknologiske redning. Så desperat er forsvaret for den forbrugerlivsform, som vi har vænnet os til, og så hjælpeløse kan vi forekomme politisk.

Enten skal vi opgive jorden eller mennesket eller forlade os på en videnskabelig frelser.

Det er den situation, som McKibbens nye bog er skrevet ind i. Han sammenligner erkendelserne i 1989 med krisen i dag. Den korte fortælling er, at naturen har vist sig meget mere foranderlig, end man kunne frygte, og at de menneskelige samfund har vist sig langt mindre i stand til at forandre sig, end man kunne håbe.

McKibben, der har grundlagt klimabevægelsen 350.org, skrevet adskillige bøger, deltaget i konferencer og præget den offentlige diskussion om klimaet, skriver, at han endnu aldrig har hørt nogen forskere sige: Isen smelter langsommere, end vi havde regnet med. Eller havet og temperaturerne stiger langsommere, end vi havde forudset.

De siger det modsatte: Det går hurtigere, end vi havde troet.

Og hvad politikerne angår, har McKibben set adskillige politiske ledere proklamere handling og love redning. George H.W. Bush, som var præsident, da The End of Nature udkom, sagde, at han ville bekæmpe drivhuseffekten med ’Det Hvide Hus-effekten’.

Det viste sig, at drivhuset var stærkere end Det Hvide Hus. Bush udrettede ikke noget nævneværdigt. Det gjorde præsident Obama til gengæld. Han investerede i grøn teknologi, lavede en plan for ’ren energi’ i USA, satte grænser for forurening og tiltrådte Parisaftalen.

Men status efter Obamas otte år som præsident var alligevel, at USA hvert eneste år bortset fra 2009 udledte mere CO2 end det foregående år. Under et foredrag i Texas i 2018 pralede han med, at USA i hans tid som præsident havde overhalet Rusland og Saudi Arabien som olieproducent:

»That was me, people,« sagde han.

Den canadiske leder Justin Trudeau regner sig selv for en grøn leder og var særdeles aktiv i forhandlingerne om Parisaftalen. Men han udtalte også på et møde i Texas, at intet land kunne finde store mængder oliekilder i jorden og lade dem ligge der. Man måtte hive det op og udvinde det.

Men som McKibben skriver: »Det var faktisk præcis det, han skulle have gjort, hvis han ville have den mindste forhåbning om at tæmme klimaforandringerne.«

Lade olien blive i jorden. 

Samlet har de demokratisk valgte politikere over de seneste tredive år vist sig ude af stand til at reagere på klimaforandringer.

Det handler om nye livsformer

En af forklaringerne er den menneskelige natur. Vi er skabt til at være beredte over for akutte trusler i nutiden og ikke over for abstrakte trusler i fremtiden. Menneskets overlevelsesberedskab er rettet mod slangen bag træet eller krigeren med et spyd foran os. Ikke de langsigtede og uigennemskuelige konsekvenser af noget, vi foretager os til hverdag. Vi burde være mobiliseret mod klimaforandringer, som om det var en krigssituation. Men indtil videre opleves naturens forandringer ikke så påtrængende som en militær trussel.

Bill McKibben: ’Falter’. Headline Publishing Gruop, 320 s., 249,95 kr.

Det skyldes truslens abstrakte karakter, men også fordringen til vores eget forsvar: Vi skal ikke bevæbne os og slå nogen ihjel. Vi skal give afkald på noget, vi sætter pris på, og holde os tilbage. Vi skal bruge vores kreativitet, fornuft, nysgerrighed og samarbejde til at forandre vores livsformer.

Det appellerer ikke helt så meget til den store handling i hvert enkelt menneske.

Men en anden og for McKibben vigtigere forklaring er, at der er meget store interesser i at fastholde vores energiforbrug og vores afhængighed af fossile brændstoffer.

»Kampen mod klimaforandringer er ultimativt ikke en diskussion om infrarøde elementer i atmosfæren, men om magt og penge og retfærdighed,« skriver McKibben.

Han genfortæller historien om, hvordan de store olieselskaber kendte effekterne af de fossile brændstoffer, men modarbejdede oplysningen om den globale opvarmning. Deres egne forskere var klar over, hvordan olien påvirkede atmosfæren, men selskaberne brugte deres økonomiske kapital til at præge politikerne, sprede tvivl og forurene den offentlige debat med vildledning.

»Begge sider kendte sandheden fra begyndelsen,« skriver McKibben om klimadebatten: »men den ene side var villig til at lyve.«

Olieselskaberne har længe været allierede med de nykonservative ideologer og lobbyister i amerikansk politik. Global opvarmning var for begge et ultimativt problem: for olieselskaberne, fordi deres produkt har været årsag til krisen, og for ideologerne, fordi de er modstandere af statslig indgriben i samfundet, og global opvarmning kræver omfattende kollektiv handling.

McKibben tilføjer en tredje mægtig fjende: De nye techgiganter, som hævder sig progressive, men bygger deres forretning på et enormt energiforbrug. Også de forsvarer deres forretning ved at kæmpe imod det, der skal til for at modvirke den globale opvarmning.

Et lille grønt håb for enden af den sorte tunnel

Man kunne således tro, spillet var afgjort for McKibben: De politiske systemer, den menneskelige natur og især de store kapitalinteresser har været uoverkommelige forhindringer for den grønne bevægelse. Hans gengivelse af 30 års skuffelser og nederlag i fire femtedele af Falter er overbevisende dokumenteret og overvældende godt fortalt. Men for enden af den meget sorte tunnel støder han i bogens sidste femtedel på et lille grønt håb. Det er der to årsager til. 

Den ene er udviklingen inden for solenergi. Det er over de seneste år både blevet langt nemmere at bruge og billigere at producere. McKibben fortæller om små samfund i Afrika, som får hele deres elforsyning fra solenergi, og om udbredelsen af solenergi  i amerikanske husstande. 

Solenergi er ikke så koncentreret, stabil og effektiv som de kilder, vi har vænnet os til at bruge. Men afstanden er blevet meget mindre. Og jo mere vi bliver bevidste om, hvor farlig naturen er blevet, jo mere vil vi være tilbøjelige til at acceptere de personlige omkostninger og vælge solenergi til. 

»Overgangen til vedvarende energi er ikke længere et spørgsmål om økonomi eller teknologi, men om politisk vilje,« skriver McKibben. 

Den anden årsag til håb er det, som McKibben kalder ’ikkevolden’ som menneskelige teknik. Det er vores evne til at mobilisere mange mennesker i fællesskab og danne et pres nedefra på de politiske ledere og multinationale selskaber.

McKibben ser klimabevægelsen som en historisk forlængelse af Gandhis ikkevoldelige, antikolonialistiske mobilisering og borgerrettighedsbevægelsen i USA. Han skriver klimakampen ind i en tradition, som har skabt fremskridt, vi også regnede for utænkelige, indtil de fandt sted. 

Det underlige er, at McKibben ikke er nær så god til at aflæse forandringer i samtiden, der kvalificerer håbet, som han er til at fortælle historien om klimakampens skuffelser.

Han kunne have knyttet sine refleksioner over ikkevolden som teknik til de nye brede folkelige krav om synlighed og transparens hos alle magthavere. Når de nye kritiske bevægelser bliver lige så opmærksomme på virksomheders miljøødelæggelser, som de har været over for overgreb og chikane, kan det føre til voldsomme forandringer. Når vi på naturens vegne siger #MeToo, får klimaødelæggerne nogle helt andre udfordringer.

Falter er en stærk bog, fordi den forklarer, hvad der er på spil, og hvor meget der skal til. Men den slutter svagt, fordi der er så mange flere fronter, hvor klimabevægelsen har fået fat og er blevet styrket. Tænk bare på skolestrejkerne og folkemarcherne for klima. På den fælles problemerkendelse og den pludselig grønne vækkelse over hele verden. Det er ikke nogen sejr i sig selv. Men det er nok til at tro på, at mennesket ikke er uforanderligt, men kan forandre sig selv, før naturen har afgjort det hele for os. 

Bill McKibben: Falter: Has the Human Game Begun to Play Itself Out? Henry Holt and Co, 304 sider, 28.00 dollar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Fosberg

»Overgangen til vedvarende energi er ikke længere et spørgsmål om økonomi eller teknologi, men om politisk vilje,« siger Mckibben

Jo, det er sandt. Der er ikke teknologiske hindringer for at udvikle bæredygtige, ikke forurenende samfund. Der er ren energi nok fra Solen. Råvarer kan recirkuleres sådan som naturen har gjort i milliarder af år. Så hvad er det det driver os til at øge forureningen skønt vi politisk har besluttet at det skal stoppes? Hvorfor forurener vi? Svaret på det spørgsmål rummer også løsningen.

Vi forurener fordi det kan betale sig i forhold til ikke at forurene. Det er billigere at sende røggasserne ud i den fælles atmosfære end at pumpe dem ned i undergrunden hvor de kom fra. Ved at sende dem ud i atmosfæren overlader man til fællesskabet at bære omkostningerne i form af tab af liv, trivsel og sundhed, klimaændringer og biodiversitet. Ved at pumpe dem ned i undergrunden må producenten hente finansiering til processen gennem forhøjelse af markedsprisen. Så han vælger at bruge skorstenen, det et klart det billigste set fra hans synspunkt eftersom han dermed deler forureningsomkostningerne med fællesskabet.

De politiske beslutninger handler derfor om at internalisere de eksterne omkostninger som skyldes at forureningen sendes ud i den fælles natur. Mao afgift på forurening. Fællesskabet skal tage dig betalt for at naturen bruges som industriens losseplads. Fra at kunne betale sig at forurene og koste ikke at forurene skal det koste at forurene og kunne betale dig ikke at forurene.

Vi lever i en global markedsøkonomi. Med de markedsvilkår det gælder modarbejder markedet samfundets interesser til fordel for kortsigtede særinteresser. I stedet skal markedet reguleres så markeds og samfundsinteresser er sammenfaldende og i fællesskab driver en bæredygtig udvikling frem. Det vil være i alles interesse - på nær nogle få. Desværre er det de få der bestemmer. Hvorlænge finder vi os i det?