Læsetid: 3 min.

’It Must Be Heaven’ er en morsom film om den undertrykkelse og dumhed, man møder overalt i verden

Den palæstinensiske filminstruktør Elia Suleiman har med sin seneste film, Cannes-deltageren ’It Must Be Heaven’, lavet en meget morsom og sine steder absurd film om verdens og menneskers dårskab
Den palæstinensiske filmskaber Elia Suleiman spiller en version af sig selv i sin sorthumoristiske nye film, ’It Must Be Heaven‘. Foto: Carole Bethuel

Den palæstinensiske filmskaber Elia Suleiman spiller en version af sig selv i sin sorthumoristiske nye film, ’It Must Be Heaven‘. Foto: Carole Bethuel

25. maj 2019

CANNES – Jeg har altid holdt meget af den palæstinensiske filminstruktør Elia Suleimans film. De handler som regel om aspekter af den israelsk-palæstinensiske konflikt – og mennesker fanget midt i den – men Suleiman er både en stor humanist og en stor humorist, og det præger hans ofte sorthumoristiske og indimellem endda surrealistiske værker.

Således også hans nye film, It Must Be Heaven, der skildrer verdens dårskab og indbyggede absurditet, hylder palæstinensisk overlevelsesvilje og fortæller om en palæstinensisk filminstruktørs (spillet af Suleiman selv) problemer med at få finansieret sine film. Som en potentiel fransk producent på et tidspunkt siger til ham om hans nye film: »Den er ikke palæstinensisk nok.« Der er med andre ord ikke vrede eller offermentalitet i den, men sådan er Suleiman slet ikke.

It Must Be Heaven er altså på sin vis selvbiografisk, og Suleiman hovedpersonen. En art moderne Hulot – den franske filminstruktør Jacques Tatis evigt observerende figur – der er en stort set umælende, mildt forundret tilskuer til en verden, som forekommer ham mere og mere mærkelig og meningsløs.

Temmelig morsomt

En anden inspiration for Elia Suleiman synes at have været svenske Roy Andersson, der i en række film fulde af groteske tableauer har bedrevet en bidsk og besk form for civilisationskritik. Suleiman gør lidt det samme i It Must Be Heaven, der er fuld af sjove og bizarre optrin fra forskellige steder i verden.

Der er naboerne i hjembyen Nazaret, som uden at spørge plejer og plukker af hans citrontræer, som var de deres egne. Der er det nidkære politi i Paris, der måler op for at se, om caféejerne med deres udendørsservering overtræder bestemmelserne. Der er stolelegen i de grønne parker, hvor pariserne jagter og beskytter de eftertragtede stole at sidde på – ældre, gangbesværede kvinder har ikke en chance.

I New York forestiller Suleiman sig, at alle bærer våben, og det resulterer i en kostelig sekvens, hvor helt almindelige mennesker på gaden og i supermarkederne, børn og voksne, har pistoler i bælterne og maskingeværer hængende over skuldrene. Der er sågar en familiefar, som har en bazooka med sig i taxaen. Det kan synes som en meget firkantet kritik af USA’s liberale våbenlovgivning, men det er samtidig temmelig morsomt og et godt billede på nogle af de fordomme, vi alle sammen slæber rundt på.

Surreelle detaljer

It Must Be Heaven er med andre ord et portræt af tre forskellige folkeslag – og altså de fordomme, man måtte have om de folkeslag – men på et mere universelt plan handler den også om en form for undertrykkelse og dumhed, man møder overalt i verden, ikke kun i Israel, Frankrig og USA. Det er også en film om, hvordan de rettigheder i forhold til ytringsfrihed og statslig omsorg mm., som vi i de vestlige demokratier tager for givet, ikke nødvendigvis eksisterer andre steder. 

Elia Suleimans næsten udtryksløse iagttager bliver en slags hellig nar, der er vidne til alverdens menneskelig dårskab, men som også finder poesien og skønheden i mange sjove, surreelle detaljer. Hos en tarotkortlæser får han først at vide, at der snart kommer en palæstinensisk stat. Men så reviderer tarotkortlæseren sin spådom: Der kommer en palæstinensisk stat, bare ikke i hans eller Suleimans levetid.

Det er på én gang håbefuldt og deprimerende, morsomt og trist, og det er Suleimans specialitet. Han er hverken sort eller hvid, han er alle de grumsede nuancer indimellem, tilsat en stor portion humor.

Man kan argumentere for, at de af instruktørens tidligere film, der fortæller en mere fremadskridende historie – f.eks. gennembruddet Guddommelig indgriben (2002) – også var mere effektive i forhold til deres budskaber end It Must Be Heaven. Men samtidig er der noget meget befriende at være på rejse med så udogmatisk og underholdende et menneske som Elia Suleiman. Filmen sætter på vittig vis tanker i gang, og det er trods alt en af (film)kunstens fremmeste opgaver.

It Must Be Heaven er endnu ikke i dansk biografdistribution.

Serie

Cannes Film Festival 2019

Quentin Tarantino, Ken Loach, Pedro Almodóvar og Dardenne-brødrene. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, ikke mindst flere end nogensinde af de kvinder, som festivalen så ofte er blevet kritiseret for ikke at have øje for. Christian Monggaard vil for 21. gang rapportere fra filmfestivalen, hvis 72. udgave finder sted den 14.-25. maj.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu