Der er øjeblikke i ungarske László Nemes’ nye film, Sunset, hvor man som publikum, og det er meningen, er lige så forvirret og desorienteret som hovedpersonen, unge Írisz Leiter (Juli Jakab).
Året er 1913, og hun er lige ankommet til sin fødeby, Budapest, hvor hun ikke har været, siden hun var ganske lille. Hendes forældre omkom i en brand, og nu er den modistuddannede Írisz vendt tilbage til byen i håbet om at få arbejde i det legendariske hattemodehus, Leiter, som hendes forældre grundlagde.
Både den majestætiske by, centrum i det mægtige østrig-ungarske kejserrige, og Leiters nuværende ejer, den tilsyneladende venlige Oszkár Brill (Vlad Ivanov), er fuld af hemmeligheder. Først får Írisz at vide, at der ikke er arbejde til hende hos Leiter, men den mestendels tavse, observerende og stædige kvinde har ikke tænkt sig bare at rejse igen, og Brill ender med at tilbyde hende arbejde.
Snart får hun dog fornemmelsen af, at Brill ikke fortæller hende hele sandheden om hendes familie og fortid, og blandt andet finder hun ud af, at hun har en storebror, Kálmán Leiter (Marcin Czarnik), hun ikke kendte til, og som er eftersøgt for mord.
Kálmán viser sig også at være en torn i øjet på myndighederne, fordi han tilsyneladende er ude efter Brill og byens øvrige, bedre borgerskab, der bukker og skraber for adelen og de kongelige.
Spirende revolution
Det er kun gradvist, at Írisz får sandheden om Kálmán at vide – ingen synes at have interesse i at fortælle hende, hvad der foregår – og det meste af filmen er hun splittet imellem kærligheden til og længslen efter den bror, hun aldrig har kendt, hendes eneste tilbageværende familie og så loyalitet og sympati over for Brill og hans mange medarbejdere, ikke mindst de unge kvindelige modister, som håber, de kan finde lykken hos Leiter.
Sunset er både historien om, hvordan den unge kvinde Írisz finder ud af, hvem hun er, og hvad hun står for, og en meget større fortælling om et klassedelt Europa på vej mod krig.
Filmen ligner på den måde Michael Hanekes Det hvide bånd, der også foregik nogle år inden Første Verdenskrig, og som blandt andet skildrede, hvordan en undertrykt generation af tyske børn og unge blev til 1930’erne og 1940’ernes fascister og nazister.
Det er således en revolution af en slags, som Kálmán forsøger at igangsætte, fordi han ikke længere kan se til, mens dem, der ikke har, bliver undertrykt af dem, der har alt for meget – og hvordan politikere, forretningsmænd og bedsteborgere ser stiltiende til – eller vender sig væk – når adelen og de kongelige kræver deres ret eller misbruger deres magt.
Hattemodehuset Leiter og al dets pomp og pragt bliver et symbol på alt, hvad der er galt med samfundet, og det er så op til Írisz selv at finde ud af, hvor hun står i denne mere og mere voldsomme konflikt, der peger frem mod Første Verdenskrig.
Gode og onde hemmeligheder
Visuelt er Sunset en lige så radikal film som László Nemes’ forrige film, den rystende Sauls søn, der tog publikum med på en helvedesrejse ind i hjertet af nazisternes udryddelsesmaskine i Anden Verdenskrigs udryddelseslejre.
Kameraet er konstant vendt mod Írisz’ skiftevis angstfyldte og bestemte ansigt eller følger lige i hælene på hende, mens hun bevæger sig rundt i et Budapest, der ikke vil den unge kvinde det godt. Man kan også se spor af landsmanden Béla Tarrs dvælende stil og de belgiske Dardenne-brødres nærgående, registrerende kamera.
Meget af den inciterende film foregår ved nattetid og i naturligt lys – eller mangel på samme – og de mange mennesker, mørket og det håndholdte kamera gør sit til at forvandle den ellers så smukke by til et inferno af trusler og mørke gader, stræder og bygninger, der gemmer på hemmeligheder af både den gode og den onde slags.
Byen bliver et symbol på det mørke og den konflikt, som breder sig i Europa, og Írisz et symbol på alle dem, der er fanget midt i det hele som rådyr i lyskeglerne fra en bils forlygter.
Som publikum forstår man hendes frygt og forvirring, men også hendes behov for at finde ud af, hvad pokker der foregår, og hvad der er sket med hendes bror. Det vækker mindelser om koncentrationsfangen Sauls desperate jagt på sin søn i Sauls søn, uden dog at være helt lige så tragisk eller bevægende, men ikke mindre pågående og hypnotiserende.
Europæisk bevægelse
Sunset varer tre timer, og selv om den godt kunne være kortere, er det aldrig kedeligt at være i selskab med Írisz, både fordi hun som person er dybt interessant – Juli Jakab fastholder vores opmærksomhed med sin mimik og sine store, udtryksfulde øjne – og fordi man gerne vil vide, hvad der gemmer sig på bunden af den Pandoras æske, hun insisterer på at åbne.
Med Sauls søn og Sunset, der er en fascinerende og labyrintisk oplevelse – et sindbillede på datidens Østrig-Ungarn – skriver László Nemes sig ind i en slags moderne, central- og østeuropæisk bevægelse mod at genbesøge historien og forsøge at bearbejde og måske forklare de store traumer, der stadig plager mange nationer.
Det er fint selskab, han dermed er kommet i – Michael Haneke med Skjult og Det hvide bånd, Pawel Pawlikowski med Ida og Cold War, Rachid Bouchareb med Ærens dage og Uden for loven, Florian Henckel von Donnersmarck med De andres liv og Værk uden skaber – og med begge sine film understreger Nemes, at han ikke bare hører hjemme blandt de andre mestre, men også er kommet for at blive.
’Sunset’. Instruktion: Lázló Nemes. Manuskript: László Nemes, Clara Royer og Matthieu Taponier. Ungarsk-fransk. (Biografer landet over)
