Læsetid: 4 min.

Hæsblæsende tempo og rendyrket fortælleglæde i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse af ’Min geniale veninde’

En godt seks timer lang teaterforestilling kræver lidt af en kraftpræstation af sine skuespillere. Men de 12 medvirkende i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse af ’Min geniale veninde’ på Odense Teater klarer opgaven til fulde
Sarah Boberg og Malene Melsen leverer overbevisende præstationer som de to vidt forskellige kvindelige hovedroller i iscenesættelsen af Elena Ferrantes ’Min geniale veninde’ på Odense Teater.

Sarah Boberg og Malene Melsen leverer overbevisende præstationer som de to vidt forskellige kvindelige hovedroller i iscenesættelsen af Elena Ferrantes ’Min geniale veninde’ på Odense Teater.

Emilia Therese/Odense Teater

31. maj 2019

Der kan ikke være mange litteraturinteresserede europæere, der ikke har læst eller som minimum hørt om romanserien, der begynder med bogen Min geniale veninde. Enten på grund af fortællingens lidet flatterende skildring af det italienske samfund og den kvindelige hovedpersons barndomskvarter i Napoli fra 1960’erne og frem – eller på grund af de mange spekulationer om, hvem forfatteren bag pseudonymet Elena Ferrante i virkeligheden er.

På Odense Teater har instruktør Madeleine Røn Juul kastet sig over førstnævnte skildring i en rå og intens udgave. Og det er et ambitiøst projekt at transformere fire komplekse romaner til teater. Især når de skal ende som kun to teaterforestillinger, der ovenikøbet i spilleperiodens weekender kan ses som en godt seks timer lang maratonoplevelse. Det lægger ikke blot pres på skuespillerne, men også på forestillingens generelle evne til at fastholde sit publikums interesse.

Men Madeleine Røn Juul lykkes så afgjort med sit projekt. Ikke mindst i kraft af et velfungerende skuespillerhold, der leverer højt energiniveau og et til tider næsten hæsblæsende tempo i fortællingen, der i øvrigt svinger mellem socialrealisme og mere komiske indslag, der indimellem tiltrængt letter stemningen lidt.

En fortælling om venskab, vold og forskellighed

Elena Ferrantes Napoli-serie er en kritisk skildring af det italienske samfund, men det er også en fortælling om kvindeliv, venskab og moderskab. Det hårde miljø fra hovedperson og fortæller Elena Grecos barndom støder frontalt sammen med de akademiske kredse, der kendetegner hendes voksenliv iblandet en god portion kommunisme, fascisme og feminisme.

Mange detaljer fra romanerne er naturligvis udeladt, og personer er slået sammen. Men alligevel har April De Angelis i sin dramatisering af bogserien formået at få essensen med. Omdrejningspunktet er venskabet mellem to væsensforskellige kvinder.

Sarah Bobergs lyse og milde Elena Greco og Malene Melsens hovne og utilregnelige Lila Cerulo, der driver mændene omkring sig til vanvid. »Se nu, hvad du fik mig til,« råber først Lars Simonsen i rollen som hendes hårdtarbejdende far, Fernando Cerulo. Et udråb, der siden gentages ordret af Mikkel Bay Mortensen som hendes ægtemand Stefano Carracci, efter han på deres bryllupsnat har taget hende med vold.

Malene Melsen formår afgjort at bringe vanviddet frem i sin personificering af den nærmest mytiske romankarakter Lila Cerulo. Høj, tynd og senet muskuløs adskiller hun sig også rent fysisk fra de øvrige kvinder på scenen. Med sin hæse stemme får hun et næsten dæmonisk udtryk, der får publikum til igen og igen at undres over, hvorfor den intelligente Elena Greco ikke for længst har vendt hende ryggen uden at se sig tilbage.

»Hendes problem er, at hun har en skidt karakter. Men man tilgiver hende altid, fordi hun kan forvandle lort til guld,« konstaterer Jacob Webles Michele Solara tørt og understreger den tiltrækningskraft, Lila har på alle omkring sig.

Råt og ærligt udtryk

Alle skuespillerne på nær de to kvindelige hovedroller spiller som minimum to roller, der markeres med forskellig påklædning. Det er enkelt, men det fungerer. Vi har ingen problemer med at kende forskel på Mads Nørbys stille Antonio Cappuccio, Elenas ungdomskæreste, og hans sleske Donato Sarratore, der melder sig frivilligt til at snuppe hendes mødom. Eller på Cecilie Gerbergs naive, kagespisende Gigliola Spagnuola, der uden omtanke gifter sig med kvarterets mafioso Michele Solara, og hendes revolutionære Nadia Galiani, der lidenskabeligt kaster sig ud i provokationerne sammen med Pasquale Peluso.

Catia Hauberg Engels kostumer tydeliggør måske nok rolleskiftene, men det er i høj grad skuespillernes betoning, fremtræden og kropsholdninger, der skaber karaktererne. Også Engels scenografi er medskabende til forestillingens konstante dynamik. Scenen står midt i teatersalen med publikum placeret ved begge langsider.

Skuespillerne bevæger sig rundt på gulvet neden for publikum, på scenen foran, op og ned ad trapper og højt oppe over os på gangbroer, der fint mimer miljøet i barndommens kvarter. Scenen bliver gården, mens gangbroerne er vinduerne ind til lejlighederne omkring den.

Der er noget nøgent og ærligt over Engels scenografi, som matcher Røn Juuls iscenesættelse godt. Teknikken og sceneteknikerne er lige så synlige for os som skuespillerne. Det er intet forsøg på den totale illusion, men derimod åbenlyse kostumeskift, som blot understreger, at her er romanernes fortælling i fokus med skuespillerne og lokalet som rekvisitter.

Udtrykket på scenegulvet har et råt look som en nedslidt stenbro. Et udtryk, der forstærkes yderligere efter det voldsomme jordskælv, der rammer Napoli i 1980, og som kommer til syne i scenografien, der langs hele scenekanten skilles ad og omplaceres i brudstykker. Således symbolsk går scenografien ligesom Elenas barndomskvarter i opløsning.

Især i den allerførste del af Min geniale veninde er tempoet hæsblæsende. Skuespillere løber ind og ud og skifter ham, mens den ene karakter i fortællingen præsenteres efter den anden. Interne forhold og konflikter italesættes hastigt, og fortællingen iler videre. Jeg spekulerer på, om det overhovedet giver mening, hvis man ikke har læst bøgerne. Men at dømme ud fra publikums samlede reaktioner er det intet problem. Energien er i høj gennem samtlige seks timer, fortællingen er fængende, og oplevelsen er samlet set i top.

’Min geniale veninde I + II’. Romanforlæg: Elena Ferrante. Dramatisering: April De Angelis. Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Instruktør: Madeleine Røn Juul. Scenograf: Catia Hauberg Engel. Lys: Simon Holmgreen. Lyd: Kim Malmose. Med: Sarah Boberg, Malene Melsen m.fl. Spiller på Odense Teater til 8. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu