Husvild og rodløs i Vestindien

V.S. Naipaul, nobelpristager i litteratur (1932-2018), følte sig efter eget udsagn aldrig hjemme noget sted i verden. Som engelsksproget forfatter bosat i London, vestinder opvokset på Trinidad og efterkommer af indiske udvandrere var han bestandig spændt ud imellem tre kontinenter.

»Jeg vil altid være i limbo, altid befinde mig i periferien,« konstaterede han engang uden særlig fortrydelse.

Hans forfatterskab er da også kendetegnet ved en konstant optagethed af temaer som ensomhed, eksil, rodløshed og fremmedgørelse i dets skildringer af indiske immigranters dilemmaer, problemer og kvaler. Mange af Naipauls bøger, især de tidlige, er postkoloniale artikuleringer af en indisk diaspora-erfaring.

Det gælder også for Et hus til Mr. Biswas, hans mest personlige bog, der ikke blot regnes for forfatterskabets hovedværk, men også er optaget som nr. 72 på Modern Librarys liste over det 20. århundredes 100 mest mesterlige engelsksprogede romaner. Det var også den af sine bøger, V.S. Naipaul selv satte højest. Den udkom i 1961, da forfatteren var blot 29 år gammel. Dens status som klassiker forekommer da også velbegrundet, også set i lyset af at bogen stadig inspirerer og diskuteres intenst, ikke mindst i indisk litteraturkritik og af andre diaspora-forfattere såsom nigeriansk-amerikanske Teju Cole.

Romanen er på én gang en episk familiehistorie og en litterær bearbejdelse af personlige traumer: Dens hovedperson bygger på et virkeligt modstykke: nemlig forfatterens egen far, der på samme måde som Mr. Biswas voksede op i et landarbejdersamfund under elendige sultplagede og sygdomsbefængte vilkår, bestred et utal af jobs, før han slog igennem som en luset betalt journalist i Port of Spain, hovedstad i Trinidad, som på dette tidspunkt er en del af det britiske imperium. Personligt er også selvportrættet af den purunge V.S. Naipaul i skikkelse af Mr. Biswas’ søn, Adnan, der allerede udviser anlæg for den arrogance, som siden skulle gøre forfatteren til en noget omstridt skikkelse.

En regn af ulykker

Romanen beretter om den ulyksalige Mr. Mohun Biswas’ korte livshistorie.

Mr. Biswas er en mand, som uophørligt jager uafhængighed og værdighed i en verden, der synes at konspirere om at afskære ham fra begge.

Det er en roman om en menneskelig tragedie, for alle Mr. Biswas’ bestræbelser slår fejl og ender i en heksekedel af ydmygelser. Men det er samtidig en roman, der er skrevet på bølger af humoristisk overskud: Mr. Biswas skildres med ironi og intim indlevelse.

Der er en trodsig heroisk ukuelighed over ham. Der er både noget af Camus’ Sisyfos og Cervantes’ Don Quixote over ham, selv om Mr. Biswas snarere opfører sig som forbitret krakiler end som romantisk drømmer. En mytisk skikkelse synes han selv at være: Allerede ved hans fødsel forudsiger en pundit, en hinduistisk skriftklog, at det vil gå ham ilde, og at han vil bringe sine forældre i ulykke, fordi han fødes med seks fingre og fødderne først.

Fra sin fødsel til sin død som 46-årig bor Biswas i en række huse, som enten ikke tilhører ham selv eller er for usle til at kunne kaldes huse, og som under alle omstændigheder kun er provisoriske hjem. Hver af disse huse repræsenterer for Mr. Biswas et mislykket forsøg på at finde et ståsted i verden.

Biswas higer efter at eje sit hus. At være husejer er at være uafhængig. I uafhængigheden findes værdigheden. En husejer har krav på respekt. Sådan ser Mr. Biswas på det. Men respekt er præcis, hvad han ikke kan få fra sine omgivelser, selv ikke sin hustru, der ser ham som en utilpasset og ulidelig tåbe, uanset at han tilhører den højfornemme brahmin-kaste. Alt hvad han kan mobilisere til forsvar er sin galde og spotske vid, og begge dele udøser han gerne over alle andre i sine forsøg på at bryde fri af sin oprindelses sociale og kulturelle tyngdekraft.

En oprører imod miljøets normer og forventninger er han. Men overmagten er stor. Hvad han rebellerer imod, er immigrantsamfundets klanmentalitet, sociale kontrol og herskerteknikker. Trinidad er som et Miniindien. Koloniens befolkning er omtrent ligeligt delt mellem efterkommere af sorte slaver og efterkommere af de forarmede indiske landarbejdere, som briterne hentede til øen i sidste halvdel af 1800-tallet for at arbejde i dens sukkerrørsplantager – og som groede fast, fordi de aldrig fik råd til at tage tilbage. På en gang adskilt fra deres rødder og samtidig isoleret i en ikkeintegreret lukket verden, fastfrosset i egne traditioner og skikke i erindringen om et tabt hjemland, der i stadig højere grad fortoner sig i mytens tåger.

For Biswas er livet en modstander, der skal overvindes. Og overvindelse vil være at få sit eget hus. Men trods hans kontrære sindelag, angstanfald, forbigående viljesvaghed og hysteri er han en figur, man må holde af. For selv om ulykkerne regner ned over ham, resignerer han aldrig, men rejser sig, børster støvet af og fortsætter sin personlige lille krig fast besluttet på at sejre over verden.

Mr. Biswas kaldes konsekvent for ’Mr. Biswas’ af fortælleren, selv i skildringerne af ham som spæd og barn. Som ludfattig ung og som voksen forsøger han at slå igennem i mange fag. Han ernærer sig som skiltemaler, går i lære som pundit, bliver bestyrer for et romudsalg, arbejder som opsynsmand på storfamiliens plantage. Efter mange år tror han endelig at få råd til sit eget ganske lille hus, men udgifterne løber løbsk. Byggeriet kan ikke fuldføres, og en tropisk storm ødelægger husets halvfærdige skelet, hvorpå Mr. Biswas igen er overladt til storfamiliens nåde.

Et univers af livsfylde

Som i andre af sine bøger har Naipaul et skarpt blik for rudimenterne af det indiske kastesystem. Familieoverhovederne er jordejeren, herremanden og patriarken Seth og den velhavende, men gerrige og hypokondriske matriark Mrs. Tulsi, der inkarnerer hinduistisk fromhed, men ikke går af vejen for at benytte katolske institutioner for at fremme sine sønners mulighed for social opstigen.

Romanen er nådesløs i sin udlevering af det klaustrofobiske storfamilierum med dens uoverskuelige virvar af slægtninge og børneflokke, med sin rang- og hakkeorden, tvangskollektivisme og rituelle uddeling af prygl, der tilsammen danner bagtæppe for den romanlæsende Mr. Biswas’ mislykkede udbrudsforsøg. ’Abehuset’ kalder han Tulsi-residensen, der prydes af en skulptur af abeguden Hanuman.

V.S. Naipaul: ’Et hus til Mr. Biswas’.

Det er en roman med fantastiske naturscener, hvor troppestormens regnskyl og den nådesløse sol antager karakter af hævnende og tilintetgørende magter.

Naipauls bittersøde satire over hinduistisk overtro er skarp i portrætterne af de såkaldte punditter med deres grotesk komplicerede profetier og ritualer.

Andre mål for hans satiriseringer er Mrs. Tulsis fra England hjemvendte kronprins, som Mr. Biswas hånligt omtaler som ’guden’, Owad, der efter sine medicinstudier er blevet salonkommunist og til almindelig undren bryder ud i fantasifulde propagandalovprisninger af Stalins Sovjetunionen. Også de journalistiske sensationalistiske praksisser på lokalsprøjten The Sentinel, hvor Mr. Biswas får ansættelse efter at have mistet sit første ufærdige hus, spiddes ubetaleligt af Naipaul.

Mr. Biswas viser sig at være en talentfuld journalist, men storfamiliens fangarme slipper ham ikke. Han er henvist til at bo i et af Mrs. Tulsis huse, og snart flytter hun og hendes følge ind. Anden Verdenskrig kommer, amerikanerne kommer, og Trinidad bevæger sig fra kolonial slummer til postkolonial virkelighed. Tulsi-klanen går langsomt i opløsning, og dens gammelindiske parallelverden går tabt med tiltagende identitetsforvirring til følge for dens medlemmer.

Mr. Biswas gør yderligere karriere som socialrådgiver og får endelig råd til et hus. Nogen strålende sejr bliver det ikke at nå hans drømmes mål, for hussælgeren er en fupmager, og huset er fuldt af skjulte skavanker og koster det hvide ud af øjnene i reparationer.

Mr. Biswas’ tid under eget tag bliver kort. Dybt forgældet – kun renterne har han råd til at betale – mister han job, indtægt og bliver dødssyg. Alligevel er døden til at bære, for selv om huset må belånes til op over skorstenen, ser han det for første gang som sit sted. Mr. Biswas dør i en fortrøstning om, at han dog til sidst fik et hus af en slags – og kunne sende to stipendievindende børn på studieophold i England, blandt disse sønnen Adnan.

Et hus til Mr. Biswas er en lang og kompleks roman, der opbygger et univers af livsfylde, som læseren selv kan tage bo i, og munder ud i en lovsang til menneskelig stræben – og til den individualistiske frihedstrang, som dens evigt hjemløse forfatter satte så højt.

V.S. Naipaul: ’Et hus til Mr. Biswas’. Oversat af Jesper Klint Kirstorp. Gyldendal. 597 sider. 350 kroner