Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

En historie uden resignation

I tohundredåret for Theodor Fontanes fødsel genudgives hovedværket ’Effi Briest’. Et mesterværk tæt af iagttagelser i tidens livsforhold og en sensibel indsigt i personernes plads, problemer og indre som ydre drivkræfter
Theodor Fontanes mesterværk blev i 1974 ligeså mesterligt filmatiseret af Rainer Werner Fassbinder. Effi Briest blev dengang spillet af Hanna Schygulla.

Theodor Fontanes mesterværk blev i 1974 ligeså mesterligt filmatiseret af Rainer Werner Fassbinder. Effi Briest blev dengang spillet af Hanna Schygulla.

Ritzau Scanpix

Kultur
24. maj 2019

Den tyske forfatter Theodor Fontanes klassiske roman Effi Briest udkom 1895, altså så godt som samtidigt med Henrik Pontoppidans Lykke-Per. De er begge renlivet realistiske samtidsskildringer. Men den samtid, Pontoppidan inddrager, er mere mangfoldig end Fontanes; den forholder sig også til samtidens moderne sider, mens f.eks. tidens nye teknik og industri end ikke findes som en skygge i Effi Briest. Fred hviler over land og by i dette nordlige Preussen, som er den trygge regionale ramme om fortællingen; den overlegent vundne krig mod danskerne i 1864 er nu kobberstik på væggene såvel som sejren over østrigerne to år senere.

Den danske roman er i det hele taget større i slaget end den tyske – også hvad angår de nederlag, som begge fortællinger ender med. Det danske er langt det mest komplekse.

Nederlag er i øvrigt noget, realismen gennemgående excellerer i. Behøver jeg at nævne Buddenbrooks af Thomas Mann fra samme århundredeskifte? Den lykkelige udgang tog romantikken og idealismen med sig i graven – men den kan ses i fuldt flor endnu i 1870 i H.C. Andersens roman Lykke-Peer – om en kunstner, der trods usle vilkår, opnår stjernestaus og dør lykkeligt på det absolutte højdepunkt af sin kunstnerkarriere. Titlen på Pontoppidans roman er en polemisk finte rettet mod Andersens fromme og naive solstrålehistorie.

Det hører til forståelsen af Fontanes særpræg, at han som forfatter begyndte påfaldende sent i livet; han var hele 74 år, da han skrev Effi Briest, og ingen billedstormer. Intet under, at hans samtidsbillede på sin vis er stillestående, men det er alt andet end livløst og ubekymret.

Hans roman er et mesterværk, tæt af iagttagelser i tidens livsforhold og en sensibel indsigt i personernes plads, problemer og indre som ydre drivkræfter. Sat på lærredet påfaldende uden demonstrative midler, men diskret, underfundigt, indviet. Dertil kommer den spidsfindige, tilbageholdte måde, han håndterer melodramaet på. Tag f.eks. den centrale duel i Effi Briest. Optakten, forberedelserne, forhandlingerne, alt er det udpenslet, for her skinner det socialt afgørende igennem: juraen, reglerne, æresbegreberne. Der oparbejdes ad den vej en stigende spænding frem til selve akten … Duellens udfald fylder en linje! Raffineret!

Effi Briest handler om et ægteskabsbrud og dets pris. Det er grundlaget for, at den er blevet kaldt både den tyske Madame Bovary og den tyske Anna Karenina. Det drejer sig om sammenstødet mellem en purung kvindes ønsker, drømme og behov på den ene side og de restriktive sociale normer på den anden, der opretholder det omgivende samfund, i første omgang familie og slægt. I det sammenstød er der kun én vinder: samfundet og hensynet til dets sammenhængskraft, som er sikret af de uafviselige spilleregler for individernes adfærd. Prisen er Effis lykke og i sidste instans liv. Est ist eine alte Geschichte

Man kunne sige det med Rainer Werner Fassbinder, der drejede en berømt film over Effi Briest i 1974. Engang interviewede Christian Braad Thomsen ham og spurgte, hvordan han ville karakterisere Fontanes holdning til samfundet?

»Det er egentlig ganske enkelt,« svarede Fassbinder.

»Han levede i et samfund, hvis fejl han ganske præcist kunne erkende og beskrive, og alligevel havde han et indtrængende ønske om at høre til dette samfund. Han fandt meget i samfundet frastødende og kæmpede alligevel hele livet for at blive accepteret som et fuldgyldigt medlem af dette samfund. Og det, selv om han fandt det miljø, han stammede fra, græsseligt. Og det er temmelig præcist også min holdning til mit samfund.«

Den 17-årige Effi er eneste barn i en af de privilegerede familier i en nordtysk by ved Østersøen. Sin unge alder til trods ser den uerfarne pige sig pludselig anbragt i et arrangeret ægteskab med en mere end en snes år ældre højtstående regeringsembedsmand, der ovenikøbet tilhører højadelen. En eneste gang har de to mødtes, så indså Effis forældre, at her var et passende og lukrativt parti for datteren – det var nu eller aldrig – og gav baron Geert von Instetten datterens hånd.

Effi er en glad og urolig happy-go-lucky sjæl, der tager den nye situation som en opgave. Hendes mand er tilknappet og alvorlig, en begavet, æres- og ansvarsbevidst stræber med forfremmelser i kikkerten og direkte forbindelse til kansleren, Bismarck. På den lange bryllupsrejse er han til museer, hun til folkeliv. Kort sagt en mesalliance. Kort sagt: et velkendt skema i en masse borgerlig litteratur og dramatik.

Fontane fortæller med kameraet tæt på. I den østpommerske provins, som von Instetten af karrieremæssige grunde kort efter giftermålet forflyttes til, bryder dissonanserne snart løs. Effi, der på grund af baronens mange tjenesterejser er ladt meget alene, bliver yderligere isoleret – hun falder ikke til i egnens puritanske, adelige kredse, skønt hun er mere adelig end dem alle sammen tilsammmen (eller måske netop derfor) – hun kalder egnen »Sibirien«.

Heller ikke i den gamle ejendom, parret bor i, er hun hjemme; den forekommer hende hjemsøgt af spøgelser fra den tidligere ejers tid, og hun udvikler en angst, der ikke lindres af hendes ægtemand; tværtimod intensiveres den og udvides til sidst – som hun tilstår i et brev til det fjerne hjem – til også at gælde baronen selv: »Jeg er bange for ham,« skriver hun hviskende til sin mor.

Når von Innstetten håner sin kones »fantasier« og prøver at undertrykke dem, er det dels fordi de vil skade hans omdømme på egnen – at have lagt sig sådan en hysterisk teenager til! – dels fordi han som den inkarnerede opdragertype, han er, måske har en vis fornøjelse ved at bruge lidt terror i optugtelsens navn, i romanens sprog: for at »holde styr på hende«. Dette motiv, der er latent i romanen, er naturligvis stærkt fremdyrket hos Fassbinder, hvor von Instetten direkte og med sadistiske overtoner infiltrerer Effis bevidsthed for at kontrollere den.

Til egnen kommer efter nogle år en major (selvfølgelig), der bliver en velkommen del af egnens monotone selskabsliv og Effis banemand. Han er en overlegent vittig og hensynsløs forførertype, der betager Effi med sin intense opmærksomhed og sin spontanitet.

En fortumlet nat ser majoren sit snit på bagsædet af en landauer, hvor han ikke hører hjemme, at bestorme Effi og fortælle hende, hvor galt hun er stedt i sit ørkesløse ægteskab. Det anede hun nok, men nu vidste hun det. Majoren er en spillernatur (han kommer da også gruelig galt afsted ­– herom senere!) og svarer på det punkt meget godt til Effi, der i og med sin livslyst også rummer en svaghed for det risikable. Der må gerne være en anelse knald eller fald i luften. At ikke mindst hun kommer skæbnesvangert galt afsted – ja, det er det, romanen handler om.

Men længe sker alt i det skjulte – også for læseren! Baronens karriere bringer en skønne dag parret, der i mellemtiden har fået en datter, til Berlin. Effi prøver at få tilværelsen til at hænge sammen, blandt andet ved en udflugt til København, hvor der skal være så morsomt, og hvor folk ser mere germanske ud end selv i Tyskland, som det hedder; hun er især optaget af en festlig Harlekin-forestilling i Tivolis Pantomimeteater, der bygger på lutter løgne. Men det depressive, der er vokset frem i hende, lader sig ikke fordrive. Noget er i gærde.

Efter seks år finder von Innstetten ved et tilfælde majorens og hans kones kærlighedskorrespondance i Effis syskrin. Også læseren får først nu at vide, at landauer-natten havde ført til en affære! Så falder skæbnens – læs miljøets! – hammer.

Effi forstødes nådesløst ikke blot af sin mand, men tillige af sine forældre og af hele det gode selskab. Hun gøres arveløs, og hendes barn, som det offentlige giver faderen, der jo er rig og den skadelidte, myndighed over, bliver systematisk indoktrineret imod hende. Der er så lidt ære tilbage i Effi, at hun end ikke kan betros at læse lektier med fattige børn.

Dertil kommer den yderligere knugende konsekvens: Effi giver hendes nærmeste og dermed samfundet ret. Det kan ikke gøre andet, end hvad det gør. Men hun har så meget nøgternhed i behold, at nok erkender hun skylden; men skam føler hun kun over det spind af løgne, hun blev en aktiv del i. Hun skammer sig ikke over »det«, men over angsten for, at det hele skulle komme for en dag. Men som en sagfører et sted henkaster under en samtale: »Verden er nu engang som den er, og tingenes gang er ikke som vi vil, men som de andre vil.«

Den bitreste kalk, Effi må tømme, er som antydet den, som handler om barnet, der bliver vendt imod hende. Det er nemlig ikke Guds straf, men kun faderens »selvretfærdige« afstraffelse af den utro hustru. Til slut, da tæringen har bragt hende på dødslejet, drager hun konklusionen: »Jeg væmmes ved mig selv, men endnu mere væmmes jeg ved jeres dyd.«

Den historie kan man reagere på forskelligt, fra rørstrømsk medlidende til forarget oprørsk på Effis vegne; i mine øjne er Fassbinders den forbilledlige med sit indbyggede spørgsmål: Hvad gør jeg egentlig selv, i mit eget samfund?

Og bemærk undervejs, at baron von Innstetten ikke kun er »gerningsmand« – også hans skæbne bliver skamskudt af den gældende moralske orden, da skandalen kommer for en dag; han sætter også lykken til undervejs, den ofres så fuldt som Effis, da han efterkommer samfundets og ærens krav. Og han erkender det – de principper, han har bygget på, har ødelagt hans tilværelse!

Lige akkurat her fornemmer man, at Fontanes verden alligevel ikke er lutter stabil stilstand. I baron von Instettens figur krakelerer den nedarvede aristokratiske verdensorden. Dens ’principper’ er ikke længere meningsfulde. Han erkender, at han har spillet fallit: »Jeg har forspildt mit liv.«

For »ærens« skyld har han ikke blot dræbt et andet menneske; han har også påført sin kone den skyld at være anledning til et andet menneskes død.

De afsluttende kapitler af Effi Briest rummer yderligere en livsfilosofisk tone, der er milevidt fra Fassbinder. Effi udvikler en stoicisme, som omend på tragisk vis forsoner erkendelsen af samfundskonventionernes dræbende magt og accepten af det herskende samfund som det gældende og blivende. Sagt på jævnt dansk: Man må gå på jorden, selv om den er gloende.

Effi Briest er ikke for ingenting et litterært hovedværk. Det hører til de sjældne fortællinger, som hele vejen, i hver linje, er til stede i sin helhed og derfor kan lægge små uanselige signaler til rette undervejs – ikke mindst i de mange dialoger, som er Fontanes udsøgte specialitet som realist.

Allerede på en af romanens første sider er den 17-årige Effi i færd med at fortælle sine veninder en skandalehistorie fra byen om en mand og en kone – hun kalder det en historie om »en helt og en heltinde og resignation«. Da hun et øjeblik kvier sig ved at bringe sladder til torvs, er veninderne der straks og insisterer: lad os nu »høre den kærlighedshistorie med resignation. Er den virkelig så slem?«

Effis svar, mens hun rydder op på bordet, er en mildt ironisk benægtelse: »En historie med resignation er aldrig slem …«

Nej – derfor blev hendes egen historie slem. Effi Briest fortæller en både mild og grusom historie uden resignation.

Hvad det siger om forholdene under besættelsen, at denne roman første gang udkom i dansk oversættelse i det herrens krigsår 1944, er en interessant historie for sig. Vigtigst i dagens anledning er, at den er oversat med stor omhu af Carl V. Østergaard og er påfaldende lidt forældet.

Theodor Fontane: ’Effi Briest’, oversat af Carl V. Østergaard, Bechs Forlag, 309 sider, 249,95 kr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her