Læsetid: 3 min.

Italienske Alice Rohrwacher imponerer med overrumplende drama, ’Lazzaro den lykkelige’

Alice Rohrwacher leger originalt med genrer, tid og tone i sit smukke, samfundsrevsende drama, ’Lazzaro den lykkelige’
Ordknappe og godtroende Lazzaro (Adriano Tardiolo) tager alt ind med sine store øjne i Alice Rohrwachers finurlige nye film, ’Lazzaro den lykkelige’. 

Ordknappe og godtroende Lazzaro (Adriano Tardiolo) tager alt ind med sine store øjne i Alice Rohrwachers finurlige nye film, ’Lazzaro den lykkelige’. 

Camera Film

2. maj 2019

Visse instruktører har fra første færd deres helt eget blik på verden. Det er tilfældet med italienske Alice Rohrwacher, der som 29-årig debuterede i Cannes med det egensindige opvækstdrama Corpo Celeste. Filmen fortalte om en 13-årig piges hverdagsproblemer i en kirkecentreret, syditaliensk by med en herlig sans for livets små absurditeter såvel som dets uudtalte store spørgsmål og det uventet smukke i hverdagen.

Få år senere vandt Rohrwacher juryens store pris i Cannes for dramaet Miraklerne (der kan ses på Filmstriben herhjemme), som følger livet i en fallittruet biavlerfamilie, der deltager i et absurd tv-show. Livet på landet mødte det italienske mediecirkus i et drama med mange fascinerende lag og fremragende børnepræstationer.

Nu er Rohrwacher aktuel med den finurlige fortælling Lazzaro den lykkelige, hvis historie – som Miraklerne – er inspireret af virkelige begivenheder, men heldigvis har Rohrwacher et afslappet forhold til virkeligheden, når der skal skabes filmkunst. Derfor bliver hendes blik på den utrolige historie om en grevinde, der i årevis holdt sine arbejdere på afstand af den moderne verden, meget mere end en fortælling om udnyttelse og urimeligheder.

Det store bedrag

Lazzaro den lykkelige bruger i stedet begivenheden som et afsæt for opfindsomt at fortælle om Italien før og nu i en tidstvistende historie, som usentimentalt langer ud efter alle, der har glemt, at livet bør være præget af godhed og omsorg.

Man fornemmer arven fra tidligere italienske filmmestre i blandingen af det realistiske og humoristiske eller koblingen mellem magiske elementer og kras samfundskritik, men Rohrwacher har sin egen klare stemme og meget at sige.

Filmen begynder som charmerende neorealisme blandt de hårdtarbejdende bønder, der deler den smule, de har, og holder humøret oppe. De knokler for grevinden Alfonsina de Luna (Nicholetta Braschi), der fermt har formået at holde fagforeninger og rettigheder på afstand i sit afsides lille rige.

Ud fra devisen at mennesker er som dyr, og at alle udnytter alle, finder hun sin slaverimodel bedre end at sætte mennesker fri for blot at indse, at de er nødt til at være slaver for at overleve.

Når musikken forsvinder

Grevindens overstadige hjælper dukker indimellem op med bolsjer til børnene og velsignelse af tærskeværket, men besøgene ender altid med, at bønderne skylder penge. Kun gradvis forstår vi, at vi er i 1990’erne med en moderne verden bag bakkerne. Det sker især i selskab med grevindens søn, Tancredi (Luca Chikovani), som udtænker en kidnapning af sig selv, så han kan score løsesummen.

Tancredis plan involverer hjælp fra den godtroende arbejder Lazzaro (Adriano Tardiolo), som de andre bønder udnytter i stil med grevindens livssyn. Den ordknappe Lazzaro tager (som en evigt mild og forundret italiensk version af Tobey Maguire) alt ind med sine store øjne, indtil Rohrwachers manuskript tvister og lader verden – men ikke ham – forandre sig.

Det er et uventet og overrumplende greb, som åbner for bibelske overtoner, allegoriske ulve og smukke indskud af magi, som når et orgels musik forlader kirkerummet for i stedet at følge med (helgenen?) Lazarro. Hvordan det forløber, skal ikke afsløres her, men Rohrwacher har meget på hjerte i sin sammenligning af før og nu, landet og byen, ruralt arbejde og urban fattigdom, grevinder i fine huse på bakker og storbyens banker.

Susets stormpotentiale

Både tids- og toneskiftene fungerer godt, mens kameraet undersøger både landskaber og urban trøstesløshed, som var det en fremmed planet.

Rohrwacher og hendes faste fotograf Hélène Louvart filmer igen i super16 og fanger medfortællende spejlinger, skygger og tomhed, som passer smukt til Lazzaro den lykkeliges overnaturlige elementer. På lydsiden skabes der stilfærdigt drama, når bøndernes utilfredshed høres som en hvislende lyd, der varsler, at de kunne skabe en storm med styrke til at vælte etablissementet, hvis de fik tanken og havde troen på det.

I selskab med den fine rollebesætning – der også tæller Rohrwachers søster, Alba, fra Miraklerne og den altid gode Sergi Lopez – får man både en sansemættet filmoplevelse og stof til eftertanke.

’Lazzaro den lykkelige’. Instruktion og manuskript: Alice Rohrwacher. Italiensk-schweizisk-fransk-tysk. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Maria Francisca Torrezão
Maj-Britt Kent Hansen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

En smuk film, hvor der samtidig er noget at tænke over.

Kan så undre mig over, at man ikke vover at oversætte titlens Lazzaro til Lazarus.