Læsetid: 7 min.

Jay Inslee mener at have opskriften på at gøre USA’s økonomi CO2-fri. Nu vil han være præsident

Den mest offensive klimaplan i USA’s historie skal give den relativt ukendte guvernør Jay Inslee det gennembrud på landsplan, han behøver, hvis det skal lykkes ham at blive valgt som demokraternes præsidentkandidat. Allerede i 2007 fremlagde han i en bog de ideer, der ligger til grund for hans ambitiøse klimaplan
Jay Inslee har viet resten af sit politiske liv til at kæmpe imod den globale opvarmning. Her livestreamer han fra en skolestrejke for klimaet.

Jay Inslee har viet resten af sit politiske liv til at kæmpe imod den globale opvarmning. Her livestreamer han fra en skolestrejke for klimaet.

Nancy Kaszerman

31. maj 2019

I 2007 fremsatte det ukendte kongresmedlem Jay Inslee et klimalovforslag, The New Apollo Energy Act. Ikke uventet blev det nedstemt i Repræsentanternes Hus.

Samme år udgav Jay Inslee en bog, hvori mange af de ideer, som i dag ligger til grund for hans kandidatur til Det Demokratiske Partis nominering til præsidentkandidat i 2020, for første gang blev formuleret.

Den bærende idé i Inslees og hans medforfatter, Bracken Hendricks’, bog var, at Amerika besidder tilstrækkelige ressourcer, talent, vilje og evne til at kunne lancere et gigantisk energiprojekt på linje med præsident John F. Kennedys rumskibsprojekt, Apollo, fra 1961, der sendte de første astronauter til månen allerede i 1969.

I sit rosende forord til bogen skrev Bill Clinton dengang i 2007:

»Ligesom det var vores skæbne at sende det første menneske til månen, er det i dag vores skæbne at skulle lede verden mod nye og rene energikilder og forsyne den med ny teknologi til at opfylde det mål.«

Nu, 12 år senere, vil Jay Inslee, guvernør i delstaten Washington siden 2013, selv stige til vejrs og indtage Det Hvide Hus for at gennemføre et projekt af samme dimensioner som præsident Kennedys.

At vinde præsidentvalget og gennemføre et så ambitiøst klimaprogram kan imidlertid blive en sisyfosopgave for den 68-årige Jay Inslee.

Jay Inslee blev først landskendt, da han i februar 2017 som den første amerikanske guvernør gik til domstolene med henblik på at stoppe den nyligt tiltrådte præsident Donald Trumps indrejseforbud for borgere fra syv muslimske lande.

En forbundsdomstol gav Jay Inslees delstatsregering medhold. Forbuddet blev bremset.

Under midtvejsvalgene sidste år tjente Jay Inslee som formand for amerikanske guvernørers forening og stod således i spidsen for demokraternes bestræbelse på at vinde flere guvernørposter.

Indsatsen gav pote. Der blev valgt seks nye demokratiske guvernører.

Jay Inslee er vokset op med interesse for videnskab og natur i nærheden af Seattle, Washington. Fra en tidlig alder var han interesseret i miljøbeskyttelse.

I interview har han sagt, at den mest presserende opgave, som han vil vie resten af sin politiske karriere til, er bevarelsen af den verden, han voksede op i for sine børnebørn.

Redningsplanken er efter Jay Inslees mening et nyt projekt af apolloske dimensioner, hvor kæmpe offentlige investeringer og forbundsstatens lederskab skal virke som incitamenter til forskning i og udvikling af ny teknologi inden for den private sektor. Transportsektoren, boliger og bygninger skal lægges om og gøres CO2-neutrale. Det enorme energispild i USA skal reduceres til nul.

Det er en ambitiøs mission, som formentlig kun Amerika kan løse over en kort årrække. Danmark kan satse på at blive et eksemplarisk foregangsland. Grønne og klimaaktivistiske partier, der fik fremgang i sidste uges europaparlamentsvalg, kan lægge op til fælles EU-investeringer i ny teknologi, vedvarende energi og energibevarende tiltag.

Men når det kommer til stykket, kommer planeten kun i mål, hvis den amerikanske forbundsregering, delstaterne, universiteterne, tænketanke, risikovillige investorer, iværksættere, forskere og private koncerner og firmaer i samlet flok satser stort på at løfte vores civilisation ud af en ødelæggende afhængighed af fossile brændsler. Og så eksportere eventuelt teknologiske landvindinger til andre lande.

Det ved vi, fordi det var USA og ingen andre, der magtede at ændre udfaldet af de to verdenskrige. Og fordi, det kun tog amerikanerne otte år at bygge de raketter og rumskibe, som fløj astronauterne til Månen i 1969. I de seneste 40 år har intet land formået at kopiere den dåd.

USA har alle forudsætningerne. Landet er arealmæssigt kolossalt stort, investeringskapital mangler ikke, naturressourcerne er ubegrænsede, forskning og viden findes i overflod og måske vigtigst af alt – når amerikanerne stilles over for en eksistentiel udfordring, tøver de sjældent med at sætte alt ind på et bræt. Det er derfor, præsidentvalget i 2020 ikke bør anskues som en vanlig dyst om, hvem der skal lede USA i de næste fire år.

Næste år falder afgørelsen om, hvorvidt alle kræfter vil blive sat ind på at lancere et klimaprogram, der på sigt vil anvise verden vejen til en CO2-neutral økonomi, ligesom Apollo-projektet bidrog til udvikling af en ny generation af teknologi (internettet, mobiltelefonen, etc.).

Det grumme alternativ er, at Trump bliver siddende i Det Hvide Hus og får held med sit forehavende – at holde fast i den gamle energifråsende økonomi.

Måske er der et skift på vej

Indtil videre er der grund til at være moderat optimistisk. I præsidentvalgkampen i 2016 blev Donald Trump og Hillary Clinton ikke en eneste gang i de tre tv-debatter udspurgt om deres klimapolitik. Men under midtvejsvalgene i 2018 begyndte vælgere at spørge til kongreskandidaternes klimapolitik.

Lige pludselig er den globale opvarmning blevet et topaktuelt tema i amerikansk politik.

Siden januar har tv-stationer bragt særudsendelser; under såkaldte town hall-møder på CNN, Fox News og MSNBC spørger en eller flere vælgere altid til klimapolitik, og et stort flertal af de 23 demokratiske præsidentkandidater støtter kongresresolutionen om en Green New Deal, der er blevet fremlagt af kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez og senator Edward Markey.

Selv inden for Det Republikanske Parti sker der et ryk i den rigtige retning, især blandt de unge vælgere og republikanere i storbyernes forstæder.

Jay Inslee er den ene af kun to præsidentkandidater, der har fremsat et udførligt handlingsprogram. Den anden er tidligere kongresmedlem Beto O’Rourke fra Texas. Mindst ni andre kandidater har erklæret deres støtte til en Green New Deal.

Besynderligt nok har senator Elizabeth Warren, der ofte siger, hun har en færdigsyet løsning på alle store problemer (»I have a plan for that«), endnu ikke fremsat en detaljeret klimapolitik. Bernie Sanders holder sig også tilbage.

Green New Deal virker mere som en ønskeliste end en konkret handlingsplan.

I resolutionen knyttes omstilling til en ny økonomi, der er baseret på vedvarende energi, til en positiv beskæftigelseseffekt. Hertil føjes en liste af sociale formål som jobgaranti for alle, en pension man kan leve af, universel sygesikring, en minimumløn, gratis uddannelse og et retsvæsen, der behandler alle borgere lige og retfærdigt.

Af resolutionen fremgår det ikke, om opfyldelsen af de sociale formål er en nødvendig forudsætning for overgangen til en grøn økonomisk model.

Jay Inslee er efter alt at dømme uenig i at knytte den sociale og energimæssige dimension sammen i en enkelt pakke. I sin bog fra 2007 skriver han, at skabelsen af en klimaneutral økonomi i sig selv vil føre til en mere retfærdig social og økonomisk samfundsorden.

Alt andet lige er det legitimt at spørge, hvorvidt indførelsen af f.eks. en jobgaranti for alle borgere hører hjemme i et ambitiøst klimaprogram. Det er en debat, som stadig er så ny, at det er svært at vide, hvad der er politisk realistisk og rigtigt.

12 år efter udgivelsen af sin bog mener Jay Inslee stadig, at et klimaprogram skal søsættes som et gigantisk og visionært samfundsprojekt. I bogen stiller han det stedse påtrængende spørgsmål:

»Hvordan kan det være, at Amerika endnu ikke har taget udfordringer som klimaforandringer og vores afhængighed af olie op?«

Han svarer:

»Det hænger ikke sammen med utilstrækkelig information eller mangel på forskertalenter. Det kan heller ikke tillægges interessenters obstruktion, selv om man ikke bør undervurdere olie- og bilbranchens vedholdenhed og snedighed, og de politikere, som står i gæld til dem.«

Svaret er frygt.

»Efter min mening er problemet snarere et overmål af frygt. Vi frygter, vi ikke kan løse problemet. Vi frygter, vi ikke magter at skifte kurs.«

I dag mener Jay Inslee, at amerikanerne er tæt på at overvinde deres frygt. Utvivlsomt har ekstreme vejrfænomener – hyppige tropiske orkaner, oversvømmelser, tørke, stigende temperaturer og skovbrande – medvirket til den øgede bevidsthed.

Meningsmålinger peger på, at den globale opvarmning hører til blandt de tre-fire vigtigste emner for demokratiske vælgere.

I begyndelsen af denne måned fremlagde Jay Inslee sit klimaprogram, der i vid udstrækning er inspireret af hans bog. Politisk uafhængige klimaforskere vurderer, at USA med Jay Inslees plan vil kunne overholde Parisaftalens mål og endda tilbagelægge yderligere skridt.

Som guvernør i delstaten Washington siden 2013 har han forsøgt at føre nogle af sine ideer ud i livet. I de første år blev han mødt af en mur af modstand fra det republikanske flertal i parlamentets to kamre. Ved en folkeafstemning i 2018 nedstemte et klart flertal et forslag om at indføre en CO2-afgift.

Ikke desto mindre lykkedes det i april for Jay Inslee at få et sæt klimalove vedtaget i begge parlamentets kamre i delstatens hovedstad, Olympia. Det skete på baggrund af et flertal, som demokraterne vandt i Washingtons senat under midtvejsvalget i 2018.

I 2030 skal alle biler i delstaten skifte fra benzin til el. I 2035 skal al elektricitet stamme fra CO2-neutrale energikilder, og i 2045 skal overgangen til et vedvarende energi være tilendebragt.

Guvernør Jay Inslee mener, hans politiske erfaring på delstatsplan og ekspertise fra 13 år i Kongressen har rustet ham til at gennemføre en lignende klimaplan på forbundsniveau. Som præsident vil han have den offentlige sektor til at investere 9.000 mia. dollar i sin plan i det næste årti. Summen svarer til næsten halvdelen af USA’s BNP i 2018.

Nu har han blot behov for at få medvind hos vælgerne. Jay Inslee har kvalificeret sig til at medvirke i den første tv-debat med 65.000 donorer og en pct.’s tilslutning i meningsmålingerne. Men der skal meget mere mediebevågenhed til for at gøre ham til en kendt skikkelse på landsplan.

Det kan ikke udelukkes, at Jay Inslee får et gennembrud. Jimmy Carter og Bill Clinton var begge nede at skrabe bunden i meningsmålingerne i henholdsvis 1975 og 1991 – et år inden de første primærvalg, som de senere vandt overbevisende.

Jay Inslee and Bracken Hendricks, Apollo’s Fire: Igniting America’s Clean Energy Economy, 416 sider, 2007

Serie

Hvem er bejlerne til Det Hvide Hus i 2020?

Kandidaterne melder sig løbende på banen i kampen om at blive USA’s præsident. Op til 20 demokrater forventes at stille op. Vi introducerer dem gennem deres politiske selvbiografier.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu