Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Jenny Lewis synger i første person ental om kvaler, som et flertal kender

Den amerikanske singersongwriter Jenny Lewis er ikke revolutionær. Hun ser ikke sin kunst som en mulighed for at rive systemet fra hinanden. Hun er en iagttager af sit eget og af sine karakterers indre og ydre liv
Den 43-årige amerikaner Jenny Lewis er ikke revolutionær. Hun ser ikke sin kunst, sit virke som en mulighed for at rive systemet fra hinanden, spytte magten i fjæset eller sende verden hovedkulds gennem et rullefald. Hun er en iagttager. Af sit eget og af sine karakterers indre og ydre liv, skriver Ralf Christensen.

Den 43-årige amerikaner Jenny Lewis er ikke revolutionær. Hun ser ikke sin kunst, sit virke som en mulighed for at rive systemet fra hinanden, spytte magten i fjæset eller sende verden hovedkulds gennem et rullefald. Hun er en iagttager. Af sit eget og af sine karakterers indre og ydre liv, skriver Ralf Christensen.

PR-foto: Warner Bros

Kultur
3. maj 2019

Der er nogle musikere, der insisterer på at skrive historier, der allerede står skrevet i gamle bøger. At gentage musikhistorien uden at have noget at tilføje. Det kan ske så lammende kedsommeligt, at man hellere vil lytte til stilhed eller hvid støj end til deres udvaskede og floskeltunge genfortællinger af rock, pop, soul, you name it. Men der er også dem, der formår at skabe nyt rum i de gamle bøger, skrive mellem linjerne, ja, måske tilføje ekstra sider.

Som det nu er med Jenny Lewis og den singer-songwriter-tradition, som hun formår at skabe albuerum i. Det viste hun allerede med sit debutsoloalbum Rabbit Fur Coat i 2006, men det står endnu tydeligere her 13 år senere med det fjerde, Hold The Line.

Ikke en revolutionær

Den 43-årige amerikaner er ikke revolutionær. Hun ser ikke sin kunst, sit virke som en mulighed for at rive systemet fra hinanden, spytte magten i fjæset eller sende verden hovedkulds gennem et rullefald. Hun er en iagttager. Af sit eget og af sine karakterers indre og ydre liv.

Kuldslåede og vingeskudte og hjertebrændte eksistenser synger med Jenny Lewis’ stemme i første person ental om kvaler, som et flertal kender til. Her er mennesker, der ikke er gode for dig. Misbrug, der får dig til at glemme det. Og drømme, der får dig til at tro, at der er en udvej.

»I watched a scorpion crawl across my feet
It’s been a while, but we communicate psychically
Now you’re at my door, trick or treat.
«

Musikalsk står Jenny Lewis på sikker grund uden faldgruber. Hendes modus operandi er klaverrocket singersongwriter. Melodier fulde af pep, en sikkert svunget melankoli i stemme, fraseringer og endda en guitarsolo i ny og næ. Jenny Lewis organiserer sit liv og sine historier på en måde, som langt størstedelen kan leve med og synge med på.

Og hun jonglerer med populærkulturelle referencer som på »Hollywood Lawn«, hvor Dorothys røde hjemvendte sko fra The Wizard of Oz kommer i semiotisk karambolage med spanske vindmøllers luftkasteller og en amerikansk oliemilliardær på dybt vand.

»If I click my ruby slippers like Don Quixote
I'm long lost like Rockefeller drifting off to sea.«

Sang om junkiemoren

Lewis er ikke en Joni Mitchell. Hun er ikke en mester i ofte komplekst jazzet komposition og intrikate og sprogligt rigt forsirede fortællinger, der trækker tæppet væk under én. Lewis er derimod god til sangbare hooks og overrumplende punchlines. Og hun har sin egen selvsikre fortællerstemme, ja, hun er en sjov, pålidelig, metaforisk skarp og til tider en rørende rejseledsager gennem sangene.

Og så er der (som man også kan finde hos Mitchell i forhold til sin bortadopterede datter) en biografisk smerte i »Little White Dove«. Om moren Linda, som har været heroinmisbruger siden Lewis’ tidlige barndom. Som hun ikke så i to årtier, og som hun blev genforenet med i 2017, da moren var blevet diagnosticeret med leverkræft.

»A mother and child, emergency
Behind a yellow curtain on the second floor
All the guardian angels at the door
With their long white coats and their stethoscopes.«

Og da hun synger det engelske ord heroine – heltinde – kan eller skal det høres som heroin:

»I'm the heroin(e)
In the middle of love
I'm a little white dove, yeah.«

Og så ender pladen alligevel godt. Hovedpersonen – fiktiv eller virkelig eller begge dele – nægter at følge med endnu en usund kærlighed ned i kaninhullet, som hun formulerer det.

Heling.

Jenny Lewis: On The Line (Warner Bros.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her